Читать книгу Tekster uden grAenser - Svend Erik Larsen - Страница 7

Selv om Nabokov ikke plager os med sine private kvaler, så har og havde det sin pris for forfattere og forlæggere at gå på tværs. Også for Sinnett. Han forlod Europa med en begyndende tuberkulose, fik hårde arbejdsvilkår i forsøget på at skabe journalistisk offentlighed og kulturel selvbevidsthed i et land der mest var en europæisk straffefangekoloni, og døde allerede i 1860 endnu ikke 40 år gammel. Men forfattere betaler ikke en større pris end alle andre grænsebrydere. Andre der i et fremmed land prøver kræfter med kulturgrænser, sproggrænser og sociale grænser i deres uddannelse, arbejde og hele liv, får heller ikke noget foræret. Forfattere er som personer ikke mere interessante end andre mønsterbrydere. De er alle hverdagsglobalister i en fælles kulturproces. Forfatterne er bare bedre til at fortælle om det.

Nabokov fortæller heller ikke om sit privatliv, men om de betingelser der gør ham til forfatter. Når han siger „Jeg bor i Schweiz af private årsager” (28), er det ikke en oplysning, men et diskret: ‘Hvad rager det jer?’. Der er derfor god grund til at holde fast i forfatternes tekster frem for deres personer. De kan bruge sprog så himlen falder ned. De kan skrive så andres og egne erfaringer bliver større end deres individuelle liv og læsernes individuelle horisont. Det skyldes ikke at litteratur er et særskilt sprog. Det skyldes tværtimod at litteratur bruger det sprog vi også benytter til at bestille en øl, skændes, opmuntre vores børn, lyve om vores gæld, sætte ord på vores følelser og virkelighedsforståelse. Sproget spiller aktivt sammen med alle de andre medier vi bruger til de formål. Og det gør litteraturen selvfølgelig også. Romaner bliver film, og litteraturen lærer af filmen hvordan den kan forfine sin brug af synsvinkler og fortælleformer.

Men medier som billeder, gestus, lyd, spil og sport kan ikke klare sig uden sprog. Sport kan dirigeres af fløjter og armbevægelser, men reglerne for spillets gang er skrevet ned i sprog. Og klager over dommeren klares hverken ved at fløjte ad ham eller vifte med en knytnæve. Det har den modsatte effekt. Der skal sprog til bagefter. Selv tavst kropssprog kræver sprog, for at jeg kan blive klar over at det er noget min krop gør. Film, tv og digitale billeder er fulde af sprog i det vi ser, men endnu mere i det der ligger bag deres tilblivelse i drejebøger, script og kontrakter.

Det stærkeste sproglige medium, bogen, udryddes ikke af andre medier, langtfra. Men dens rolle ændres i forhold til de andre medier der bruges i vores kultur. At få vores åbne og usikre erfaringer med globalisering ind i vores sprog betyder at vi kan få dem ind i det medium der mest nuanceret former vores hverdag, dens trivielle gøremål, dens højdepunkter og vores refleksion over livets gang. Kulturen trækker vejret med sprogets lunger.

Men kulturer har ikke samme sprog. Uanset hvor universelle erfaringer og meninger sproget griber fat om, bliver de dermed forankret på det sted hvor dette sprog fungerer. Billeder, lyd og gestus sætter hen over kulturgrænser uden altid at ænse grænserne. Men når litteraturen går på tværs, kan vi ikke undgå i sproget at mærke spændingen mellem lokal forståelse og globalt perspektiv. Vi taler om hele verden, men bruger vores lokale sprog, og denne verden trænger ind i sproget, både i dets betydninger og i dets ordforråd som tekniske ord, andre låneord, helt almindelige vendinger og små ord. Frankrig har en erklæret politik for hvidvaskning af smuglergods fra andre sprog – men kan ikke forhindre sprogets tværgående praksis. Sprog der bruges, er aldrig rene, heller ikke den litteratur der bruger dem. Kærlighed til sprog og litteratur som rent nationale er et ufuldbyrdet kærlighedsforhold, som ikke har noget at gøre med det virkelige liv som sprog og litteratur fører. Det liv er dybt promiskuøst.

