Читать книгу Tekster uden grAenser - Svend Erik Larsen - Страница 14

Skoleklassen er et koncentreret billede på globalisering. Billedet viser at disse børn kommer til at forme deres liv i en verden der kræver valg, på betingelser der er mere dynamiske og foranderlige end dem der har præget tidligere generationers liv. Der skal vælges livsform i en langt mere omfattende forstand end nogen sinde før, inklusive sprog og sted, ja selv tradition og historie. Det sidste lyder umiddelbart selvmodsigende, men det er et benhårdt vilkår for mange i et flerkulturelt samfund at de skal vælge den tradition de vil tilhøre. Ja, valgsituationen er endnu mere radikal, for også naturgrundlaget er delvis omfattet af valg – fra globale risici i miljøet over genmodificering til individuel plastikkirurgi og tandretning med bøjle. Det er denne grundlæggende kulturelle valgproces børnene udløser ved at klikke på musen, mens de leger sammen i klassen.

Globalisering er en proces der nok skaber ensartethed, men de tre udfordringer til erfaring, viden og formidling intensiverer også kendte forskelle og skaber nye der kræver valg. Ændringer i erfaringsmønstre og i vidensmodeller er resultat af valg, vores eller andres. Formidlingsformer formidler først og fremmest dette vilkår, helt ned i den banale brug af musen. Også standardiserede formidlingssituationer er oplæg til individuelle valg. Det gælder på det simple hverdagsplan: Grib telefonen, ring til en virksomhed, dit lægehus eller en offentlig myndighed og lyt til de valgmuligheder den digitaliserede stemme giver dig for at sluse dig igennem til én at tale med, mens du giver dit bedste gæt, der ikke altid er helt rigtigt, og du må tilbage igen til hovedmenuen. Og skal du vente, bliver du ofte præsenteret for alle de andre herlige ting virksomheden tilbyder dig at vælge imellem. Eller du får noget musik jeg i hvert fald sjældent ville have valgt, men som andre har valgt for at belaste mine trommehinder.

Valget er også omdrejningspunktet på mere fundamentale områder. Den person der skal vælge, kommer selv under pres. ‘Klik på musen og skriv dit navn med hieroglyffer’. ‘Jamen, hvordan?’ ‘Prøv nu bare selv!’ – Skal valgene ud over den rene kombinatorik eller forvirring blive personlige og bindende, kræver det at klikkerne bliver klar over hvor principielle også de enkleste og mest uskyldige valg er, og hvad de kræver af dem der vælger. Musen klikker jo ikke af sig selv, nogen gør det og udløser konsekvenserne af valgene der langt overstiger et klik på en brøkdel af et sekund. En bombe over Bagdad, et globalt virusangreb på internettet udløses ved samme slags klik. Måske rækker det perspektiv ud over børnenes hoveder, men ikke ud over deres baggrund og den virkelighed de er del af. Og ikke bare børnenes, også jeg og mine børn derhjemme er del af den virkelighed. Er vi det ikke, så bliver vi det. Ved vi det ikke, er det værst for os selv. Også dét er et valg.

Man kan sige at denne situation angiver omridsene af en ny enhedskultur i hverdagen. En kollektiv global enhedskultur for individuelle valg. Ikke individualister i den gængse opfattelse, hvor vi traf et valg og hæftede for alle forudsætninger og konsekvenser, også dem vi ikke vidste noget om. Vi kunne jo bare have tænkt os om, hed det. I den optik var vi selv ansvarlige for både kursen og indholdet på vores livsbane. Vi traf selv det ofte svære valg om at deltage i noget eller holde os ude og tage konsekvenserne. Vi kunne jo bare have valgt anderledes. Jeg valgte at tage til USA og tage hjem igen.

Men børnene vælger ikke på den måde og er ikke individer på den måde. Ikke fordi de er børn, men fordi deres betingelser er anderledes. Ligegyldigt hvor meget de tænker sig om, kan de ikke kende forudsætninger og følger. De kan ikke gå et sted hen og få forudsætningerne at vide, og der er ingen fortilfælde der tilbyder sandsynlige vidensmodeller for konsekvenserne. Hvilke faste modeller er der for kinesere fra Peru i USA? De er jo ikke danskere i Danmark. Alligevel ligger bolden for fødderne af det enkelte barn. De er, med titlen på Camilla Mehlsen og Filip Laus interviewbog Globalisterne (2007), globalister. Selv om de gik i skole for knap 20 år siden, blev de indført i hvad det drejer sig om i dag:

Globalisering er hverken luftig, abstrakt eller skræmmende uoverskuelig. Den er tværtimod meget konkret. Globalisering er drevet af Lars, Camilla, Morten, Søren og Mette – og alle de andre vi møder i denne bog. […] Og globalisering drejer sig også om dig, for den er et resultat af dine valg, dine indkøb og film- og internetvaner. […] „I skal tale med min teenagesøn om, hvad globalisering betyder for hans hverdag i Dubai”, siger Jacob Illeris til os. „Han vil ikke kalde det globalisering, men det er det, der er baggrunden for meget af det han laver hver eneste dag. […]” (182, 7, 183)

