Читать книгу Tekster uden grAenser - Svend Erik Larsen - Страница 27

Både den teoretiske Beck og den æstetiske Blixen har samme mål. Becks mål er at få os til at forstå risikosamfundets konfrontation med sig selv i globaliseringens lys, se det i et nyt teoretisk og historisk lys som risikosamfund bag vante rutiner og mønstre. Hans udtryk for selve nysynet er det kosmopolitiske blik: „bryde ud af den metodiske nationalismes begrebslige jerngitter og afsløre hvordan og i hvor høj grad global virkelighed kan blive kosmopolitisk og derigennem gøre den synlig, forståelig og endog livsbekræftende” (Beck 2004: 10).

Som barn af oplysningstiden er hans holdning udtrykt af Immanuel Kant. I 1786 skrev han i artiklen Mutmasslicher Anfang der Menschengeschichte [Formodninger om begyndelsen på menneskehedens historie] i sit sammenpakkede sprog:

En fremstilling af menneskehedens historie, der kan anbefales mennesket som middel til dets egen belæring og forbedring, viser mennesket at det ikke på nogen måde må bebrejde forsynet for de besværligheder der plager det; at heller ikke dets egen ødelæggelse kan tilskrives en oprindelig arvesynd som dets fjerne forfædre har begået; […] men også at det anerkender hver eneste begivenhed som om den i enhver henseende var dets eget værk, og at det derfor må acceptere sin egen fulde ansvarlighed for egne lidelser, også dem der skyldes misbrug af fornuften. (101)

Misbrug af fornuften til ikke at ville se globaliseringens gennemgribende virkninger, det er Becks kampplads.

For Blixen var det at komme til Afrika en erfaring med samme virkning, men som konkret og individuel erfaring, ikke i teori og analyse. I det afrikanske højland, skriver hun i foredraget „Sorte og Hvide i Afrika” (1939),

udvidedes hele Verden, og Livet for mig; et Sammenspil, en Vekselvirkning blev til […] Vi havde ikke opsøgt hinanden, jeg var ikke kommet til Landet for at studere de Sorte, og de havde helst set at vi var blevet derfra. Men ført sammen af Skæbnen kom vi nu til at høre sammen i vort daglige Liv. (15-16)

Hendes viden om Shakespeare, om detaljerne i landskabet, om hvad somalierne plejer at tænke og mene, om brugen af vers bliver til en ny konkret erfaringsudvidelse. Den laves om til personlig menneskelig identitet der er fremadrettet, trods alt, selv om den ikke kan rettes mod det hun skriver om. Det er for altid tabt. Den laves om til et nyt syn på sted, omverden og hende selv.

Hun kommer til „et Folk, der har andre Øjne at se os med” (26). Hendes tekster viser at hun ikke forstår det blik helt. Men hun er klar over at det er vigtigt at udsætte sig for det, og forstå og bruge den erfaring det er at blive udsat for det. I den usikkerhed ser hun sig selv som for første gang. Det er den konkrete udgave af Becks kosmopolitiske blik. Det er ikke et blik man blot har eller vælger frit, men er også det man er udsat for fra andres øjne. Det kosmopolitiske blik er ikke et gennemtrængende blik fra Odins ene øje, styret af den højeste visdom der er betalt med synet på det andet øje. Det er et flueøje der ser fra mange vinkler på én gang og kan skifte fokus undervejs. Det kosmopolitiske blik er multifokalt.

Blixen er et eksempel på hvordan litteraturen kan få os til at se tingene for første gang ved at se dem med flere øjne på samme tid. Det er et grundlæggende kulturelt behov, også i Becks optik, når vores hverdagserfaring skal ses med det kosmopolitiske blik. Beck nærmer sig den individuelle erfaring fra sine teoretiske overvejelsers helikopterhøjde. Blixen begynder i majshøjde ved den individuelle erfarings åbne og søgende karakter, så et større perspektiv åbnes midt i de tilfældige enkeltstående begivenheder og konkrete individuelle oplevelser. Litteraturen bygger på fundamentale grundtræk i erfaring, viden og formidling, så de bliver til konkrete oplevelser, både i teksternes betydninger og i deres sproglige nærvær mens vi læser. Den drejer blikket fra de konkrete og umiddelbart globale temaer og retter det mod de grundlæggende forhold der gør mennesket til deltager i kulturprocesser. Becks og Blixens forsøg på at se tingene for første gang mødes ikke endnu. Det er et af globaliseringens store kulturprojekter at få dem til det. Resten af bogen handler om hvordan litteratur på sine egne betingelser ikke bare reagerer på globaliseringens udfordringer, men også tilføjer dem nogle dimensioner som Becks eksemplariske analyser af globalisering hverken kan se eller konkretisere.

Vi begynder med de tre kapitler i næste afsnit, Kulturfunktioner. De ser på hvordan litteratur blander sig i nogle centrale kulturelle betydningsfunktioner hvor litteratur og andre medier og udtryksformer supplerer hinanden. Med tre centrale eksempler omspænder de et område af større og større omfang: fra litteraturens forhold til viden og sandhed over dens forhold til vores bredere idéer om en virkelighed i forandring og videre til den måde vi overhovedet fremstiller verden omkring os på. Selv om en erfaringsverden er for kompleks til at vi kan rumme den i kendte former, bevæger vi os alligevel gennem den for at prøve at støbe den i nogenlunde stabile former. Det er derfor der er tale om kulturelle og ikke kun litterære betydningsfunktioner. Litteraturens bidrag er at fastholde kompleksiteten, også når vi accepterer nogle overskuelige former. Det er sådan den blander sig i hvordan erfaringsmønstre, vidensmodeller og formidlingsformer etableres, ændres og åbnes på skiftende betingelser.