Derfor er oversættelser en vigtig del af litteraturens virke, ikke mindst i en globaliseret sammenhæng. Gennem oversættelse overfører vi ikke blot udsagn og udtryksformer mere eller mindre korrekt fra et sprog til et andet. Oversættelse er en måde at give kulturelle forskelle en samlet form. Vi udfordrer og udvikler selve udtryksevnen i alle de sprog der indgår i oversættelsen, og udvider dermed deres kulturelle register på hjemmebanen. Bibeloversættelser i 15- og 1600-tallets Europa betød mere for en tværgående udvidelse af de europæiske sprogs kapacitet som skrift- og kultursprog end de enkelte sprogs interne udviklinger. De græske og latinske bibeltekster oversætterne brugte, er selv oversættelser. Sprog udvikler sig, fordi de bliver brugt til at tale om en verden der er større end dem der bruger sproget, og sprogene kan ikke undgå at blive viklet ind i hinanden når de mødes på tværs af sprogbrugernes begrænsninger. Grænsen mellem det lokale og det globale går lige ned midt i sproget, og vi udtrykker grænsen hver gang vi taler.

Derfor har sprog også åbne grænser og flytter dem hele tiden. Der dannes blandede sprog der senere får status som nationalsprog, og disse sprog vil efterhånden blive opsuget af andre. Sådan dannes pidgin, kreolsk, jiddisch eller indvandrerdansk på Nørrebro. De dannes som særsprog i en blanding af flere sprog der ikke helt beherskes, men blandingerne fungerer i praksis. Da sprogene er med til at skabe nødvendige relationer mellem skiftende folk på stedet, smitter de før eller siden så meget af på hinanden og på stedets hovedsprog at jargonen og hovedsproget begge flytter sig. Et fællessprog vokser frem der kan tales på mange niveauer og selv ændres gradvis. Sådan er afrikaans blevet til i Sydafrika og swahili i et bælte gennem Centralafrika. I middelalderen brugte man omkring Middelhavet en cocktail af tidlig italiensk tæt på latin, blandet op med græsk, tyrkisk og arabisk, som et praktisk fællessprog til handel og kommunikation på tværs af de lokale regioner og af deltagerlandene i korstogene. Dette roderi kaldte man lingua franca med et udtryk der også bruges i dag.

De der tror at engelsk er globaliseringens hovedsprog, tager derfor fejl. For det første er engelsk allerede i dag mange slags engelsk. Se blot staveprogrammet på computeren: britisk, amerikansk, australsk og en del flere varianter. Men for det andet er disse stabile varianter i undertal. Det globale engelsk der med held kan bruges til at improvisere på globaliseringens mødesteder, er broken English, et lingua franca lige så rodet som i middelalderen. Det er det vi alle behersker, men det kan godt virke forvirrende når der er gang i en halv snes forskellige broken English på én gang. Men så improviserer vi. Som regel med held uden central reference til engelsk standardgrammatik. Den tidligere IBM-direktør, franskmanden Jean-Paul Nerrière, har døbt dette praktiske kommunikationssprog globish. Han konstaterer tørt at det virker overalt, men at folk med et af de mange slags engelsk som modersmål er handicappede.

Vi kender det fra computersprogets danglish, et sprog der i sig selv er en gengivelse af computerens globale virkelighed: engelsk, men altid præget af dansk i grammatik og udtale. Der skal jo vælges mellem en eller et computer på dansk for a computer, og ordet skal bøjes computeren og ikke the computer. Ordet computer udtalt i en folkeskole på Randerskanten lyder heller ikke meget af Silicon Valley. Globish er et praktisk kommunikationssprog der ikke erstatter, men forholder sig til de lokalsprog der er litteraturens råstof. Og litteraturen forholder sig også til de varierede blandede sprog af større eller mindre global udbredelse. Det har altid taget kegler når en person i en roman eller på scenen taler med accent, dialekt eller uforståeligt indvandrersprog. My Fair Lady rejste verden rundt på den billet.