Så hver gang vi vælger konkret – i stor eller lille skala, i detaljer, i spøg, i alvor – træffer vi også et principielt valg om vores identitet og vores kulturgrundlag, ofte uden at vide det. Når børnene småsnakkende klikker frem og tilbage mellem hoveder og kroppe, viser de uafvidende i praksis at historie og tradition ikke kun er noget man har, men noget man bliver nødt til at vælge. Denne dobbelthed mellem detalje og grundlag, mellem bevidst og ubevidst valg er ikke en dobbelthed i hverdagen. Den er hverdagens enkelhed. Litteraturen gør denne selvfølgelige hverdag konkret og bevidst i teksterne. Med sine fremstillingsformer gør den samtidig arbejdet med teksterne til en konkret æstetisk erfaring for den enkelte læser – dig, mig, Anne, Rasmus, Peter, Pia og de andre globalister – og udvider perspektivet på den hverdag der også er vores, og hvor teksterne er forankret.

Det børnene praktiserer i deres små computerøvelser, er da også noget andet end at lære om historiens store personligheder der træffer principielle og vanskelige valg og bliver identifikationsmodeller. De lærer i stedet selv at vælge hvordan de opbygger åbne situationer de placerer sig selv i, delvis uforudsigelige situationer fyldt af dilemmaer som de skal lære at bedømme i forhold til omgivelser, tidligere situationer, andre individer, andre muligheder, andre informationer, relevante og irrelevante virkninger. Globaliseringen har ingen mesterlære. Det er derfor computerspillenes virtuelle verden og legen er blevet et redskab i store firmaers og organisationers efteruddannelse i den offentlige og private sektor, især også fordi „de samme sociale regler gælder i begge universer”. Det gælder hele skalaen fra „enkeltpersoner, virksomheder til nationer” (Ugebrevet 8, 2007: 12-15).

Syddansk Universitet har i august 2007 oprettet et Center for Playware der skal udforske hele dette område. Det undersøger

hvorledes kunsten kan udnyttes og inspirere til at skabe robotteknologiske produkter med legende indhold. Intelligente materialer og robotteknologiske systemer udforskes i stigende grad til at skabe legende oplevelser, der inspirerer til innovative former og samspil mellem mennesket og teknologien. […] Vi finder at moderne AI-robotter og leg synes at være fælles om de udfordringer der drejer sig om at forstå fri og selvvalgt aktivitet, usikkerhed og autonomi, styret af situationsbestemte regler og konventioner. (www.robotsatplay.dk/events/konference.html)

Ikke sært at rektor Un-Chan Chung fra Seoul forudsiger at „Værdier som åbenhed, fordomsfrihed og samarbejde kommer til at blive anerkendt som lige så vigtige som markedsprincipper og globale standardiseringer” (Leadbeater og Wilsdon 2007: 16).

Måske er nogle af Newcomer-eleverne kommende medarbejdere i Odense. De er ved at være gamle nok til det og er tidligt forberedt. De skulle jo ikke udføre afgrænsede handlinger med forhåndsdefineret ansvar, med forbilleder i andre personer og deres handlinger. De skulle vælge improviserede situationer med flossede kanter. Men dem er de også ansvarlige for. Vi vælger ikke, fordi vi har et ansvar. Men vi får et ansvar, fordi vi vælger og bliver nødt til det. Vi er alene, men ikke isolerede. Det er globaliseringens individualitet som vi skal til at forme. Børnene vælger ikke om de vil være med eller ej. De er med.

Jeg sendte et par tanker hjem til Danmark. Det lå der som det plejede. Selve begrebet om det lokales egenart ophæves jo ikke i globaliseringen. Det eneste der ophæves, er forestillingen om at det lokales egenart bliver udviklet og styrket ved at isoleres. For i globaliseringens lys afgøres det lokales egenart af den måde hvorpå vi gør vores lokalitet til udsigtspunkt for en større verden af andre lokalkulturer og deres normer. De enkelte børn på Newcomer High School levede på flere steder på samme sted – Kina, Peru, USA. Stipe ligeså, og måske mr. Ostrovski. De skulle vælge at få den verden til at hænge sammen med deres personlige og familiære erfaring og de lokalhistorier der lå bag. Og sådan ville det være, uanset hvor de ville vælge at slå sig ned. Ligesom ved den pengeautomat jeg brugte: The world at your feet, your banking at your fingertips – verden for dine fødder, din bank i dine fingerspidser. Jeg kan ikke lige huske hvor automaten stod. Men når jeg finder den, ved jeg det er samme automat på samme gadehjørne, uanset hvor i verden den står.

Jeg blev også klar over at jeg ikke bare skulle hjem på et tidspunkt. At tage hjem var også et valg. Jeg kunne vælge at lade være eller blive tvunget til det, som måske børnenes og mr. Ostrovskis familie var blevet engang og Stipe måske ville blive. At tage hjem var at vælge at bekræfte at det var dér jeg hørte til. Men det kunne have været anderledes og vil måske blive det engang, uden at dét nødvendigvis vil være et større brud end at blive hjemme. At vælge et andet sted kunne være en uventet konsekvens jeg ikke forudså, da jeg klikkede på en tast og sagde ja tak til en USA-tur. Men nu måtte jeg forholde mig til den.

