Читать книгу Tekster uden grAenser - Svend Erik Larsen - Страница 11

Men det svar er ikke sådan lige at slå op i ordbogen, heller ikke i dag. Det er ikke et ord eller en betegnelse, men en åben problemstilling. Globalisering er ikke et afgrænset fænomen med en definition vi skal se at få lært, og som kun omfatter nogle regioner i verden, nogle former for viden og nogle særligt udvalgte oplevelser, som dem vi havde i San Francisco.

I oldtiden prøvede Aristoteles i sin bog om metafysik at definere hvad natur er (1014b15-1015a19). Det var datidens begreb om det globale, dvs. de rammer om tilværelsen der med nødvendighed omfatter alle. Men han opgav uden videre at give en stabil definition, som omfattede natur i alle de sammenhænge hvor man kunne tænkes at bruge definitioner. Der er flere definitioner, siger han, fordi natur har mange konkrete virkninger der ikke uden videre kan samles til én helhed – natur er det grundlæggende stof, natur er form, natur er kraft, natur er råmateriale, natur er grundelementer, natur er kosmos og en del flere ting. Opdelingen skyldes altså ikke at natur nødvendigvis er fragmenteret, men at de forskellige definitioner hver skal tjene bestemte formål. Ingen enkelt definition bestemmer udtømmende hvad natur eller andre fænomener er, for det kan vi ikke, siger Aristoteles. Men definitionerne skal hver for sig give os nogle redskaber så vi kan forholde os til fænomenet i bestemte situationer – få viden om det, bruge det praktisk, skelne det fra andre ting osv. Det er pragmatiske definitioner.

Det er også en pragmatisk opfattelse vi skal danne os af globalisering. Der er flere i omløb der ikke nødvendigvis er forkerte, men som ikke passer til det vi har brug for. Og der er slet ikke en der på én gang dækker alle sider af globalisering. Vi skal have fat på en der kan bruges når vi har med litteratur at gøre. Én standardopfattelse af globalisering ser den primært som et økonomisk fænomen. Fastholder vi en økonomisk definition som den grundlæggende eller ligefrem den eneste rigtige, overser vi globaliseringsprocessens samlede kulturelle forløb og virkninger. Religiøse og etniske stridigheder oversættes til økonomiske problemer for at kunne løses. Globalisering er da først og fremmest noget man kan klare ved et supplerende økonomikursus, men ikke en omfattende dynamik der udfordrer hele vores erfaringsverden.

Det havde god mening at monopolisere definitionen på den måde i en tidligere fase, fordi økonomi har været en igangsættende drivkraft, også for de regionale uligheder og sociale elendigheder der er fulgt med. Det var gennem økonomien at globaliseringen som en global sammenhæng blev synlig på tværs af de grænser vi plejer at forholde os til i økonomi og politik. Det havde også god mening 150 år tidligere at sige at den industrielle revolution skyldtes naturvidenskab og teknologi. Men så snart industrialiseringen medførte ændring af familiestrukturen, gav det ingen mening at sige at teknologien var skyld i at min nabo blev skilt. Den økonomiske udvikling er muligvis hovedårsag til globaliseringen, men økonomi er ikke længere en tilstrækkelig forklaring, fordi globalisering nu er blevet en bred kulturproces.

En anden opfattelse går ud på at globalisering først og fremmest beskriver hvad der sker i nogle bestemte dele af verden, de højt udviklede samfund i Europa, USA, dele af Asien, Shanghai-området, São Paoloområdet. Under den synsvinkel vil globalisering nok være bredere end den økonomiske, men vil stadig kun være relevant for dem der bor dér hvor globalisering er en realitet. Denne opfattelse synliggør at globalisering opdeler verden, og at nogle bliver efterladt på globaliseringens bagsmæk eller helt smidt af vognen. Globaliseringen er som helhed dette forhindringsløb med vindere og tabere. Selv med denne bredere opfattelse er vi stadig inden for økonomiens snævre grænser, men med et behov for at kunne forstå kulturelle konsekvenser for alle.

En tredje opfattelse hævder at globalisering først og fremmest betyder en skarpere modsætning mellem det lokale og det globale. Det lokale er statisk, traditionsbundet, fastlåst i sprogligt og kulturelt afgrænsede regioner, mens det globale er dynamisk, udadvendt, historieløst og grænseoverskridende. Det lokale opfattes da ofte som en modstand mod globalisering og globalisering som et overgreb mod det lokale.

Men globalisering er ikke noget som helst, hvis den ikke manifesterer sig lokalt. Hvor skulle den ellers manifestere sig, alle lever jo lokalt? Vi er, som Holberg var det på de betingelser han havde, globale dér hvor vi bor. Vi er globale med Danmark og Europa som platform. Folk kan have huse og lejligheder på forskellige lokaliteter, men ikke alle steder. Lokalkultur har kun mening, og har altid kun haft mening, i en konfrontation med det der ligger uden for den. Den lokalkultur der ikke har magtet denne konfrontation som en grundlæggende side af sin måde at være lokal på, har aldrig overlevet som lokalkultur, men kun som reservat, også før globalisering blev et varmt emne. Den spændende litteratur på det lokale sprog og den der kom til i oversættelse, har altid handlet om det. Det gør den stadig, men i dag er forholdet mellem det lokale og det på den anden side af præstens have anderledes.

I det perspektiv kommer vi ikke langt ved at påstå at globalisering først og fremmest er en proces, der gennem fælles betingelser på områder som økonomi, medier, kommunikation, transport og livsstil gør verden mere ensartet ved at nivellere kulturelle og lokale forskelle og særpræg. Det er korrekt at globalisering er forskellig fra andre typer af dynamiske, internationale netværk vi kender fra historien tilbage til oldtidens handelsveje, krige, imperiebyggerier og koloniseringer der hører til globaliseringens forudsætninger. Globale netværk omfatter i dag et langt bredere spektrum af vores individuelle og fælles liv end beslægtede processer fra før i tiden, og også langt flere mennesker og institutioner. Men hvis man mener at globalt udbredte fælles betingelser også automatisk skaber et ensartet kulturliv alle vegne, opstår nemt den misforståelse at modbevægelser, som fx Attac-bevægelsen, placerer sig uden for globaliseringen. Men uden sms og adgang til medier fungerer de heller ikke. De deltager i de nye forskelle og modsætninger som globaliseringen også skaber. Globalisering skaber ikke et globalt samfund, men etablerer nogle ensartede betingelser for forskellige og måske modsatrettede lokale udviklinger. Som kulturproces består globalisering især af sådanne forskelsdannelser. Og det er nok så meget dem der præger vores lokale hverdagserfaringer.