Читать книгу Tekster uden grAenser - Svend Erik Larsen - Страница 26

En lille fortælling på bare én side fra Den afrikanske Farm hører til det reservoir. I „Negre og Vers” (301-302) viser Blixen hvordan koncentrationen om litteraturens egne æstetiske virkemidler ikke gør det enkelte værk til centrum. I stedet bliver selve formidlingssituationen til en konkret erfaring med dem der modtager, læser, hører eller bruger værket i centrum, også selv om der ikke er et entydigt budskab. Æstetisk selvrefleksion er først og fremmest et eksperiment med formidlingsformer.

Situationen er en simpel leg med ord. Ligesom Newcomer-børnenes leg med gudeskikkelserne mens de klikker med musen, får denne leg også principielle aspekter. Blixen fortæller hun er ude at høste majs med nogle af sine unge indfødte arbejdere. Hun ved de har stærk rytmisk sans, men ikke kender rim. I hvert fald ikke „inden de lærte at synge Psalmer i Skolerne”. Ligesom i Newcomer High School er selv den uskyldigste selskabsleg indrammet af stedet som kulturelt mødested mellem religioner og traditioner for børneopdragelse og altså også leg med sproget. Stedets karakter af mødested bliver gjort konkret i ordlegen. Blixen går ind i de indfødtes sprog med europæiske træsko på og rimer på swahili:

Der var ingen Mening i Versene, de var lavet for Rimets Skyld:

Ngumbe

Na penda chumbe

Malaya

Mbaia

Wakamba

Na kula mamba.

„ … Okserne kan godt lide Salt. Horer er slemme. Wakambaerne spiser Slanger”. Det vakte straks mine Arbejderes levende Interesse, de sluttede Kreds om mig. De forstod hurtigt, at Meningen i Poesi er af underordnet Betydning, og bekymrede sig ikke om Versenes Indhold.

Godt det samme. For det ville være en fornærmelse mod de tilstedeværende Wakamba-drenge at beskylde dem for at spise slanger, siger Blixen. Hvorfor hører vi ikke. Indholdet er uden betydning, demonstrerer hun dermed også for os. Men de andre står alle dér i en sluttet kreds om hende og ved hvad det med slangerne betyder. Vi er kun med på en lytter og en kigger. Ved ikke at have betydning, men kun være lyd, flyttes fokus fra teksten til den situation den bliver til i, og den bliver lavet om til et tæt improviseret fællesskab. Teksten er jo kun noget fordi den opføres med nogen, ligesom vrøvlevers. De skal læses højt med nogen for at blive andet end indholdsvrøvl. Netop fordi betydningen er ligegyldig, bliver denne kreds et konkret og levende fællesskab for dem der er med i det, mens legen står på.

Det lille swahili-digt reflekterer ikke over situationen med sin betydning, men bliver, med Becks ord, konfronteret med sig selv i den situation det skaber. Det henviser til sit eget rimeri, men derved gør det også noget aktivt ved situationen. De indfødte står spændt og venter på rimet og ler når det kommer. Men så udvider Blixen legen, da det nu går så godt. Hun prøver også at få dem til at rime og serverer lokkende første rimord for dem, som når en lærer stiller retoriske spørgsmål. Men det vil de indfødte ikke være med til. De vender hovedet væk fra kredsen uden hun ved hvorfor – „det kunde eller vilde de ikke”. Fortroligheden er brudt, og hun kender ikke grunden. Her begynder hun at blive trængt væk fra centrum af begivenheden. Og sådan fortsætter det, inden hun slutter historien:

Da de havde vænnet sig noget til det bad de: „Tal igen, tal som Regn”. Hvorfor de skulde føle, at Versene lignede Regn, ved jeg ikke, det maa dog have været et Udtryk for Bifald, for Regn er i Afrika altid længselsfuldt ventet, og velkommen.

Her er det dem der tager initiativet og går ind på hendes enemærker med en opfordring, ja nærmest en udfordring. Hun oversætter for os læsere, det magter hun stadig. Men det hjælper ikke. Hun kan ikke reagere, for hun aner ikke hvad de tænker på. Hun tolker det blot som bifald, som om hun stadig er kredsens virkelige centrum.