Jeg kom i tanker om mine svenske morforældre der drog til Danmark i 1890’erne, og min onkel der drog til Canada i 1920’erne. Jeg havde ikke lige tænkt på dem før nu. De havde altid stået for mig i undtagelsens lys. Måske var det forkert. Set i globaliseringens perspektiv handler lokal historie og litteratur ikke om den gradvise tilblivelse af en indfødt selvfølgelighed. Det er jo bare en baglæns fortolkning af fakta der i sig selv er virkelige nok, men også er valgt ud blandt andre fakta for at underbygge netop den fortolkning. Måske er der vigtige kendsgerninger vi har skubbet til side, men som knytter sig til den konstante vekselvirkning hen over de bevægelige grænser mellem hjemme og ude. For det er jo den vekselvirkning der er betingelse for at noget overhovedet kan kaldes lokalt.

Langt de fleste mennesker kloden over, måske alle, på trods af materielle, kulturelle, religiøse forskelle, erfarer sådanne forskelle der kræver valg – høj og lav, rig og fattig, dansker og indvandrer, den vestlige modernist og den tredje verdens undertrykte slider, han og hun, børn og voksne. Også dem der aldrig har hørt om globalisering, aldrig har valgt at leve på dens betingelser og aldrig har rørt sig ud af flækken. Den tidlige koloniserings naive opfattelse af at land ikke tilhører nogen når europæerne ikke har været der, gælder ikke mere, ikke engang som en illusion. Hele kloden, beboet eller ej, er i dag omfattet af internationale konventioner. De er rammer om vores valg.

Men ikke alle har samme valgmuligheder, kun de samme krav. Erfaring af krav er ikke det samme som magt over dem, selv om begge ting er hårde realiteter i den samme virkelighed. Nok er vi alle i samme båd, men vi er i hver sin redningsbåd hvis der er nok af dem. Dette kompleks af bevidste og ubevidste valg, detalje og grundlag, erfaring og magt, lighed og ulighed, individualitet og heterogene fællesskaber, identitet og ansvar i et globalt perspektiv er litteraturens store tematiske forrådskammer. Det bruges både i nye og gamle værker der går på tværs af deres lokale grænser, men alle giver den enkelte læser en konkret oplevelse her og nu af grænseoverskridende sammenhæng.

Næste kapitel slutter bogens første afsnit om baggrunden for at vi kan forstå forholdet mellem globalisering og litteratur: Hvordan tager litteraturen, på globaliseringens betingelser, dens tre udfordringer op? Kapitlet prøver at udvikle en gensidig forbindelse mellem globalisering og litteratur, ikke at fortælle om en forbindelse der allerede er der. For det er der ikke. For at konkretisere denne forbindelse giver jeg den form af en dialog mellem to gennemgående hovedpersoner, som ikke har færdige meninger om hvordan forbindelsen ser ud.

Den ene er den tyske sociolog Ulrich Beck. Han er med rette blevet kendt verden over for at levere omfattende og søgende, men bestemt ikke enkle analyser af globalisering som et bredt socialt og kulturelt fænomen. Kapitlets tre større underafsnit følger globaliseringens tre kulturelle udfordringer: erfaringsmønstre, vidensmodeller og formidlingsformer, som Beck analyserer under tre andre overskrifter: det kosmopolitiske, risikosamfund og refleksivitet. Men den konkretisering som litteratur og andre æstetiske fænomener giver af kompleksiteten, er ikke dækket af hans abstrakte samfundsvidenskab. Kapitlets anden hovedperson er Karen Blixen. Hun har aldrig hørt nogen sige globalisering, men hun ved noget om erfaring, viden og formidling. Når hun overskrider den lokale horisont i æstetisk form, viser hun litteraturen i arbejde.

Efter dette kapitel åbner jeg i bogens anden del for litteraturens selvstændige bidrag til vores opfattelse af viden, idéer og virkelighedsfremstilling i forhold til hvad andre slags tekster og medier gør. Dernæst giver tredje del et bud på hvordan litteratur på sine egne betingelser svarer, eller rettere svarer igen, på globaliseringens udfordringer med sine egne fremstillingsformer. I fjerde og sidste afsnit kommer spaden et stik dybere ned og rammer de nye betydninger litteratur giver krop, sted og bevægelse. Hvis erfaringsmønstre, vidensmodeller og formidlingsformer er grundstrukturer der giver et sammenhængende kulturelt fundament, så er krop, sted og bevægelse de vigtigste byggematerialer til at støbe fundamentet med. Der er sikkert flere sider af fundamentet og flere byggeklodser, og også andre vigtige kulturfunktioner og fremstillingsformer end dem jeg kan gabe over. Men de giver litteraturen nok at arbejde med og denne bog nok at tænke over. Det gør jeg i resten af bogen. Men først skal Beck og Blixen mødes.