Читать книгу Uro og urenhed - Per Stounbjerg - Страница 11

Hvilken rolle spiller det selvbiografiske da i »Karantänmästarns andra berättelse«? Mest manifest er det som fortællingens stof, der indiskutabelt stammer fra Strindbergs andet ægteskab. Parallellerne til kontrollerbare biografiske forhold har været indlysende for et samtidigt publikum, hvad der forklarer indpakningsbehovet. Hovedpersonen Axel er fraskilt, han har i 40-års-alderen skrevet det bedste moderne drama, nyt i både form og indhold, han er blevet kaldt kvindehader og usædelig, og han har lige fået trykt en styg bog om sit tidligere ægteskab. Forløbet følger optakten til og udviklingen i det korte ægteskab mellem Strindberg og Frida Uhl. De portrætterede har selv læst historien biografisk; Frida Uhl brugte den således 40 år senere som forlæg for sin bog om Strindbergs andet ægteskab.

At det biografiske forlæg er indlysende, er imidlertid ikke nok til at gøre fortællingen til selvbiografi. Erfaringer kan bearbejdes i mange former: breve, mundtlige beretninger, noveller, digte, dramaer, romaner. Strindberg behandlede i det hele taget sit liv som litterær kapital. Det er derfor ikke kun hans selvbiografier, der kan læses biografisk. Hvad er da det særlige ved selvbiografien?

Af genren venter vi med Philippe Lejeunes ord en retrospektiv beretning, hvor en virkelig person fortæller om sig selv med fokus på sit individuelle liv og navnlig på personlighedens historie (se nedenfor p. 48). Perspektivet i »Karantänmästarns andra berättelse« er retrospektivt, formen er fortællende, og genstanden er et liv, der ligner forfatterens. Flere forhold forstyrrer imidlertid en selvbiografisk læsning. Mest iøjnefaldende er den demonstrative adskillelse af forfatter, fortæller og hovedperson. I selvbiografien falder disse instanser normalt sammen; Lejeune gør det ligefrem til et genrekriterium, at de har samme navn (cf. nedenfor p. 62 ff.).

»Karantänmästarns andra berättelse« er fortalt i tredje person, og mellem hovedpersonen Axel B. og forfatteren August S. er der indskudt en dramatiseret fortæller:¹² karantænemesteren fra Skamsund. Fortællingens ramme er dennes samtaler med postmesteren fra Fagervik; også lytteren er dramatiseret.¹³ Disse mellemled gør, at teksten ikke uproblematisk kan tolkes som et jegs forsøg på at forstå sig selv.

Den dramatiserede fortæller er nemlig en anden end Axel og forfatteren. Han er en selvstændig, fiktiv person, der også optræder i de tidligere kapitler i Fagervik och Skamsund. Før han bliver fortæller, har han selv været fortalt. De første indtryk af ham er tilmed blandede. Til en begyndelse præsenteres han som herskesyg og hævngerrig, siden nuanceres karakteristikken, vist er karantænemesteren kværulant, men også noget af en barmhjertig samaritan, og sluttelig antager han en slående lighed med de selvbilleder, Strindberg lancerer gennem serien af selvfremstillinger: outsideren, tvivleren, Swedenborgeleven med rødder i vækkelsesbevægelsen. Vi ser ham nu indefra og forstår, hvorfor han er brysk. På en gang inviterer teksten til mistænksom symptomallæsning og sympatisk medleven.

Karantænemesteren beretter ikke om sit eget liv, og dermed falder han uden for Lejeunes bestemmelse af selvbiografien. Forholdet forstærkes af, at hverken forord, titelblad eller andre eksplicitte markører inviterer til en selvbiografisk læsning. Med sin insisterende fornægtelse af, at historien er hans egen, leger karantænemesteren imidlertid med ilden: »Därför att både historierna röra karantäner skall du icke tro att det är min eller mina historier – den ligger djupare begraven!« (sv 50:163). Med denne bemærkning er katten sluppet ud af sækken. Fokus er henledt på det muligt selvbiografiske – og det i en tekst, hvor både fortæller og hovedperson let kan læses som udspaltede af forfatteren.