Читать книгу Tekster uden grAenser - Svend Erik Larsen - Страница 6

I 1849 rejste den 19-årige tysk-engelske Frederick Sinnett fra England til Australien for at arbejde som ingeniør. Området var gennem det 17. århundrede og lidt længere frem en kampplads for den franske og den engelske kolonimagt med hollænderne på sidelinjen. Råt og ukendt og bedst egnet til de straffefanger englænderne sendte derud, da de havde fået smidt de hollandske og franske konkurrenter ud til hajerne. For europæerne var Australien ufremkommeligt på grund af klima og terræn, men mindre på grund af de indfødte folk. Dem regnede man ikke med, i hvert fald ikke med at landet tilhørte dem. De vilde forstod jo ikke den slags ting. Så landet var ingens og kunne blot erklæres for engelsk, fransk, tysk, eller på hvilket sprog man nu råbte højest og skød længst. De indfødte fandt ganske vist ikke stedet mere fremmed, uvejsomt eller risikofyldt end indfødte gør på alle andre kontinenter hjemme hos sig selv. Ligesom europæerne havde de grundmurede opfattelser af deres steder og deres tilhørsforhold til dem, udtrykt i myter, fortællinger, love og regler, bare nogle andre end europæernes. Dengang var de europæiske stormagter og senere USA kun ved at opdage de kontinenter der skulle blive tumleplads for den moderne globalisering i hele dens kulturelle bredde.

Ligesom andre steder europæerne koloniserede, boede de fleste australske hvide i et bælte langs kysterne. Nogle drev landbrug lidt inde i landet, andre slog sig op som købmænd, og atter andre var tidligere straffefanger, missionærer, eventyrere og guldgravere. Ikke hvad en europæer ville kalde civilisation. De sorte talte slet ikke med. Men på den anden side et sted at civilisere i europæisk lys. Fra første færd har den moderne globalisering været både en geografisk og en kulturel proces. Det var den unge Sinnett helt med på, men uden den brutalitet der ellers havde kronede dage. Han droppede ingeniørhvervet og den europæiske kolonis geografiske ekspansion og blev en initiativrig journalist der tog fat på den kulturelle ekspansion.

Sinnett var ikke i tvivl om at litteratur er en nødvendig og uundværlig del af den proces. Den skal ikke først indføres efter at de elementære materielle afskærmninger af et nødtørftigt liv er sat op. Den er der allerede som en del af dem. Det skrev Sinnett om i 1856 under titlen „The Fiction Fields of Australia” [Fiktionens arbejdsmark i Australien]:

Mennesket klarer sig lige så dårligt uden fiktion som uden tøj, ja, faktisk langt ringere. For dér hvor klimaet er gunstigt og hverdagen enkel, kan folk ofte bare drive af sted på livets vej […]. Men selv om der ikke er noget mellem den blå himmel og deres blanke hud, slutter de alligevel kreds om en mørklødet taler eller sanger, mens hans fantasi giver krop og form til ukendte ting for at underholde og opløfte tilhørerne. Men vi må lige præcisere vores første påstand om at fiktionsværker er mere nødvendige og har større global udbredelse end tøj. De ligner tøj på den måde at de også tager forskellige moder og former til sig til forskellige tider. (21)

Sinnett ville have forstået den 9-årige Digger der små 150 år senere bor et sted i den australske ødemark som også hørte til Sinnetts omgivelser. De findes stadig, de steder der får månens bagside til at virke hjemlig. Netop dér træder fortællingens fundamentalbehov frem uden skygger. Digger optræder i en af den libanesisk-australske David Maloufs romaner, The Great World (1990). Han fortæller i bogstaveligste forstand på livet løs, selv om moderen bliver lidt vred når han sætter den noget enfoldige lillesøster Jennys fantasi i brand:

Så snart [Digger] så hende, vidste han hvor vred hun ville blive. Men han kunne ikke styre sig. Når han kom til kanten af en eller anden mulighed ud over det sædvanlige, kunne han ikke lade være med at gøre krav på den, give den ord; hvis han ikke gjorde det, ville den, med en magt der overvældede og udvidede hans hoved, kunne slynge ham væk fra hans eget centrum. Hvad han gjorde, lidt hed om ørerne over at blive opdaget, var at klukle. (30)

Også moderen formildes på den måde. Litteratur er ikke enkeltpersoners vilde syner og store ord. Den er en konkret handling når den fortælles eller læses. Den griber os og kan også gribe ind i situationen og ændre den: Jennys ophidselse, moderens vrede og Diggers fortællebegær bliver til fælles latter. Litteratur er en kulturel rygmarv der forbinder steder og kulturer, en integreret del af alle kulturer hvor den former mennesker og historier. Sinnett ved det, Digger gør det. Denne bog følger i deres fodspor.

