Читать книгу Tekster uden grAenser - Svend Erik Larsen - Страница 24

Med jordskælvet er vi midt i et moderne Europa under tilblivelse, en proces vi ser tilbage på for at blive klogere på vor egen tid og dens fremtid. De der levede dengang, kunne kun se fremad på samme måde som når vi i dag prøver at orientere os i en ukendt globaliseret fremtid. Men også de tog udgangspunkt i en historisk fortid de kendte, for at orientere sig i en verden der begyndte at blive usikker på en ny måde. Hele debatten om opfattelsen af jordskælvet og den store ændring i Kants forfatterskab bygger derfor på et opgør med middelalderens og dele af renæssancens indretning af samfundet og opfattelsen af menneskets forhold til naturen og Gud, akkurat som Beck sætter af i den oplysningstid han kender, for at udmønte et fremadrettet begreb om refleksivitet.

1700-tallet er for ham udgangspunkt nok for at forstå refleksiviteten i globaliseringens almene sociale processer. Men for også at forstå den i forhold til refleksion og dens forbindelse med formidlingsformer i hele den kulturelle bredde der folder sig ud i anledning af Lissabon, kan det betale sig at se på hvad tiden før 1700-tallet kan tilbyde os. Det kernebegreb man brugte i middelalderen til at beskrive forhold der minder om Becks refleksivitet, hedder spekulation. Det plejer vi sjældent at forbinde noget godt med. Det dækker enten abstrakt hjernetomgang, løsrevet fra enhver erfaring, eller risikofyldte økonomiske tiltag på grænsen af det juridisk og moralsk acceptable. Det er måske derfor Beck ikke tager det op. Det gør han dumt i.

Middelalderens kloge folk så lidt anderledes på spekulation. Spekulation, spekulere og spekulativ kommer af det latinske ord for ‘spejl’, speculum. På den måde dækker begrebet en anden periodes diskussion af refleksion og refleksivitet. Det hentyder til tidens målsætning for al tænkning, politik og moral: Den skulle afspejle den virkelige verden. Spekulation er altså ikke opfattet som rent tankespind. Men den verden der skulle afspejles, så meget anderledes ud end den moderne materielle verden der blev synlig i Lissabons ruiner, og som Beck møder i dens senere faser. Det spekulationen skulle afspejles, var den indre orden i det univers der blevet styret af Gud i toppen af kransekagen, hvor hans vilje bestemte over alle ringene nedefter til den allermindste krumme og glasurstribe.

Fra top til bund, fra stort til småt afspejlede samfundets grundstruktur naturens og universets urokkelige orden. I universet sad Gud øverst, i samfundet kongen, på godserne herremanden, i familien faderen, blandt børnene ældste søn, og manden stod over kvinden. Børn, bønder og bissekræmmere var blot nødvendigt fyld, og børnehavens rundkreds kendtes ikke. Røg hovedet af en af topfigurerne, var hele systemet truet. Værst hvis det var Gud, næstværst hvis det var kongen. Hovedet røg af den første konge i England i 1640, Charles den Første. Det kom systemet sig over. Næste gang skete det under den franske revolution, kort efter at Campe udnævnte sig selv til verdensborger i Paris. Da røg hovedet af Ludvig den Sekstende. Det kom systemet sig ikke over, for i mellemtiden var Guds hoved også begyndt at dingle, rystet løs af bl.a. jordskælvet i Lissabon.

Becks begreb om risikosamfundet blev udløst da nyheden om nedsmeltningen af a-kraftværket i Tjernobyl i 1986 nåede ud i verden trods sovjetisk hemmelighedskræmmeri. I 1700-tallet gav jordskælvet i Lissabon i 1755 og den franske revolution i 1789 nogle kraftige skub fremad til idéerne om det moderne samfund, da nyhederne bredte sig gennem tidens medier. Sådanne begivenheder medførte større rystelser af vores opfattelse af menneske, samfund og natur end mange af de krige der raserede Europa dengang. Det var her videnskab i moderne forstand blev en afgørende del af refleksionen over samfundsindretningen. Her blev de udfordringer for første gang helt tydelige som globaliseringen stiller til forholdet mellem erfaringsmønstre, vidensmodeller og formidlingsformer.

På det punkt var spekulationen meget anderledes. Den behøvede såmænd ikke så megen empiri, for den orden man ledte efter, var jo kendt fra Bibelen og filosofien, så det var blot om at finde ordenen igen i tingene og naturen omkring os. Bibelen og tingene selv i natur og samfund var spekulationens to grundlæggende formidlingsformer. At finde ud af hvordan denne fælles virkelighed viste sig i alting, var den spekulative tænknings opgave, enten den beskæftigede sig med grammatik, musik, astrologi, medicin, politik eller hvad som helst andet. Det samlede univers spejlede sig i alle naturens ting, og samtidig i den tænkning der i filosofi, kunst og litteratur udlagde den skabte verdens guddommelige orden.

Derfor er litteratur en integreret del af spekulation, både et af dens eksempler og samtidig en af dens formidlingsformer. Når Hans Adolph Brorson i 1739 sang „Op! al den ting, som GUd har giort”, ser han netop at „Det mindste hand har skabt er stort,/ Og kand hans magt bevise”. Det mindste blad på en nælde beviser – afspejler eller reflekterer – hele skaberens magt og værk: „Gik alle konger frem i rad,/ I deres magt og vælde,/ De magted’ ey det mindste blad/ At sette paa en nælde”. Spekulation omfatter i én ubrudt helhed både tænkningen og virkelighedens egne ting. Kants værker før 1755 var spekulative i den forstand, ligesom de teodice-tilhængere Voltaire snappede i haserne, og den samfundsopfattelse Pombal prøvede at vende rundt.

Forholdet mellem refleksion og refleksivitet er anderledes problemfyldt. Refleksionen er et forsøg på, indefra, at forstå den uklare verden udenfor, hvis form og udvikling vi ikke har noget klart billede af. Vi er aldrig helt sikre på at vores refleksion og de formidlingsformer vi bruger, rækker til så vi kan påtage os vores ansvar for verdens indretning. Det ansvar havde de middelalderlige spekulative hoveder ikke behov for at tage på sig. De skulle ikke selv indrette verden, men rette sig ind efter den, sådan som Gud havde skabt den. Spekulation gik derfor ud på at forstå verdens stabile orden, og var ikke som refleksionen en metode til at gribe ind i en løbende udviklingsproces for at forme den. I en kultur baseret på refleksivitet har litteraturen derfor lige så lidt som andre formidlingsformer på forhånd en bestemt plads. Den må selv skaffe sig en plads ved at praktisere den særlige form for refleksion og formidling den nu mestrer. Det er hvad vi skal se om lidt hos Blixen.

Spekulation bliver derfor kun abstrakt tomgang, hvis man forkaster den model for verden der var grundlag for hele virkelighedsopfattelsen. Men på middelalderens betingelser var den et ambitiøst forsøg på at lade virkeligheden reflektere sig selv i alle sine led. Denne tankegang holdt i praksis kulturer i live under flere religioner og på alle niveauer i flere århundreder end det moderne industrisamfund har eksisteret. Så det var ikke tom snak. I litteraturen levede denne tankegang fra oldtiden og nogle tusinde år frem og udgjorde grundlaget for al europæisk digtning til ind i det 19. århundrede.