Читать книгу Tekster uden grAenser - Svend Erik Larsen - Страница 9

Denne bog adskiller sig derfor fra andre læsevejledninger. Jeg gennemgår ikke hvad metaforer, fortællere eller genrer er. Der kommer heller ingen modellæsninger fra tekstens øverste glasurlag gennem lag på lag til makronbundens dybere betydninger. Ej heller fører jeg en omfattende debat med tidligere litteraturkritiske skoledannelser. Jeg forudsætter det arbejde mange allerede har udført. Den indsats har kvalificeret udbyttet af litteraturlæsning og er tilgængelig på boghylderne.

Der er også aktuelt virksomme synsvinkler på litteraturen som man ikke skal lede efter i bogen. Forholdet til de nationale litteraturhistorier og den nationale litterære kanon er for det meste kun indirekte til stede, selv om mange i disse år bruger en del kræfter på det område. At kunstværker, især sproglige, traditionelt opfattes med udgangspunkt i deres nationale tilhørsforhold, eventuelt med nogle få ord om international udbredelse eller påvirkning, er i strid med litteraturens væsen. Litteratur har altid været en model for global tænkning, som gør brydningen mellem lokal erfaring og verden hinsides det lokale konkret. Under skiftende kulturhistoriske konjunkturer har denne model fået forskelligt indhold, men fungerer altid således at vi kan bruge de historisk udviklede erfaringer med denne form for tænkning på nye betingelser, også i den moderne globalisering.

Det nationale udtryk er kun en knude, som i kortere tid sammenknytter alle de tværkulturelle tråde der er litteraturens egentlige livliner. Den nationale litteraturhistories vigtigste formål i en globaliseret verden bør være at vise hvordan den lokale litteratur åbner sig, og altid har åbnet sig, mod verden uden for lokalområdet for overhovedet at blive til, ikke hvordan den danner en særlig sammenhæng inden for det. Det var ikke verden uden for Verona der slog Romeo og Julie ihjel, men Veronas monumentale indadvendthed. Litteratur bidrager til at vi undgår at betale det Amitav Ghosh i The Glass Palace (2000) kalder „prisen for en monumental indadvendthed” (349).

Holberg ville give ham ret. Han var ikke en nordmand der prøvede at blive dansk i Danmark. Han var en europæer der havde Danmark som udgangspunkt for at være europæisk. Han skrev europæisk litteratur på dansk, så vi på dansk kunne overskride vores lokale begrænsning og tale med om alle de store tværgående emner på den europæiske kulturs scene. Han skrev dansk for at gøre sproget udadvendt, ikke indadvendt. Bevægelsen på tværs af den grænse var hans arbejdsfelt. Her balancerer hans store karakterer i faretruende svimlen – Jeppe, Kandestøberen, Jean de France, Den Stundesløse. Men deres balanceakt er så påfaldende at de andre karakterer ikke kan lade være med modvilligt at blive trukket med. De bliver svimle i hovederne over at komme ud over deres egne grænser, og de har stadig susen for ørerne når de prøver at lukke sig inde igen. Holberg var ikke til lukkede rum, og den nationale kanons interesse for ham er næppe gengældt.

Der vil heller ikke være meget at hente i min bog for dem der er interesseret i forfatterskabsportrætter af den store verdens forfattere, eventuelt suppleret med biografiske detaljer. Dette felt studeres af mange lige nu og afsætter mange spændende initiativer i gråzonen mellem fiktion og virkelighed og mellem forfatteren som skaber og som samfundsindivid flettet ind i mange institutioner. Denne bog prioriterer teksterne, og alle forfattere betragtes som William Shakespeare. Vi ved befriende lidt om ham, samtidig med at hans tekster går lige efter struben. Det er teksterne der med deres former, motiver og idéer blander sig i de brede kulturelle sammenhænge uden for teksterne og tager læserne med sig på rejsen.

Bogen sætter sig heller ikke for at besvare spørgsmålet om hvordan det perfekte globaliserede digterværk tager sig ud. Verdenslitteratur angiver ikke kvalitet, men funktion. Verdenslitteratur udelukker ikke bestemte former for litteratur eller bestemte lokale og historiske litteraturer, men omfatter den litteratur der faktisk findes og bruges på en måde der skaber nye sammenhænge mellem historiske perioder, mellem tekster og genrer og mellem lokale og grænseoverskridende fænomener. Ingen litteratur er bare verdenslitteratur, men al litteratur på alle lokale sprog kan blive det gennem de verdensfortolkninger den inviterer til, når vi som læsere tager mod invitationen. Det sker når litteraturen overskrider kulturelle grænser sat af sted og tid: Litteratur er altid lokalt forankret og grænseoverskridende på samme tid. Tekster bliver ikke verdenslitteratur af at indlemmes i en verdenslitterær kanon, men ved at flytte verdens grænsepæle i de sprog de skrives på. Alle tekster gør det, men nogle tekster gør det bedre end andre. Ibsen er ikke mere teater end en skolekomedie, men bedre teater. De gode værker er heller ikke mere verdenslitterære end de andre. De er bare bedre til at være det. Det er sådan nogle jeg har valgt her i bogen.

