Читать книгу Tekster uden grAenser - Svend Erik Larsen - Страница 21

Reflekser er sikkerhedsudstyr på en cykel, spejlbilledet af et træ på en vandoverflade eller Pavlov-hundenes savlen ved lyden af madklokken. Vi kan hurtigt blive enige om at refleksion er noget ganske andet. Reflekser er noget der sker i verden, refleksion er noget vi gør i hovedet. Men alligevel har de to betydninger noget væsentligt til fælles.

I årtusinder har det været en grundlæggende opfattelse at evnen til at tænke, og især tænke sig om, er et særskilt menneskeligt talent, fordi vi er væsner med både sprog og bevidsthed. Når vi omsætter refleksion til argumenter eller udtrykker den i litteratur, videnskab og andre koncentrerede udtryksformer, bliver vi klogere på verden omkring os og på tilværelsens fundamentale træk. Vi reflekterer når vi støder på noget der udfordrer både erfaring og forståelse, og som kræver at vi giver eftertanken en ekstra skrue. Når vi reflekterer, abstraherer vi fra den umiddelbare erfaring for at få et overblik der er større end vores individuelle horisont. Universiteter og tænketanke er institutioner for bredere og dybere anlagt refleksion på fællesskabets vegne. Men sådan reflekterer vi også når vi læser for os selv, for det sker på et sprog vi er fælles om. Refleksion er altid principiel tankevirksomhed, ikke bare mine egne tanker, men altid tanker der kan formidles til andre.

På den måde kan vi gennem refleksion flytte grænserne for hvad vi i fællesskab véd om verden og os selv. Refleksion er derfor altid bundet til nogle medier den kan formidles i – især sprog – og er derfor uløseligt knyttet til formidlingsformer. I kapitel 2 karakteriserede jeg kort formidlingsformer som en helhed af alle de faktorer der bestemmer en formidling – medier, indhold, modtagere, kulturelle forudsætninger osv. Refleksion er aldrig kun en indre bevidsthedsproces, men hænger sammen med verden omkring os, både før refleksionen sker, og når den senere indgår i en formidlingsform.

Nu vil ingen formentlig mistænke Pavlovs hunde for at tænke sig grundigt om inden deres mund løber i vand, eller at overveje en særlig formidlingsform for savleriet. Deres refleks er, som refleksen i cykeludstyret og på vandoverfladen, et stykke virkelighedsautomatik. Alligevel rummer den slags fænomener nogle træk der også kendetegner refleksionen. Ordet ‘refleksion’ betyder ordret ‘tilbagebøjning’ eller bredere: ‘genspejling’ eller ‘fordobling’. Noget uden for cyklen, træet eller hunden bevirker at opmærksomheden ‘bøjes tilbage’ mod cyklen, træet og dyret så vi kan få øje på det, måske på en ny måde: cyklen som farlig, træet som æstetisk naturoplevelse og hunden som sulten. Tingene er blevet genspejlet eller fordoblet i et andet medium: billys, vand eller klokkebimlen.

Man har netop derfor ofte brugt ordet ‘genspejling’ eller ‘afspejling’ til også at beskrive den menneskelige refleksion. For med den fordobler eller genspejler vi de ting vi vil vide noget om. Vi opstiller en tankerække med en ting eller en oplevelse som indhold og afspejler på den måde tingen, fordi vi laver den om til et argument, et billede, en tekst eller et andet udtryk. Vi ser på tingen et andet sted fra, og vores opmærksomhed kan ‘bøjes tilbage’ mod den, så vi kan forstå den på en anden måde end ved første øjekast. Mens den automatiske genspejling kun reflekterer en overflade, er vores refleksion en konstruktion vi selv har valgt for at komme bag om overfladen. Det er forskellen på refleks og refleksion.

