Читать книгу Tekster uden grAenser - Svend Erik Larsen - Страница 23

Ved siden af den franske revolution i 1789 er jordskælvet i Lissabon i 1755 den enkeltbegivenhed der fik størst betydning for 1700-tallets opfattelse af samfund, religion, natur og menneske. Katastrofen er stort set glemt i dag, men dens virkninger er stadig med os. Der blev reflekteret i ruinerne så det forslog, og det i et lidt bredere perspektiv i forhold til formidling og historie end Beck lader os forstå.

Store dele af Lissabon blev om morgenen den 1. november 1755 ødelagt af vand og brand. Lissabon ligger lidt op ad Tejo-floden, tæt på Atlanterhavet. Et undersøisk skælv sendte en undersøisk bølge, en tsunami, ind mod kysten og op i floden, hvor den hamrede imod den centrale del af Lissabon med fuld styrke. Jordskælvet skulle selvfølgelig have en vis størrelse og virkning for at det overhovedet kunne danne basis for bredere kulturelle konsekvenser. Det havde det. Det skønnes at have svaret til 9 på Richterskalaen, på niveau med tsunamien i Thailand og dets nabolande i julen 2004. Mellem 35.000 og 50.000 mennesker døde, antager man i dag. Blot for sammenligningens skyld: København havde ca. 25.000 mennesker inden for voldene i 1755. I dag ville det svare til at det meste af Sjælland gik med i købet iberegnet centraladministration, centrale internetservere og Amalienborg. Jordskælvet fandt sted midt i kirketiden på den vigtige katolske helligdag allehelgensdag den 1. november. Og dét midt i Lissabons magtcentrum hvor klostre, slotte og paladser, nogle af nyere dato, blev til skærver, og mange af samfundets centrale aktører døde. Det vrimlede med religiøst-moralske fortolkninger af Guds straf over de syndige mennesker. En syndflod var det jo. Varsler, undergang og straffedom var den mest udbredte fortolkningsramme for forståelsen af begivenheden.

Markisen af Pombal blev sat i spidsen for genopbygningen af Lissabon. Og han blæste på skæbne, syndflod, bønner og varsler. Han så det hele ud fra et samfundsperspektiv som et nyt videns-, formidlings- og organisationsproblem. Med ulykken blev samfundet reflekteret som samfund med sine egne styrker og svagheder, ikke som en afspejling af Guds vilje eller som udtryk for Guds nåde og straf. Hvordan kan vi udvikle en ny by? Hvordan kan vi fastholde Lissabons initiativ? Det skulle i medierne, ville vi sige i dag. Det vidste Pombal allerede dengang, selv om de første regelmæssige aviser kun lige var begyndt at komme. Brugen af den ny formidlingsform blev en del af refleksiviteten.

Jordskælvet kunne mærkes over hele Europa. Der blev rapporteret om rystelser andre steder, rørelser i enge og vådområder, skvulp i varme kilder i Böhmen og ændringer af vandstand i farvande og havne helt op i Den Botniske Bugt. Lissabon havde brug for at de rige udenlandske handelshuse blev i byen og ikke flyttede nordpå til Rotterdam eller andre steder. Derfor sørgede Pombal for at Lissabons lokalavis, ugeavisen Gazeta de Lisboa, udkom til tiden, allerede 5. november, og derefter udkom uden at ét eneste nummer blev annulleret. Der var tjek på tingene, var signalet. Dette blad blev derfor en vigtig kilde ikke bare til viden om ulykken, men til europæisk debat om en fælles forståelse af et samfunds forhold til sig selv, til naturen og til Gud. Og dét først og fremmest til offentligheden der havde fået de første tilløb til regelmæssige aviser. Så nyheden spredtes med det der med tidens målestok var lynets hast. Berlin 11. november, Paris 22. november, London 26. november, Hamburg 29. november, Wien og Rom et sted undervejs, og København 15. december i Kiøbenhavns Post-rytter. Så var vi også nået helt ud i hjørnerne.

Samtidig skulle Pombal have præcis statistisk viden som kunne omsættes til forebyggende forudsigelser på en anden måde end varsler og spådomme. Han sendte spørgeskemaer ud til alle sogne vedrørende konkrete faktuelle detaljer: vejr, forhåndsrystelser, dyrs reaktioner osv. Materialet findes endnu. Og han tænkte bystrukturen på en ny måde, når man nu skulle i gang alligevel: lige gader ned til havnen vinkelret på kysten, praktiske til at lede vandet en anden gang og praktiske for færdsel og varetransport. De ligger der endnu. Natur eller ej, faren fra naturen reflekteres som en social risiko, endnu ikke på moderne niveau, men godt på vej. Det skete på grundlag af en moderne anvendt viden på empirisk grund, en vidensform som dermed blev en aktiv del af refleksiviteten.