Det er denne brede sprog- og kulturpalet litteraturen arbejder med når den bruger sprog. Sprogets egen styrke har altid været at forståelse er vigtigere end formel korrekthed, selv om sprogrøgtere ofte holder på det modsatte. Den styrke er litteraturens sproglige afsæt. Litteratur er ikke global fordi den foregår i lufthavne eller i Langtbortistan, ej heller fordi den handler om internationale terrornetværk eller rejser i Stillehavet. Den litteratur omfatter kun det vi kunne kalde global litteratur, en nyere litterær underafdeling ligesom viktoriansk litteratur, dansk modernisme, magisk realisme fra Sydamerika eller sydstatslitteratur fra USA. Det er en særlig gruppe tekster med et vist tematisk og måske formelt fællesskab med bopæl i en afgrænset historisk periode tæt på vores egen tid. Den globale litteratur er både spændende og relevant og vil dukke op i denne bog. Men den er ikke bogens anliggende. Bogen handler ikke om hvordan vi læser en særlig slags litteratur, men om hvordan vi kan bruge litteratur fra forskellige tider og steder til at forholde os aktivt til de globale og brudfyldte kulturprocesser vi er midt i. Fokus er ikke teksttema, men læserengagement.

I globaliseringens tidsalder er alle steder nærområder for nogle mennesker og samtidig fjernområder for andre. Alle steder har sine særlige spor af den samme globaliseringsproces, som også vi er del af dér hvor vi bor, og alle steder kan være udgangspunkt for at forstå den. Når litteraturen bruger sprog, er det ikke som udvendigt medium der poleres med rim, rytme og spændende handlinger og personer. Det sker for at holde fast i at kulturprocesser fundamentalt er sprogprocesser, og at mødet med det lokale og det der ligger uden for næsetippen, foregår mest nuanceret i sproget og med sproget. Litteraturen arbejder som altmuligmand i sprogets globale kulturværksted.

Det er derfor kun tilsyneladende at litteraturen adskiller sig fra normalsproget. Den anvender billedsprog, opfinder mærkelige personer og urimelige hændelser, den ændrer på faste mønstre for tid og rum, ja, går uden for alt det som vi kan bekræfte i den fysiske verden. ‘Den giver krop og form til ukendte ting’, som Sinnett lige har sagt. Litteraturen bruger imidlertid ikke andre sproglige træk end dem sproget har i forvejen, når vi fantaserer om uopnåelige ferier og lotterigevinster. Men den har en større selvbevidsthed om hvad den gør med sprog, end vi har til hverdag. Og den viser det direkte i sin materielle glæde ved sproget. I litteraturen rykker den sproglige selvbevidsthed i forgrunden, så sproget kan få en central kulturel funktion: at overskride grænserne for hvad vi forventer, men på en sådan måde at vi lægger mærke til at det sker med det samme sprog, som det vi bruger til at organisere den verden vi kender.

Denne selvbevidste brug af sproget er litteraturens æstetiske side. Ofte opfatter man æstetik som glitrende gavepapir der ikke har med indholdet at gøre. Men alt praktisk arbejde skal koncentrere sig om sit materiale for at virke. En mekaniker skal beherske sit værktøj og kende til materialers holdbarhed og egnethed. En cykelsmed skal vide hvordan en saddel mærkes af den bagdel der anbringes på den. Koncentrationen om og glæden ved materialet leder ikke væk fra sagen, men ind til sagen, også i litteraturen.