Men de er fælles om at kunne gentages, fordi de ikke er tilfældige. Cykelreflekserne virker ikke kun hver anden dag, eller når vi er i humør til det. Vandet spejler ikke kun mellem kl. 8 og 10 i maj måned, men hver gang. Derfor kan den måde reflekserne virker på, også være en vej til at forstå verden. Nogle foregår af sig selv, som med plastikdimsen på cyklen: Reflekserne følger af materialets egenskaber. Andre er resultatet af forsøg, som det sker i laboratorier med måleinstrumenter. Det kan også være Pavlovs hunde, eller de roser der står for enden af en vinmark for at reflektere sygdomsangreb på vinrankerne.

Men da forsøg er konstrueret efter visse metoder og teorier, er de også altid flettet sammen med menneskelig refleksion. Det spejl vi holder op for tingene i et forsøg i form af en forsøgsopstilling, en teori eller et argument, har vi selv defineret. Sådan gør vi i forskningen, men også når vi til hverdag forsøger os lidt frem for at finde ud af en god måde at gribe noget an på. Begge dele bygger på en refleksion, en tankerække som vi kan gentage og kan udtrykke over for andre, og som andre kan lære. Men denne form for refleksion følger altid to spor samtidig: Den retter sig mod de ting vi reflekterer over, og samtidig retter den sig selvbevidst og selvkritisk mod det medium, de metoder, udtryksformer og formidlingsformer vi har valgt til at gennemføre refleksionen. Hvad enten refleksionen sker i litteratur, videnskab, kunst eller daglig tale, skal vi hele tiden være selvbevidste for at kunne vurdere og begrunde vores valg.

Litteraturen har altid været optaget af denne dobbelte refleksion vi selv foretager, mens Ulrich Beck først og fremmest er optaget af de reflekser vi møder i verden omkring os. Under betegnelsen refleksivitet prøver han at udpege nogle træk i den sociale og naturlige omverden hvor globaliseringens betingelser og processer reflekteres på principiel manér, uafhængigt af os. Dem kan vi slå ned på for at forstå globaliseringen og forholde os aktivt til den. Beck peger imidlertid på at globaliseringens særlige måde at spejle sig i de sociale og naturlige realiteter på er så modsætningsfyldt, at vi ikke uden videre kan omsætte denne refleksivitet til praksis. Vi kan derfor ikke nøjes med blot at iagttage dem for at blive klogere, som når bilisten registrerer cykelrefleksen og reagerer umiddelbart for at undgå en ulykke.

Refleksiviteten i verden udløser derfor med nødvendighed et behov for en refleksion i hovedet på tværs af de vidensformer og formidlingsformer vi normalt forlader os på i studiet af samfund og natur. Den kræver en alternativ menneskelig fantasi og idérigdom, hvor vi samtidig reflekterer over hvilke erfaringer globaliseringen konfronterer os med, og over hvordan vi selv griber refleksionen an og formidler den. Det er den form for dobbelt refleksion litteratur ikke kan lade være at foretage, og som den iværksætter gennem den æstetiske selvbevidsthed jeg trak frem i kapitel 1.

Det er imidlertid ikke så ligetil mere konkret at forbinde litteraturens refleksion med Becks refleksivitet. Beck er ikke nem at danse med. Hans måde at præsentere de fleste af sine overvejelser på følger nogle ujævne danserytmer der ikke altid er helt i takt med musikken. Slet ikke når han spiller op til at få refleksion og refleksivitet til at danse sammen. Til gengæld befinder refleksivitet sig i centrum af hans teoridannelse. Men han er ikke kun tung i optrækket fordi han er dårlig til tango. Globaliseringens komplicerede, fordrejede og skjulte processer er vanskelige at sætte i musik, så vi kan holde takten. Det forsøg lykkes sjældent med det samme. Becks bøger er sådanne fortsatte forsøg. Inden vi skal til at læse den sidste tekst af Blixen i dette kapitel, vil jeg derfor tage en lille omvej og se på den baggrund, de perspektiver og ikke mindst de begrænsninger der præger Becks refleksioner – for det er det – over refleksivitet.