Men det er hun jo ikke, for de udfordrer nu hende til at være med på deres betingelser, ligesom hun før æggede dem med rimet da de vendte hovedet bort. Hun reagerer ved at gå imod den leg hun selv har sat i gang. For nu tolker hun jo virkelighedsreferencer og betydninger ind i de indfødtes reaktion hvor de bruger ‘regn’ som billede. Og det var jo lige præcist fraværet af betydning der var betingelse for legen og dens succes. Hele situationen bliver konfronteret med sig selv gennem den konkrete ordleg. Netop fordi legen er vellykket, ruller den videre og udvides, men opløser derved den situation legen selv har skabt, og legen bliver en anden. Situationen er et lille poetisk risikosamfund. Det er om denne opløsning sidste del af den lille historie handler.

Det konkrete digt har vendt hendes intentioner på hovedet: digte der forankres i en fælles situation, kan ikke undgå at få betydning dér, en betydning der ikke kan styres af kun én af deltagerne, heller ikke initiativtageren. Og digtet har vendt op og ned på deltagernes indbyrdes forhold: Hun spiller ud og fortsætter med det, men det uventede svar giver de andre et initiativ. Det beholder de da historien slutter. Derfor er der ingen rigtig konklusion, kun en slutbemærkning om betydningen af regn der modsiger alt det der står ovenfor. Det betød alligevel et eller andet, det her, og var ikke bare leg. Men hvad? Svaret forsvinder i regnen. Blixens tekst kommer derved også til at blive en sprogleg med os læsere. Er hun i centrum eller er hun ikke? Betyder teksten noget eller gør den ikke? Fortolkningsansvaret bliver vores, ligesom da de indfødte overtog det fra hende.

Leg er en alvorlig ting, som vi ved fra børn. Den kan virkelig give slåskamp og gråd eller venskaber for livet. Sådan er skolebørnenes leg med guderne også. Og det samme er denne sprogleg. Den bruger sprogets æstetiske selvbevidsthed aktivt, som her i rimet, eller lidt mere subtilt når fortællingen modsiger det den lige har sagt, og dermed netop henviser til det. Ligesom når politikere påstår at de ikke vil kalde modparten et fæhoved, og så netop får sagt det forbudte ord. Digtets betydning skulle være underordnet, hvorpå det alligevel betyder noget, endda noget vigtigt – regn. Hun er i kredsens midte omgivet af bifald, mener hun, men samtidig forstår hun ikke mere hvad bifaldet gælder. Som en skuespiller der bliver applauderet for en fejl publikum troede var planlagt. Situationen er en minimodel på den generelle og abstrakte kulturelle konfrontationsmekanisme Beck kalder refleksivitet. Men her er den lavet om til konkret erfaring i en konkret situation med konkrete mennesker gennem den måde sproget orkestrerer konfrontationen på.

Det generelle udfald af situationen er at refleksivitet, også i den æstetiske form vi her møder den, er forudsætning for at vi kan få øje på os selv som handlende og ansvarlige individer, også med hensyn til forhold der ellers overordnede og abstrakte. For de unge indfødte handler jo på egen hånd, da de spørger hende. Hun har ikke opfordret dem til selv at presse hende til at ‘tale som regn’, men til at komme med de rim hun har bestilt. De kritiserer hende ikke med kritisk-teoretisk refleksion. Men de gør det i praksis, da digtet først har gjort mulighederne konkrete for dem. Hele den abstrakte magtstruktur med europæerne og de ‘andre’ bliver sat i bevægelse.

Her aktiveres, igen, Becks kosmopolitiske blik med „et dialogisk syn på tvetydigheder i en omverden af uskarpe forskelsdannelser og kulturelle modsigelser. Det afslører ikke blot en ‘splittelse’, men også muligheden for at man kan forme sit eget liv og egne sociale omstændigheder på basis af kulturel sammensathed” (2004: 10). Men i majsmarken sker det fordi magtstrukturen bliver personlig for deltagerne på et konkret område der trækker på deres særlige kulturelle forudsætninger. Det er den formidlingssituation og formidlingsform Becks forståelse af globalisering peger på, men som han ikke selv kan omspænde. Det kan litteraturen med sin æstetiske selvbevidsthed, fordi den aktivt inddrager dem som litteraturen retter sig imod. Litteraturen virker her som en formidlingsform der er den abstrakte refleksivitets konkrete udgave, og viser at situationer kan åbnes af dem der er i den.