Der findes selvfølgelig perfekte kunstværker som sprænger tid og sted. Vi kan ikke glemme dem. De slår os med undren, måske næsten frygt. De er nye hver gang vi møder dem, når vores viden, synsvinkler og hele livserfaring og kulturelle omgivelser ændrer sig. Nogle af os ville nok have svært ved at leve uden dem, men vi ville med sikkerhed ikke kunne leve hvis vi kun ville bo dør om dør med perfektionen. Perfektion gør dem ikke automatisk til verdenslitteratur. Den siger ikke noget om litteraturens og sprogets deltagelse i kulturens processer. Den er vidunderlig at snuble over som en undtagelse, men i litteraturen, som i resten af tilværelsen, er den ubrugelig som fast norm for praksis. Mange forfattere som vi ikke kunne undvære, ville falde igennem med et brag. Der er overflødigt fedt hos Honoré de Balzac, der er sine steder behov for et oprydningshold hos Charles Dickens, der er brug for pletrensning hos Homer og Dante, og hos Leo Tolstoj er nogle steder som bukser der trænger til at blive lagt op inden de frynser for meget forneden. De står alle midt i en kulturproces de ikke kan overskue, og tager os med ind i den. Det er dens uoverskuelighed de skriver om, ikke dens afklaring.

Globaliseringen konfronterer litteratur og læsere med nye udfordringer som hverken bestemmes af litteraturen eller læserne selv. Disse udfordringer opstår i mødet mellem de krav og behov som et globaliseret kulturrum under udvikling stiller, og de resurser som litteraturen og sproget tilbyder. I dette møde kan nye kulturbetingelser kalde på glemte eller ukendte reserver i litteraturen og traditionen, og med de resurser kan litteraturen omvendt sætte os i stand til selv at forme globaliseringens kulturprocesser. Uden os, dér hvor vi er, foregår de slet ikke.

Nogle foregøgler at det lokale og det globale går restløst op i hinanden, så vi nu alle er glokale. Denne sproglige nydannelse er mere smart end den er klog, og optræder kun én gang til i bogen. Betegnelsen kaster et slør over at forholdet mellem det lokale og det globale er en brudfyldt proces med bevægelige grænser i tid og rum. Det kræver omtanke og indsigt at få en sammenhæng ud af den. Litteraturen handler ikke om en sømløs glokal sammenhæng, men om denne proces. Litteraturen er en udtryksform vi har til rådighed for at sætte menneskelig erfaring bag globaliseringen.

I den situation findes der to grundlæggende holdninger til læsning. Harold Bloom spørger som jeg: Hvordan og hvorfor skal vi læse litteratur? Men i forordet til bogen How to Read and Why? (2000) svarer han anderledes. Læseren er den ensomme ulv, hvis koncentration om sig selv øges gennem læsningen. Gradvis hæves læseren over tid og rum for at styrke sit jeg under evighedens synsvinkel. Læsningen er en parallel til det personlige liv. Modenheden og den fuldkomne læsning kommer først i sidste ende. Jeg er lige ved at sige: når det er for sent. Der er her en tavs påstand om at forskellige livsafsnit og erfaringer kan vurderes i forhold til samme målestok for modenhed og dens sammenfald med folkepensionen. Men opfører jeg mig som en pensionist, når jeg er 25, er jeg overmoden. Og spiller jeg ung med de unge som 70-årig, er jeg umoden. Med eller uden litteratur findes der ingen ideal modenhed som normgivende fællesnævner.

Denne bog repræsenterer et andet synspunkt. Bloom har jo ret i at både litterære værker og læsere er enestående fænomener der kan vandre hen over tid og sted, litteraturen i sine betydninger og vi i vores forestillinger. Men som læseren er også litteraturen altid forankret uden for sig selv, er historisk. At se sig selv dybere og dybere i øjnene uden at få et større blik på verden udenfor, er en højere form for blindhed. Emnet for næste kapitel er globaliseringen, ikke som abstrakt proces, men som konkret oplevet kulturproces og dermed som udfordring for litteraturen.