Lyder det abstrakt, så tænk bare på hvordan rim og ordspil umiddelbart fanger et barn, og får det til næste gang at hente en bestemt bog blandt alle legesagerne for lige at høre endnu en gang hvad Halfdan Rasmussen kan diske op med. Æstetikken er det der gør en tekst til noget konkret vi kan sanse og tage at føle på: lyden, berøringen af bogen, lay-out, sprogets rytme der gentages i vores krop, noget bestemt vi kan fortælle andre om og finde tilbage til. Uden æstetiske effekter ville en tekst bare være et af de paphylstre der ligner bøger i møbelhandlerens udstillingsreol. Med æstetisk selvbevidsthed bliver teksten en særlig ting blandt andre ting vi kan sanse og gribe lige så konkret som en duploklods.

En rapper uden æstetisk selvbevidsthed, forget about it. Han improviserer i free style med en strømhvirvel af rim, rytme og ordspil over et tema vi ellers ikke ville interesse os for i de 60 sekunder det tager. Det er konkret sprogarbejde med en toptunet æstetisk selvbevidsthed og derfor en effektivitet der ville have fået William Shakespeare til straks at indlemme det i sine skuespil. Åbningen af Romeo and Juliet (1594) er faktisk allerede ren battling. Baz Luhrmanns filmatisering fra 1996 bruger sådanne effekter. Den bruger kun Shakespeares egen tekst, men er flyttet op til 1990’ernes Los Angeles, og det smitter af på filmens officielle hjemmeside www.romeoandjuliet.com. Shakespeare stod ikke tilbage for rapperne når det kom til ordspil og rim med sex, krop, mænd og damer af begge køn og etniske grovheder.

At æstetik skulle være en afledningsmanøvre som især kunsten er god til, er en nyere opfattelse af æstetik. Den oprindelige betydning er konkret og drejer sig ikke specielt om kunsten. Det græske ord aisthesis betyder slet og ret sanseerfaring til forskel fra abstrakt tænkning, noesis. Græske ord på -is dækker gerne en aktivitet. Så det æstetiske vedrører alt det ved tingene omkring os, naturens ting eller dem mennesker selv fremstiller, som vi kan opleve med sanserne. Kunsten kom til at spille en særlig rolle blandt de ting vi selv frembringer. De skjulte former og principper der styrer naturens gang, blev i kunsten synlige for vores sanser. De græske statuer som er blevet efterlignet op gennem europæisk kulturhistorie, afbildede derfor for grækerne ikke bestemte kroppe. De gjorde de ideale former for kroppen synlige og følelige for os, så vi alligevel kunne få en konkret oplevelse af dens skjulte dimensioner, hver med vores sanser og oplevelsesantenner. Det er først senere at kunsten bliver opfattet som det vigtigste æstetiske medium og for nogle endda det eneste, og ikke blot ét eksempel på en konkret, individuel sanseoplevelse.

Jeg holder fast i den oprindelige betydning af ordet æstetik. Når litteraturen arbejder bevidst med sine æstetiske virkemidler, er der kun én hensigt. Og den er ikke virkelighedsflugt. Tværtimod. De forhold der ellers er abstrakte eller utilgængelige, bliver gjort konkrete, tilgængelige og vedkommende for den individuelle læser. Æstetik er brobygning mellem disse to dimensioner i vores erfaring. Denne brobygning er litteraturens centrale kulturfunktion. Den æstetiske selvbevidsthed er det der får en tekst til at se den enkelte læser lige i øjnene: ‘Du der sidder og læser nu, det er til dig jeg henvender mig’. Den polsk-engelske forfatter fra de syv verdenshave Joseph Conrad udtrykker det i en programerklæring: „Al kunst appellerer primært til sanserne, og også når den udtrykker sig i skrevne ord, skal det kunstneriske mål sætte sig igennem som en sanseappel, hvis højeste ambition er at aktivere følelsens hemmelige kilder” (34). Det er de kilder Digger øser af når moderen bliver vred, Jenny ophidset, han selv opstemt og de alle ler.

