Читать книгу Tekster uden grAenser - Svend Erik Larsen - Страница 16

Ulrich Beck har nydefineret grundbegreber fra oplysningstiden for at forstå grundlæggende kulturelle og sociale træk i globaliseringen. Et af de begreber han tager op, skiller ad og sætter sammen igen på en ny måde, er netop den kosmopolitiske erfaring. Hvordan er det at være til stede i globaliseringen, at erfare et globalt sted? Det er et af de centrale spørgsmål han stiller sig i bogen Das kosmopolitische Blick (2005). Han vender først Campes oplevelse på hovedet. Verdensborgeren lavede sin konkrete erfaring direkte om til en universel idé der skulle rette erfaringen til, så alle forskelle forsvandt eller fik en underordnet plads. Men som vi ved fra det 20. århundredes Europa og andre steder, har 1000-årsriger af forskellig størrelse og politisk observans vist os at spændingen mellem utopiens harmoni og erfaringens konflikter ikke kan kosmopolitiseres væk uden blodsudgydelser.

Beck går derfor i stik modsat retning. Det kosmopolitiske blik er en synsvinkel på virkelighedens faktiske forskelligheder. Med det blik beskriver man regioners og steders faktiske sociale og kulturelle forskelle ud fra nogle principper der gør at vi kan forstå denne sammensathed som normal hverdagsvirkelighed. Modsætninger betyder ikke mangel på orden, men mangel på én orden og på én universel harmoni. Det er den form for kompleks orden hans kosmopolitiske blik prøver at få øje på. At få denne globale dimension med i erfaringen kræver en ekstra fortolkningsindsats. Den fjerner ikke konflikter eller forskelle, men sætter dem i perspektiv. Globalisering er ikke et utopisk mål uden for virkeligheden vi alle skal rette ind efter, men udtryk for at den orden vi erfarer, er den orden der findes. Vi skal ikke være som 1700-tallets elitære verdensborgere, men være banale kosmopolitter som skolebørnene i San Francisco. De første, siger Beck med ord der er meget længere på tysk, dyrker kosmopolitanisme, de sidste lever som hverdagsglobalister i den reelt eksisterende kosmopolitisering. De universelle principper fra 1700-tallet er ikke idéer der skal bruges til at overvinde alle de forskelle globaliseringen skaber, men praktiske redskaber der stadig er nødvendige til at håndtere globaliseringens forskelle på tværs af eksisterende grænser, så vi kan leve med dem.

De utopiske kosmopolitter der står og jubler i Paris eller går på kro i London, drømmer om at være kosmopolitter på særligt højtudviklede steder. Beck hævder at de ikke mere behøver rejse nogen steder hen. Det kosmopolitiske blik har noget at se på alle steder – i Tromsø, Tokyo, Manila, Vorbasse og en plet i Amazonas regnskove. Og alle disse steder kan være konkret til stede samme sted – i en tv-udsendelse, i mine fotos på harddisken, i Tokyo-millionærens engagement i Amazonas regnskov via New Yorks børs eller i Tromsø-boernes blik på nordlysets utroligt smukke farver forårsaget af asken fra et vulkanudbrud på Filippinerne, efter hvad de altså har forstået fra avis og tv. Og så har jeg helt glemt Brugsen i Vorbasse og alle dens varer fra hele verden, dens bidrag til CO₂-udslip fra kølediskene, dens økologiske vareudbud og de uigennemskuelige pengestrømme der overhovedet gør det muligt at have en lokal uddeler der siger: ‘Godav, do’. – Nej, vi behøver hverken tage til Paris eller San Francisco for at være globalister.

Hvad skal man kalde et sted hvor vi erfarer sådan noget? Det var i hvert fald ikke det Campe så i Paris. Han overså sikkert en hel del detaljer, som vi alle gør mens vi er forelskede. Men der var jo også forhold han ikke kunne se. De var ikke til at erfare endnu. Men jeg så dem i skoleklassen i San Francisco. Globaliserede steder er ikke velafgrænsede rum med ensartede træk eller et klart fællespræg, så man kan samle deres forskelligheder på en fællesnævner. Byer som Paris var jo også dengang et dynamisk menneskemylder med kul på kulturen, når man skulle sige det pænt, og et rodet svineri med magt og glans på toppen, når man skulle være mere nøgtern. Men Campe kunne dog finde én fællesnævner der tillod ham at se bort fra resten. Paris var centrum for alting. Men det kosmopolitiske blik ser ikke bort. Det ser hvad der er, dér hvor det er.

Mary Louise Pratt har i Imperial Eyes [Kolonimagtens øjne] (1992) foreslået kontaktzone som en globaliseret betegnelse for den slags stedserfaring. Jeg foretrækker det mere ligefremme mødested. Hun har primært koloniale og post-koloniale steder i tankerne, men de er strukturelt beslægtede med globaliseringens steder. Både sted og møde har flere dimensioner. På stederne krydses mennesker der ellers er adskilt geografisk og historisk. Måske er de relativt tilfældigt til stede sammen, men de har forpligtende relationer til hinanden mens de er der, forbigående eller livslangt. