Читать книгу Tekster uden grAenser - Svend Erik Larsen - Страница 19

Den formulering tilslutter Beck sig ikke. Der skal bruges nye former for viden om fremtiden, former der inddrager flere faktorer ud over dem vi plejer at ty til, og der skal formuleres en ny viden om det samfund der allerede findes. Vi reagerede på de gamle isolerede risici, som om man skulle dreje på en skrue hist og et tandhjul her i samfundsmaskineriet. Denne måde at kontrollere fremtiden på blev direkte oversat til vores politiske systemer hvor partier på skift har stået i spidsen, indtil også deres løsninger skulle justeres af andre. Men et nyt initiativ kunne altid ledes et centralt sted fra. Hele denne tankegang bygger på fremskridtstro, tro på fortsat vækst og på at verden kan kontrolleres med en rimelig forudsigelighed som et sæt af klare årsager og virkninger. Helt i forlængelse af de verdensborgere som Campe tilhørte i Paris i 1789.

Sådan tænker vi stadig. Men Becks hovedpointe er at det ikke er hvad der er brug for. Når risikable virkninger også er et af samfundets grundprodukter, og når risikosamfundets forhold til naturfundamentet ikke er et isoleret spørgsmål om resurser, affald og fredninger, men har med samfundets samlede organisation og værdigrundlag at gøre, så virker dette forhold tilbage på hele vores måde at tænke og indrette os på. Vi kan ikke bare ville det gode eller gå i gang med hovedløs, velmenende praksis. Det er en helhed der er på spil. Der ligger et åbent vidensprojekt foran os på tværs af hvad vi plejer at gøre, før de store handlinger kan sætte ind. Beck har smidt alt hvad han har ind i det vidensprojekt. Det er ikke kun viden om økonomi, politik eller teknologi han taler om, men de vidensmodeller der omfatter vores kulturgrundlag.

Becks begreb og hans analyser har fået global gennemslagskraft, og han er selv en meget aktiv deltager i diskussionerne for skabe vidensmodeller der kan løse de fastlåste dilemmaer op. I kølvandet på World Economic Forums rapport Global Risks 2007 bruger Ugebrevet Mandag Morgen de tre første numre i 2007 til at lyde som Beck når de gør 2007 til verdens mest risikofyldte år – politisk, økonomisk, kulturelt, industrielt og i forhold til naturgrundlag. På den baggrund bliver vi nødt til at finde andre måder at forstå fremtid på, at lede på, at producere på, at fordele goder på og at forholde os til naturgrundlaget på. Ugebrevet refererer en undersøgelse der fortæller at kloden over, især i Europa, er fremskridtstroen ved at løbe i havet med den smeltende indlandsis. Viden om fremtiden har altid været usikker. Den brede accept af troværdigheden er derfor lige så nødvendig som dens faktiske indhold. Det krav gælder også i dag. Globaliseringens vidensprojekt er derfor et bredt kulturelt projekt, ikke kun et projekt om isoleret, ny viden. Det udfordrer selve vores evne til at holde den nødvendige fremtidsorientering og dens troværdighed i live.

Litteraturen kan handle om døden, om naturkatastrofer eller om overvældende farer vi ikke ved nok om. Den kan i stor skala eller lille skala vise den katastrofale begrænsning og naivitet i menneskers brug af viden om fremtiden. Den fremstiller hvordan viden, tro og illusioner blandes i den konkrete kultur mennesker lever i. Den kan servere utroværdige feel-good fortællinger om at det hele alligevel går godt til sidst, ligesom slankepillereklamer der er mere fiktive end litteraturen nogen sinde har tilladt sig at være. Eller den kan handle om alt muligt andet. Det afgørende er at litteraturen ikke kan lade være med at lave alle erfaringer om, så de får en retning mod det ukendte vi ikke ved noget om, i det store format i utopier, i det lille format i det spinkle og forbigående håb vi dagligt skal forny, eller bare i den trivielle læseerfaring når vi ler, røres eller skræmmes, og dermed ikke kan lade være med at gå fremad mod det vi skal opleve på de næste sider.

Når litteraturen demonterer vidensmodeller, står fremtidsorienteringen altid tilbage som den fundamentale opgave, vedligeholdelse af evnen til at rette os mod det ukendte. Uden den evne kan vi og vores kultur ikke leve. Også uden at handle om naturens og samfundets aktuelle dilemmaer, holder litteraturen en sprække i sproget åben, så det altid er klart til, trods alt, at formulere en viden der retter sig mod det ukendte. Også den forfatter der kun fylder sand i vores øjne, glasskår i munden og billeder af den totale kulturelle nedsmeltning i vores fantasi, har trods alt fundet det umagen værd at finde ord, sætte dem sammen og at vække nogens opmærksomhed Litteraturen siger altid: Hæng dig ikke.