Senere beskriver Digger læsning i det lys. Som voksen bliver han tvangsarbejder som japansk krigsfange i Malaysia under Stillehavskrigen indtil 1945. Hans kammerat Mac interesserer sig også for at læse, og da han bliver tævet ihjel, får Digger hans breve fra Iris derhjemme. Han kan dem udenad:

Brevene var kun nogle få hundrede ord. Men ordene selv var bare en del af det. Læsning tog tid. Det var det der var vigtigt. Siderne var blevet lasede af hele tiden at blive foldet ud og foldet sammen, og i den konstante fugt heroppe var blækket løbet ud og var svært at læse. Hver gang han tog dem frem, særlig når hans hænder rystede og var våde, kunne han komme til at ødelægge dem. Men han holdt af synet af de sammenfoldede sider, deres vægt – ganske lette var de – på hans håndflade. Selv pletterne var vigtige. Det samme var farven på blækket, der var forskelligt fra brev til brev, selv fra side til side i det samme brev, så man kunne se, eller gætte, hvor Iris havde sluppet pennen midt i en sætning og var gået hen for at lave noget. Så hvad man læste var ikke bare ordene. (145)

Det er den konkrete oplevelse med alle sanser der holder ham fast i læsningen, både når han forestiller sig en større verden et andet sted, og når han føler brevpapiret. Det er den sanseoplevelse, her og nu hver gang Digger læser brevene, der åbner for en større verden hinsides ordene. Sådan er det også når vi hører ordene, mærker bogen, ser sætningerne sort på hvidt. Læsningen er både en gentagelse og en enestående oplevelse. Der skal ikke cola og popcorn til som i biografen eller foran tv, hvor vi ikke har en direkte sanselig oplevelse af lærred og skærm. Litteratur er derfor ikke et kulturelt fænomen med mere eller mindre æstetisk glimmer som vi kan se bort fra, så vi kan nøjes med ordenes almene betydning og dybere mening. Nej, litteratur er et kulturelt fænomen fordi det er et æstetisk fænomen, for det er på den måde den sætter gang i den enkelte læsers sanselige oplevelse af tekst og verden.

Litteraturens medium i det arbejde er sproget. Det er et medium vi er fælles om. Derfor er litteraturen også en del af en kulturs fælles resurser, selv om ikke alle læser den og ikke alle har lige stort ordforråd eller sprogbeherskelse. Det samme gælder film. Skønt ikke alle går i biografen eller ser dvd, præger filmen vores fælles visuelle omverden i reklamer, mode og byrummets indretning. Litteraturen præger også det sprog alle bruger, litteraturlæsere eller ej, når dens virkninger cirkulerer videre uden for litteraturen. Vendinger, billeder, talemåder, idéer, erkendelser der indgår i vores dagligsprog, uden vi altid tænker over det, er vokset på litteraturens udstrakte kontinenter. Når litteraturen udvider verden, er det ikke bare en eller anden verden eller nogens verden det gælder, men vores verden. Hvis sproget er kulturens lunger, er litteratur det dybe åndedræt der holder iltforsyningen ved lige.

Denne bog fortæller om hvorfor og hvordan vi kan læse litteratur med globaliseringen som perspektiv, også den litteratur der hører fortiden til, men som danner forudsætning for hvordan vi forstår dette perspektiv. Bogens grundsyn er at litteratur ikke først og fremmest er en samling tekster med global litteratur som én gruppe, men er en aktiv sproglig og kulturel funktion med æstetiske virkemidler. Vi kan kun forstå dens betydning i dag ved at se den i forhold til vores globaliserede kulturelle betingelser, og i forhold til andre udtryksformer og medier som også er med til at få vores konkrete erfaringer med disse betingelser til at gå på tværs af den verden vi kender.