Читать книгу Uro og urenhed - Per Stounbjerg - Страница 19

Disse spørgsmål implicerer en opfattelse af genrer som virksomme konventioner snarere end systemer af knivskarpe demarkationer. Sigtet med genrediskussionen er ikke at tilvejebringe midler til klassifikation eller vurdering af Strindbergs tekster. Her skal ikke vogtes over, om Strindberg skriver rigtige selvbiografier. Snarere end til genrens lov skal der spørges til dens løfte.

Afgørende er nemlig, at genrerne åbner et tekst- og traditionsrum. De er intertekstuelle, idet de bringer tekster i dialog med andre tekster, med etablerede skrivemåder og med læserforventninger. Den skrivende forholder sig via genren til det allerede skrevne. For såvel skribent som læser fungerer den som orienteringsredskab; at forstå tekster forudsætter evnen til at genkende deres genrer, dvs. en forforståelse af, hvad de skal læses som. Genrer forstås her som historiske systemer af læse- og skrivekonventioner.²⁵ En genredefinition er en formalisering af et sådant normsystem, som det ytrer sig i poetikker, læsemåder, litterær praksis og litteraturkritik. Den indkredser en særlig forventningshorisont.

Den historiske tilgang underforstår, at genrer ikke er uforanderlige modaliteter, men i stadig udvikling. Et enkelt værk kan forskyde billedet af en hel genre. Men den erkender også, at genrer er træge. Forventninger og formelementer overlever litterære epoker og strømninger. Det er bl.a. denne træghed, der fx tillader læsningen af en fælles problematik hos Rousseau, Strindberg og Sartre. Undervejs kan en genre forskydes i en grad, så det konstante snarere end en kerne er serier af valgslægtskaber og væv af familieligheder.

Det er derfor ikke givet, at genrer kan bestemmes tekstimmanent ved genkommende distinktive træk. Ud fra formelle elementer kan trænede læsere genkende en sonet. Problemerne er større, hvis man vil definere et digt. Er det teksttræk eller publikationskontekst, der gør, at tekststumperne i Ivan Malinovskis Poetomatic læses som lyrik? Ved at demonstrere, at han kunne få et hold studenter til at udlægge en navneliste på en tavle som et religiøst digt, argumenterer Stanley Fish for genren som effekt af læsekonventioner i et fortolkningsfællesskab. Før vi ser digtenes distinktive træk, har vi allerede genkendt dem som digte. »Interpreters do not decode poems; they make them«, hævder han (1980:327).

At genrer ikke altid kan bestemmes ved distinktive træk, betyder dog ikke, at de blot er subjektive. Med lidt god vilje kan Fishs studenter få nogle opgivelser til et ligne et religiøst digt; men de kan ikke forveksle en Shakespeare-sonet med en litteraturliste. Hertil kommer, at genrernes væsentligste virkemåde unddrager sig den rene vilkårlighed. Mest af alt er de konventioner, der faktisk har været virksomme i teksters produktion, organisation og reception. Disse konventioner er hverken monolitiske eller entydige, oftest brydes flere strategier i et værk, undertiden udvikles nye, som først senere tider får blik for. Men de er heller ikke tilfældige eller frit disponible. For konventionerne har aldrig været ligeberettigede; den skrivende har altid måttet forholde sig til samtidens dominerende former. Hvis vi, selv om adskillige teksttræk peger i andre retninger, vælger at læse »Karantänmästarns andra berättelse« som selvbiografi, opsporer vi netop en sådan virksom konvention. Undertiden bliver disse konventioner først synlige i en forskudt tidslighed. Nylæsninger kan montere kendte tekster ind i uvante, men overbevisende kontekster; et eksempel kunne være Lotta Gavel Adams’ påvisning af et system af allusioner til pariserokkultismen i Inferno. Opkomsten af nye genrer og skrivemåder kan ligeledes ændre forståelsen af ældre tekster, så vi ser noget, vi ikke før har bemærket.²⁶ Ligesom hyperteksten kaster lys over sider af Joyce eller Musil, kan Augustin læses ud fra den moderne selvbiografi. Et sigte med denne afhandling er som nævnt at konfrontere en serie Strindbergværker med nyere tekstteori og senere modernisters litterære praksis.

Genrer handler således ikke om, hvad tekster er, men om, hvad de gør, og hvad vi læser dem som. Konventionerne ytrer sig nemlig som forventninger til teksten, der aktiveres af såvel konteksten som af tekstens egen retorik. De genremærker, adskillige genreteorier vægter, er således kun en del af den horisont, genren udgør. Oftest går vi på forhånd ud fra, at en tekst er selvbiografisk; en første genrebestemmelse finder sted i en forforståelse med rødder i et tolkningsfællesskab, der forsyner læseren med procedurer, antagelser og værdier.²⁷ Strindbergs selvbiografier er vævet ind i en lang receptionshistorie. Den videreføres, når Samlade verk-udgaven af »Karantänmästarns andra berättelse« på bagsiden omtaler Klostret som en nærgående selvbiografisk roman om ægteskabet med Frida Uhl. Vi kan forholde os til denne bestemmelse og læse mod den ved fx at betone fortællingens allegorisk-religiøse træk. Men vi kan ikke udradere overleveringshistorien og gør det da også sjældent i praksis. Den har sørget for, at der på forhånd er selekteret kraftigt i antallet af mulige tolkningsrammer. Hver ny tolkningsakt gentager, omtolker eller forskyder denne historie; men den gør det ikke frit.

Forventningerne til teksten aktiveres af og aktiverer selv forskellige sider af dens retorik. Antager vi på forhånd, at »Karantänmästarns andra berättelse« er selvbiografisk, vil vi søge og sandsynligvis finde referencer til genkendelige forhold, fordi vi anser teksten for verificerbar på en anden måde end en frit opdigtet historie. En titel som Aus meinem Leben kan omvendt selv åbne for en selvbiografisk læsning. Det selvbiografiske er en figur, der opstår i mødet mellem tradition, retorik og forventninger.

Den enkelte tekst lader sig læse i mere end ét genreperspektiv, for genrer er med Eva Hættner Aurelius’ ord »inte normativa, oföränderliga eller ömsesidigt uteslutande« (1996:12). Teksten er et mødested, hvor konventioner og diskurser støder sammen, blandes, forskydes og opløses. Teksten tilhører ikke en genre, den deltager i den, og oftest i flere. I »Karantänmästarns andra berättelse« filtreres selvbiografi gennem kristen allegori, og i Tjänstekvinnans son mødes selvfremstilling og kulturhistorieskrivning. Hybrider er udbredte, og selvbiografien er selv en af dem.