Читать книгу Tekster uden grAenser - Svend Erik Larsen - Страница 10

Da jeg gik ind klassen, vidste jeg ikke at jeg skulle ind til globaliseringen, og da jeg kom ud igen, vidste jeg ikke jeg havde været der. Men jeg vidste jeg havde oplevet noget nyt. Stedet var Newcomer High School i San Francisco i april 1989, en skole for indvandrerbørn, ‘newcomers’. Sammen med elleve andre repræsentanter fra lige så mange europæiske lande var jeg på en måneds rundrejse i USA som ‘international visitor’ på amerikansk invitation. International, det ord kendte jeg. Det var jo mig. Men det jeg overværede i klassen, var noget andet. I dag vil jeg kalde det globalisering. I 1989 var ordet kun lige ved at komme ind i sproget, men ikke i mit.

Jeg var sammen med to andre deltagere, Frank fra Holland og Stipe fra det daværende Jugoslavien. Frank beskrev situationen sådan:

På den hvide computerskærm så vi hovederne fra Osiris, Horus og andre ægyptiske guder på rad og række uden kroppe. Lige nedenunder så vi en række kroppe der gik, stod eller sad, nogle med sceptre eller vifter i hænderne.

„Ved at klikke på musen kan eleverne anbringe hovederne på kroppene. På samme måde kan de identificere gudernes navne skrevet med hieroglyffer. De kan også lære at skrive deres egne navne med hieroglyffer”, sagde læreren.

„Men det er kun for de dygtigste elever. Med de fleste i klassen bruger vi næsten al tiden på den græske og den romerske civilisation. De udgør den vigtigste baggrund for de spansktalende elever fra Latinamerika som dem i den her klasse”.

„Og er spansk de fleste elevers modersmål, Mr. Ostrovski?” spurgte jeg.

„Ja”.

„Og hvad er den største etniske gruppe på Newcomer High School?”

„Kinesisk”.

„Hvordan kan det være?”

„Det fleste kinesiske elever fra Peru er spansktalende”. (Larsen 1990: 59-60)

Børnene og læreren var ikke internationale på samme måde som mig. Jeg gik bare ud ad døren derhjemme og dansede ind på den internationale arena. Den hvilede sikkert på nationale pæle. Én solid pæl banket ned for hver nation og et internationalt dansegulv ovenpå, hvor vi kunne inklinere for hinanden og glide ud på gulvet i blandede formationer og rytmer. Gruppen bestod jo netop af én repræsentant for hver nation. Det internationale er noget der foregår, som ordet siger, mellem velafgrænsede nationale størrelser i forskellige kombinationer. Denne internationale verden var enkel. Den var bare stor, men struktureret og som regel spændende ved at være anderledes og også lidt farlig nogle steder, som da jeg boede på kanten af Rios slum eller følte usikkerheden snige sig ind under huden i Johannesburgs gader.

Men jeg kunne forlade den internationale scene igen når musikken standsede, og tage hjem. Dér ventede den danske gårdhave på mig. Den var også en del af den store verden, men ikke blandet med den. Her kunne jeg fordøje det hele, indtil musikken spillede op igen. Hjemme var verden til gengæld indviklet, men på sin helt lokale måde: børn i skole, til sport og ballet, arbejdstider og professionelle ambitioner, et tåleligt forhold til bank og håndværkerregninger og engagement i samfundslivet i skolebestyrelse og lignende steder.

Da de to søskende Abdullah og Fatimah kom ind i min søns klasse efter turen til USA, blev det anderledes. De var statsløse palæstinensere fra Libanon og var bare to blandt få indvandrerbørn på skolen. Abdullah havde skudhul i skulderen, men skiltede ikke med det. Det var bare sådan. Men de andre børn så det jo med overraskelsens gru. Forældrene talte ikke dansk, og faderen var vistnok syg, sådan i hovedet, og Abdullah måtte ikke drikke sodavand efter fodbold under ramadan. Tv-billeder, forældresnak over avisen, ekko af lokalpolitik, krigsfilm og sørøverlegetøj vandrede fra uvirkelighed til virkelighed, blev en del af børnehverdagens i forvejen komplicerede mekanismer, mest som lidt grus i dem. Men nu ikke mere bare begivenheder ude i den internationale verden.

Alt det var hverdag på Newcomer High School. Ikke som grus i maskineriet smidt ind af nogle få nytilkomne. Det var hverdag for alle, ikke en særlig hverdag, bare hverdag. Den etniske, sproglige og nationale sammensathed herskede ikke kun i klassen. Den strukturerede også hver enkelt persons liv som det neutrale grundlag for hjemmeliv og skolegang. Det havde selvfølgelig, ligesom det neutrale grundlag i mine børns skole derhjemme, også sine hverdagsproblemer. Men sammensatheden var ikke et særligt problem eller diskussionsemne. Det var os der stillede spørgsmål i klassen, men uden at få et samlet svar. I dag ville jeg svare: globalisering.