Читать книгу Tekster uden grAenser - Svend Erik Larsen - Страница 22

Beck er mest kendt for sit begreb om risikosamfundet som kodeord for det globaliserede samfund. Men det er indrammet af det mere kringlede begreb om refleksivitet. Det fremstiller han bl.a. i sit bidrag til Reflexive Modernization (1994: især 1-13). Hans udgangspunkt er her som alle andre steder oplysningstidens Europa. Her begynder den form for moderne samfund som sætter gang i globaliseringen i bred forstand, i politik, økonomi, kultur og kommunikation. Det er samtidig her Beck finder et afsæt han kan distancere sig fra, så hans profil træder klart frem. Oplysningstidens refleksion ser han primært som et begreb om den intellektuelle refleksion – menneskets løsrivelse fra selvforskyldt umyndiggørelse, som man sagde. Den underliggende forudsætning er at virkeligheden lader sig styre af menneskelig vilje og hensigt, hvis vi blot tænker os om. Så kan vi dreje en udvikling i retning af positive fremskridt. Verdensborgeren bruger menneskerettigheder, ytringsfrihed osv. til en permanent ideologisk og politisk selvkritik med de ideale principper som rettesnor. Refleksionen begynder og ender i det menneske der udfører den, ikke i den verden der gør det nødvendigt.

Denne form for ansvarsbevidst refleksion dukkede massivt op i alle former for skriftlig formidling. Bare tænk på Ludvig Holberg herhjemme: komedier, digte, filosofiske og moralske essays, historiebøger, små økonomiske opsatser, romaner og dertil administrative gøremål. Hver gang tager han et afgrænset emne op der har varierende betydning for samfundet, fra kaffe til religiøse grundspørgsmål. Enkeltfænomener er synlige på deres egne og ofte lokale betingelser og afspejler hver for sig hvad der sker i dele af samfundet. Dem kan man så rette sin reflekterede reformiver imod. Men tanken om at samfundet som én samlet og kompliceret sammenhæng, præget af nogle overordnede udviklingstræk hinsides den lokale horisont og de afgrænsede emner og afspejlet i de mest forskelligartede ting i samfundet, den havde man ikke.

Men det er den type sammenhæng Beck vil karakterisere med sit begreb om refleksivitet. Det samfund der er ved at opstå i 1700-tallet, er på vej til at blive en sådan reel og brudfyldt sammenhæng, hvor nogle dominerende træk præger flere og flere enkeltheder. Disse udtrykker derfor ikke delproblemer, men afspejler eller reflekterer den brudfyldte helhed. Det er den selvafspejling i virkelighedens egne processer som Beck kalder globaliseringens refleksivitet.

Refleksiviteten har fire trin som derfor ikke tager udgangspunkt i de mennesker der tænker, men i den verden der udløser behovet for refleksion. Han beskriver den som en moderniseringsproces. Den første modernisering opstod da de eksisterende traditioner, organisationsformer, produktionsformer, menneskesyn og værdier i de tidligere statiske samfund blev opløst, fordi dørene et stykke op i 1700-tallet begyndte at åbnes til det urbaniserede industrisamfund. I globaliseringen gentages denne proces, men nu rettet mod dette industrisamfunds egne grundidéer og grundstruktur. De brydes op, og en ny samfundsproces sætter sig igennem oven på det tidlige moderne samfund. Outsourcing til Østen er blot ét eksempel, livslang læring, ledelse som netværksledelse, fagligt samarbejde i skolen er andre. Det nye samfund vender industrisamfundets egen etableringsproces mod det selv og bryder de strukturer og grundidéer op som det gradvis selv har etableret. Denne radikalisering – som Beck siger – er refleksivitetens første trin. Det er her refleksiviteten gør godt.

Længere hen konfronteres det således udviklede sene industrisamfund, som vi endnu lever i, med sine egne indbyggede problemer, ikke som moralske eller politiske grænser, men som problemer i dets egen praktiske virksomhed. Det er risikosamfundets udvikling i de seneste 50 år. Vi laver velstand og fremskridt, og vi laver risici og fremskridtproblemer i én og samme proces. Processen er konfronteret med sin egen grænse. Det er ikke en proces der er tilsigtet eller styret, eller som kan gøres om ved at vi, som i industrisamfundet, tænker os om og finder en samlet løsning, hvorpå vi udrydder risici som utilsigtede bivirkninger. Samfundets konfrontation med sine produktive grænser er refleksivitetens andet trin. Det er her refleksiviteten gør ondt.