Men det kan kun lade sig gøre at gå videre ad den vej, også uden for det nødstedte Lissabon, hvis to generelle principper accepteres. Det ene er ideologisk: Samfundet er ikke en model af universet med Gud og hans hensigter i toppen – det er menneskers ansvarsområde. Den anden er videnskabelig: Den bedste viden om menneskets erfaringsverden beror på iagttagelser og de teorier der ligger i forlængelse heraf, ikke varsler, filosofisk spekulation eller bibellæsning. Disse principielle perspektiver var for vidtløftige for den praktiske Pombal. Men dem var der mange andre der tog sig af, også foranlediget af Lissabon-katastrofen. Den medførte et vigtigt kulturelt europæisk ryk, og som alle vigtige ryk var det en fælles, men ukoordineret bevægelse der skete parallelt mange steder. Ligesom der i dag i globaliseringens navn er parallelle udviklinger i forlængelse af informationer om klimaproblemer, der spores alle vegne og beskrives i medierne overalt.

Det ideologiske indlæg der blev formidlet bredest, kom fra François Voltaire. Han skrev på basis af viden formidlet af de nye mediebårne informationer og udsendte allerede før jul 1755 sit digt Poème sur le désastre de Lisbonne [Digt om ulykken i Lissabon]. Spidst ironisk og også seriøst anfægtet angreb han de religiøse fortolkninger der med vold og magt bekræfter den gamle verdensorden, og dermed den samfundsorden der følger med. Mange mente at Lissabon klart beviste Guds styring af verden. Menneskene havde syndet og fortjente en ordentlig huskekage. Hvad end Gud gør, er det altid godt i den sidste ende, selv om det undervejs ser ondt ud. For Gud har skabt verden til det bedste, bare ikke altid så det er lige indlysende for menneskene. Man kaldte den tankegang teodice-argumentet, af de græske ord for gud, theos, og for retfærdighed, dike.

Voltaire angreb dette argument. Det forekom ham selvmodsigende at så mange uskyldige, kvinder og børn og tilfældige gæster, skulle være kanonføde for at få budskabet frem. De ville aldrig nå at få del i de gode sider af ulykken, og deres livsførelse havde ikke pustet til katastrofen. Nej, konklusionen måtte være at hvad enten Gud har skabt verden eller ej, så er dens skabelse nu et afsluttet kapitel. Fra nu af må det stå alle klart at mennesker selv er ansvarlige for nutiden og fremtiden og samfundets indretning. Verden er på forhånd hverken god eller ond, men en åben udfordring. Dette ansvar indebærer både en fremtidstænkning på menneskenes betingelser – et håb siger Voltaire – og et krav om at vi selv må skaffe os viden. Vi må også selv sørge for at formidle den til andre, konfronteret med den usikkerhed som erfaringer i stil med den i Lissabon stiller os over for. Gud sender os ingen tegn. Forholdet mellem erfaring, viden og formidling er skilt ad og skal sættes sammen igen på en ny måde. Her kommer videnskaben ind i billedet.

Et markant tegn på et vendepunkt udgør den tyske filosof Immanuel Kant. Indtil 1755 havde han helt været på teodice-holdet. Han ville være geolog, men havde aldrig set andre sten end de toppede brosten i Königsberg og gruset på byens havegange. Naturvidenskab var lige så meget abstrakt filosofi som empiri dengang. Det kommer der enten ingenting ud af eller meget store systemer. Kant lavede store systemer om universets guddommelige orden. Men jordskælvet tog systemerne med i farten, og Kant skiftede kurs. I et par små artikler samlede han ligesom Voltaire empiri sammen fra tidens aviser og magasiner om skælvet og dets forplantning på det europæiske fastland, og han opstillede forsøgsvis materielle forklaringer, der ganske vist er forældede i dag (Kant 1994). Men han så videnskab som en måde hvorpå vi forholder os til erfaringen, både praktisk og erkendende, og han så en etisk opgave for videnskaben i at kunne underbygge forudsigelser og advarsler. Han sendte sine artikler ud i et offentligt magasin, ikke i en akademisk bog.

Erfaring, viden og etik blev omdrejningspunkt for hele Kants senere forfatterskab, der stadig er en del af grundlaget for vores tænkning om natur og samfund og menneskeliv i dag, også for dem der aldrig har læst hans skrifter. Natur er ikke en udfordring fordi den har en skjult guddommelig orden større end mennesket, antyder Kant, men fordi den som materiel realitet giver os en konkret erfaret usikkerhed der er større end vores fatteevne, men som vi ikke kan undslippe. Og samfundet bør forstås som et verdenssamfund, mener Kant, som konsekvens af den udvikling han ser, en forestilling globaliseringen bekræfter. Voltaire, Kant og Pombal hørte til oplysningstidens verdensborgere – i litteratur og kulturdebat, i filosofi og videnskab og i praktisk politik. I katastrofens spejl så Voltaire mennesket træde ud af forsynets skygge, Kant så nye krav til forholdet mellem erfaring og viden med et etisk syn på vores brug af kloden, og Pombal så de sociale krav og muligheder som følger af forbindelsen mellem praktisk erfaring, konkret viden og formidlingen af den. Under ét forberedte de os til at leve i globaliseringen gennem en refleksion der har mange flere dimensioner med end Beck tilkender oplysningstiden.