Читать книгу Tekster uden grAenser - Svend Erik Larsen - Страница 8

Hvis nogle synes at det lyder som endnu en indføring i hvordan man læser litteratur, har de helt ret. Men på ny betingelser og derfor anderledes end andre introduktioner. De sidste års eksplosive åbning af verdens grænser har skabt nye tværgående udblik og gjort regionale fænomener globale, som fx immigration, klimaændringer, naturfredning, energiforsyning, religiøse forestillinger. Men der er også sat nye grænsebomme op, dér hvor en ny regionalisering har styrket lokal bevidsthed. Der er i bred forstand skabt nye kulturelle temaer og udfordringer og dermed nye rammer for litteraturens måde at virke på. Den situation kræver nye indføringer, også andre end min.

Når kulturens grænser flytter sig, sætter det sig ikke kun spor i den nye litteratur. Selv om de tekster der allerede står på hylderne jo ikke laves om, ændrer deres betydning sig for os, fordi vi har andre kulturelle horisonter når vi læser dem. Globalisering er ikke historieløs, selv om den prikker hul på den kendte lokalhistories talebobler om livet i Den Fynske Landsby. Men den får os til at lede efter andre tekster og forudsætninger tilbage i tiden end dem der plejer at ligge øverst i stakken. Værker vi før har læst hen over, og andre vi har læst med andre øjne, har også været med til at bygge den åbne platform hvor vi nu står og vakler. Globaliseringen var jo i gang, før vi så den så tydeligt at vi kunne give den navn. Vi skal selvfølgelig ikke opfinde den tradition vi griber ud efter. Det er kulturforfalskning. Men blandt de tekster og det materiale som kulturhistorien allerede har lagt rundt om dagens kulturelle platform, skal vi vælge de elementer vi kan bruge til at lave gelændere og rækværk så vi kan holde balancen i den situation vi lever i nu.

Derfor skal vi ikke blot læse den nye litteratur, men vi skal også læse den eksisterende litteratur på ny. I de gamle europæiske kolonier, herunder USA, har det især været den indfødte litterære tradition der kom frem i lyset, fra både før og efter koloniseringen. Denne genopdagelse har givet historien større sammenhæng for deres nuværende beboere med blandede kulturelle rødder. Til denne proces hører også en ofte pinefuld erkendelse af at kolonierne tilhørte de oprindelige folkeslag, før kolonimagterne tog for sig ved det store koloniale tag-selv-bord. Under vanskelige forhandlinger og retssager får en del indfødte folk i disse år deres rettigheder anerkendt og tildelt noget af deres land baglæns, nu og da ledsaget af undskyldninger. Fortiden kan ikke genetableres, men historien kan skrives om og omsættes til praksis i dag på globale betingelser. Det er ikke en ubetinget succes, men uden de fortællinger og andre kunstneriske udtryksformer der har holdt den mørkelagte tradition i gang, ville der slet ikke ske noget.

Frederick Sinnett havde ikke sans for indfødtes fortællinger eller rettigheder. Trods åbne og nysgerrige øjne var han stadig en ærkeeuropæer på randen af det han syntes var verden. Men opgaven er ikke kun at grave oversete traditioner frem. Vi skal også genfortolke den åbenlyse tradition vi kender, ændre på lys og skygge, trække noget ud af glemslen, skubbe andet i baggrunden, se nye sider af de tekster der stadig står fuldt belyst. Vi skal omstrukturere vores egen tradition så vi stadig kan se den som vores, også på nye aktuelle betingelser.

Traditionens tekster har jo også engang fået liv ved at gå på tværs af kulturgrænser og forestillingsbarrierer, selv om den litteraturhistorie der har sorteret i dem, først og fremmest har haft til formål at lukke dem inde i nationale og andre lokale rum. Men litteraturen svinger sig udad før den drejer indad, og meget af den tidligere litteratur kan få os til at svinge med. Det samme gælder traditionens litterære begreber. Også de skal genbruges og modificeres, ikke skiftes ud med funklende nye. Det vil ganske vist være det nemmeste, fordi vi så ikke behøver at se nærmere på hvordan vi plejer at læse litteratur. En indføring der ikke lægger op til både at forstå samtidslitteraturen og at omstrukturere traditionens tekster og begreber, er ikke en indføring i litteratur på globaliseringens betingelser.

I anledning af Mozarts 250-års fødselsdag i 2006 pegede den slovenske kulturforsker Slavoj Žižek på den nødvendige risiko vi løber når vi ser på traditionen med nye øjne. Vi risikerer at tabe den:

Hver enkelt modifikation rummer en risiko og skal bedømmes efter sine egne projektinterne målestokke. Kun ét er sikkert: Den eneste mulighed for at forblive tro mod et klassisk værk ligger i at udsætte sig for denne risiko. Den der undgår det, og holder sig til den oprindelige ordlyd, vælger den sikreste vej til at forråde klassikkens ånd. (339)

Den risiko omfatter også litteraturen. Den australske nobelpristager Patrick White beskriver processen i et erindringsessay fra 1958: „At skrive, det havde været en blankpoleret bevidstheds kunstudøvelse i civiliserede omgivelser, men blev en kamp for at skabe helt nye former ud af ordenes klipper og grene. Jeg begyndte at se tingene for første gang” (16). Litteraturen kan få os til at se det vi kender, som om vi så det første gang. Det er vores chance for at gøre det til vores igen på en ny måde, og til at se det ukendte som noget der for første gang kan formuleres i vores sprog.

Tradition er den måde en nutid bliver historisk perspektiveret på, også globaliseringens nutid. Men bogen indeholder ikke en sammenhængende beskrivelse af kulturhistorie, litteraturhistorie eller begrebshistorie frem til i dag. Globaliseringen er hverken den foreløbige endestation på historiens lange, lige landevej eller nogle historieløse økonomiske operationer her og nu. Den er anledning til at genfortolke dele af historien, så den bliver en resurse for os i dag. Derfor bruger jeg tekster der har været læst før, og begreber der har været brugt før, men giver dem andre perspektiver. Og derfor præsenterer jeg historiske sammenhænge i forhold til konkrete tekster og problemstillinger, således at jeg kan henvise til dem senere i bogen. Men når bogen er læst færdig, vil disse sammenhænge dække store dele af den europæiske kulturhistorie, udvalgt, genanvendt og brugt til nyfortolkninger undervejs.