Og der er magt bag litteraturens grænseløse ord. Det er ordenes styrke der bevirker at forfatteres værker fortsætter deres vej ud i verden på tværs af alle grænsepæle og undervejs ommøblerer grænserne mellem kendt og ukendt på læsernes indre landkort. Værkerne bestemmer kulturelle dagsordener, selv om forfattere bliver spærret inde, går i frivilligt eller tvunget eksil, bliver censureret og dræbt. Anne Frank kunne ikke komme uden for en dør. Men hendes dagbog kunne, og den bliver ved med at bevæge sig omkring derude. Den indtager sin suveræne plads på tværs af de snævre vægge i hendes gemmested. Tyskeren Thomas Mann forlod Nazi-Tyskland og tog til USA, men hans værker slog andre forfattere med flere længder på deres tyske hjemmebane og lagde en Nobelpris til forspringet. Det samme gælder russeren Aleksander Solsjenitsyn med værker der både blev russiske og globale hovedværker.

Der dukker flere og flere sådanne forfattere op. De kommer ét sted fra, bor med eller mod deres vilje andre steder på kloden og flytter måske igen, som afghaneren Atiq Rahimi i Paris, iraneren Azar Nafisi i Baltimore eller kineseren Xiaolu Guo i London. Deres bøger bliver oversat, bliver bestsellere og måske også film, skønt de ikke får fodfæste i deres hjemlande – endnu, og skønt en hel del er mindre kendte hos os – endnu. Men det bliver ikke ved. Forfattere fra det nære og fjerne østen, fra de tidligere europæiske kolonier i Afrika og andre steder og fra multikulturelle regioner som Caribien er dem der nu i en globaliseret verden allerede er i gang med at flytte grænserne i vores hoveder og hjemsteder i et globalt perspektiv, sådan som de europæiske forfattere gjorde da Europa var verden.

Det var denne europæisk dominerede koloniverden Sinnett levede i før den moderne globalisering. Han ville først og fremmest vise europæerne at de grove nybyggere der balancerede på den kendte verdens yderkant, havde litteratur der kunne bedømmes efter samme målestok som hjemme i Europa. Selv om man ikke kunne pege på en australsk Shakespeare, hørte området hjemme i det der dengang blev set som den europæiske verdenskultur. Men Sinnetts tekst viser også hans egen ubevidste historiske begrænsning. Han afviste i sit essay at tage tankegangen hos de indfødte i betragtning. Men for at kunne underbygge påstanden om litteraturens globale betydning måtte han alligevel henvise til dem. Selv de nøgne vilde kan ikke lade være med at lytte til en sort fortæller, konstaterer han i citatet ovenfor.

I dag går litteratur ikke kun på tværs af grænsen mellem moderland og kolonier. I den moderne globalisering indgår alle de geografiske og kulturelle grænser der kommer i berøring med hinanden i litteraturens tværgående bevægelse, men uden et fast kulturelt tyngdepunkt. Den russisk-amerikanske Vladimir Nabokov blev global bestsellerforfatter med Lolita i 1955. I et interview i Playboy i januar 1964 fortæller han om hvordan han selv er gået på tværs:

Jeg er en amerikansk forfatter, født i Rusland og uddannet i England, hvor jeg studerede fransk litteratur, før jeg tilbragte femten år i Tyskland. Jeg kom til USA i 1940 og besluttede at blive amerikansk statsborger og gøre Amerika til mit hjem. […] Jeg sparkede mig selv ud af Rusland med en sådan kraft at jeg er blevet ved med at rulle siden. (1973: 26-27)

På spørgsmålet om hvorfor han altid bor i møblerede hotellejligheder, svarer han at han ikke vil vokse fast i sine egne ting og steder.

Der er sket noget 100 år efter Sinnett gjorde sine overvejelser i den europæiserede verdens udkant. Også Nabokov har ganske vist en europæisk sproglig og kulturel baggrund og bruger den. Ingen kan gøre andet end at bruge sin baggrund, ligegyldigt hvor man kommer fra. Men i modsætning til Sinnett forholder han sig vælgende til den. Han vælger at blive amerikaner, men han vælger også en principiel og uophørlig bevægelse ud i verden. Det er ikke rodløshed han fortæller om, men om at hvert sted han er, oplever han den grænse mellem det lokale og det globale som en grænse der er hans. Det er den han, sprogligt og kulturelt, arbejder med i sine værker. Den ufaglærte kulturelle arbejdsmand Sinnett og den forfinede Nabokov levede med hver deres baggrund i forskellige faser af globaliseringens lange kulturproces. Men for begge, og for bogen her, gælder det at litteratur er med til at forme processen, så vi kan forstå den som vores dér hvor vi er.