Читать книгу Uro og urenhed - Per Stounbjerg - Страница 4

I et essay om August Strindbergs Inferno fremhæver den danske forfatter Johannes Jørgensen »det Element af Uro og Ufornuft, som gennemtrænger den berømte Svenskers Eksistens. Han er omflakkende, aandeligt og legemligt – en Verdensborger, en Zigøjner, en Nomade […] Han viser sig i sine Bøger uafbrudt staaende paa nye Standpunkter, der oftest er de umiddelbart foregaaende stik modsatte. Han er i stadig Virksomhed med at omhugge de Gudebilleder, han selv kort i Forvejen har rejst« (Jørgensen 1898:136 f.).

Flere forskere har som Jørgensen bemærket det urene og omskiftelige i Strindbergs liv og værk (cf. fx Brandell 1985:7). Men da forholdet stort set ikke er blevet gjort til genstand for en systematisk litteraturvidenskabelig behandling, er det blevet fastholdt i førbegrebslige termer. Man har en passant rost bevægeligheden eller kritiseret inkonsekvenserne som en æstetisk mangel, som en moralsk brist – fra Röda rummet til Svarta fanor blev Strindberg stemplet som smudsforfatter – eller endog som et symptom på et mentalt misforhold: forfatterens galskab.

Urenhed og ustadighed skal i denne afhandling anskues tekstuelt og ikke som et biografisk, psykoanalytisk eller moralsk problem. Genstanden er ikke Strindberg, men hans værker. Målet er at beskrive en digterisk metode via læsninger i et afgrænset tekstkorpus, der i det følgende betegnes som Strindbergs selvbiografiske prosa. En bærende antagelse er, at uro og urenhed ikke blot skyldes individuel uformåen, men er del af en poetik, der lader sig analysere systematisk. Med sin urene skrift placerer Strindberg sig et produktivt sted mellem en reflekteret realisme og en ‘det ustadiges æstetik’, som peger ind i den litterære modernisme (cf. Stounbjerg 1991a).

At denne æstetik ikke er blevet drøftet systematisk og ofte er blevet set som en svaghed i Strindbergs forfatterskab sammenlignet med fx Ibsens, beror på en historisk produceret blindhed. Er normen det lukkede kunstværk – og det var den ikke blot i den idealisme, Strindberg opponerede imod, men også i væsentlige dele af hans eftertid, mest markant i sensymbolismen og i praksis også i nykritikkens modernismelæsninger – kommer Strindberg til kort. Kernen i hans poetik er ikke værkæstetikkens interesseløse velbehag, men rystelsen, normbruddet og tvivlen. Hans litterære praksis er uren, han blander genrer og stillejer, og han bryder med pæne grænser som den mellem offentligt og privat, fx ved ikke at holde sig selv på objektiv afstand af værkerne. Flere i øvrigt indsigtsfulde behandlinger af Strindbergs liv og værk har savnet sans for disse sider af hans fremgangsmåde. Teksterne har derfor været delvis ulæselige. Det er først modernismen, der begyndende med den tyske ekspressionisme for alvor ser kvaliteterne i den strindbergske tekst. Og det er først efterkrigstidens tekstteori, der leverer de redskaber, der gør den læselig. Semiotikere har bidraget med bud på en det åbne værks poetik, dekonstruktionen har bl.a. fokuseret på litteraturens modstand mod lukning, ligesom adskillige af M.M. Bakhtins begreber – karnevalisering, hybridisering, dialogisering, heteroglossi – kredser om urenheden. Et lille århundrede efter Strindberg kan den nu lovsynges af forfattere som Salman Rushdie:

The Satanic Verses celebrates hybridity, impurity, intermingling, the transformation that comes of new and unexpected combinations of human beings, cultures, ideas, politics, movies, songs. It rejoices in mongrelization and fears the absolution of the Pure. Mélange, hotch-potch, a bit of this and a bit of that is how newness enters the world. […] It is a love-song to our mongrel selves. (Rushdie 1991:394)

Den renhedselskende Strindberg hyldede ikke hybrider og uægte børn; men i praksis bidrog han markant til såvel subjektets som skriftens bastardisering.