Читать книгу Tekster uden grAenser - Svend Erik Larsen - Страница 18

De fleste bruger udtrykket fare, risiko eller trussel i flæng som noget vi er udsat for. Måske lidt færre nu efter at udtrykket risikosamfund er gledet ind i sproget. Træffer man sine forholdsregler, kan man afværge farer, risici og trusler. Det kræver en særlig slags viden der pr. definition er usikker: viden om fremtiden. Men vi kan prøve at afbøde selve usikkerheden ved at gøre vores viden sikrere. Det sker i videnskaben og ved almindelig udvidelse af den viden vi får fra praktisk erfaring, når vi lærer det på den hårde måde. Alle kulturer stræber efter at vide nok om fremtiden for at kontrollere den så meget som muligt. Ellers havner de på kulturkirkegården. Videnskab og varsler har ikke noget at gøre med hinanden hvad indholdet angår. Men de er helt ens i deres kulturelle funktion: tilfredsstille det grundlæggende behov for troværdig viden om fremtiden.

Der er en tendens til at vi oftest siger risiko og trussel, når der er menneskelig vilje bagved, mens farer mest bruges når det drejer sig om naturens mere ubestemte luner. Vi skal da bare have viden om deres udspring; så kan vi reagere. Måske er der nogle bestemte personer vi kan gøre ansvarlige og dømme, eller dyr vi kan udrydde, træer vi kan fælde, eller vand vi kan inddæmme. Og har vi ikke den viden der skal til for at handle fremadrettet, så må vi se at skaffe os den. Kræftens gåde er stadig uløst, men den udgør et løbende vidensprojekt af netop den art. Vi ved ikke nok – endnu. Døden og andre grundlæggende naturforhold kan vi imidlertid ikke skaffe os særskilt viden om på den måde. Vi ved hvad vi skal vide. Den breder sig i hver enkelt af os jo mere vi lever, uanset hvor mange livsforsikringer vi tegner for de efterladte. Litteraturen har altid handlet om misforholdet mellem vores greb om fremtiden og vores forholdsregler, når den konkrete erfaring gør planlagt fremtid til uplanlagt nutid, også når den umulige viden om livet efter døden slår om i tro. Ikke med samme fremskudte plads i alle perioder, men aldrig fraværende.

I sin bog Risikogesellschaft [Risikosamfundet] (1986) viser Ulrich Beck hvorledes denne urgamle opfattelse af forholdet mellem fare og risiko, natur og kultur, menneskeligt ansvar og strukturelle processer ikke holder i globaliseringen. For det første er virkningerne af menneskers sociale aktiviteter på niveau med selv de største naturkatastrofer. Atomnedsmeltningen i Tjernobyl havde et omfang som en hvilken som helst større naturkatastrofe, og olieforurening i Alaska fra forulykkede olietransporter står ikke tilbage for en hvilken som helst naturskabt sygdom i områdets samlede flora og fauna. For det andet, og vigtigere, hævder Beck at risici er blevet synligt anderledes gennem de sidste 50 år og er en integreret del af globaliseringen. Klimaændringer, ozonhuller og livsstilssygdomme er ikke isolerede bivirkninger af vores måde at opretholde den normale vestlige kultur på, men direkte følger af den. Ja, mere end det. De er også forudsætninger for de nuværende samfunds eksistens. At fjerne fx livsstilssygdomme vil således ændre hele den sociale organisering af arbejde og fritid, pendling, familiestruktur og konsumvaner som er med til at holde samfundets hele maskineri i gang. Vi laver risici fordi vi laver velstand, og vi laver velstand fordi vi laver risici, hævder Beck. Derfor er produktion af risici en del af de sene industrisamfunds forudsætninger. Hæng dig eller hæng dig ikke, du vil fortryde begge dele, var Kierkegaards formulering (1965: 40).