Næste trin kommer når dette indbyggede dilemma breder sig fra industriproduktionen i snævrere forstand til resten af samfundet, dets institutioner og livsformer. Risiko knytter sig da ikke primært til bestemte fænomener som energi, transport, fødevarer osv., men til den helhed af produktion, teknologi, social struktur og grundværdier der holder hele vores samfund sammen. Derfor er vi konfronteret med kulturelle grænser for hvad vores værdier, organisationsformer og menneskeopfattelser kan udvikle af nye typer af social praksis der kan ændre viden, uddannelse, økonomi osv. Hele diskussionen herhjemme af velfærdssamfundets fremtid og alle de modsigelser i forventninger, krav og muligheder der dermed dukker op i vores forhold til velfærd, viser hvad dette trin drejer sig om. Konfrontationen med kulturgrænser er refleksivitetens tredje trin. Det er her grænser for nytænkning, fantasi og kreativitet i forhold til dilemmaet griber os i nakken. Det er her refleksiviteten bliver en udfordring.

Det sidste trin er en ny form for kritisk selvrefleksion. Den skal lede til en ny forståelse af hvorledes man kan leve med risikosamfundets indbyggede usikkerhed om fremtiden med hensyn til viden, uddannelse, identitet, organisering, naturrelation osv. Det er ikke en refleksion over vores uheldige praksis, men over vores samlede kulturelle formåen. Hvordan undgår vi at blive fanget af risikosamfundets dilemmaer? Hvordan kan vi fortsat bruge kritisk selvrefleksion til at udfordre vores kulturelle grænser for nytænkning? Her deltager Beck som samfundsdebattør. Mennesket er for ham stadig et fornuftigt væsen der kan udvikle relevant viden og rette den mod fremtiden, og som kan bruge offentlig debat i alle medier og institutioner til formålet. Men den refleksion er ikke som i 1700-tallet primært rettet mod naturens grænser og menneskets uendelige evne til at justere dem. Den er rettet mod hvordan vi er bundet af nogle grænser vi selv har været med til at skabe i samfund og omverden, samtidig med at vi skal forstå mulighederne for at ændre verden som om ikke uudtømmelige, så dog åbne. Lidt ligesom at spille klaver: Antallet af tangenter er begrænset, men mulighederne for at skabe ny musik er uendelige. Kritisk refleksion over fælles kulturelle grænser er refleksivitetens fjerde trin. Det er som en del af den refleksion at litteraturen tager refleksivitetens udfordring op.

Men Beck har ingen løsning på hvordan vi formidler den moderne refleksivitet, så vi kan se den i tingene omkring os, og så det enkelte menneske kan opleve den konkret som et fælles livsvilkår. Der er ikke ét samlet billede. Men det er sådan en formidlingsform han efterlyser. Målet er at gøre den sociale virkeligheds konfrontation med sig selv i globaliseringens overordnede strukturer „synlig, forståelig og endog livsbekræftende”, så den kan registreres af et „selvreflekteret blik i hverdagen” (2004: 10).

Omvendt er han helt solidarisk med oplysningstidens selvkritiske projekt. Det er menneskets ansvar efter bedste evne at se kritisk på det aktuelle samfund og udvikle viden der kan flytte det, diskutere det med andre for at få viden omsat til fælles indsigt. Han har dog ingen løsninger på hvordan vi får den refleksion gjort konkret for andre på nye betingelser, kun diagnoser af den låste situation. Det skyldes ikke kun Becks begrænsning, men situationens realitet. Men det skyldes også Becks begrænsning. For det første begynder hans historie først med 1700-tallet. Det gør ham blind for at tidligere perioder kan give hans begreb om refleksivitet større vingefang. For det andet er hans syn på 1700-tallets opfattelse af refleksion som intellektuel selvkritisk tænkning for snæver. Et eksempel kan vise denne snæverhed og derpå lede videre til et historisk perspektiv Beck ikke har øje for.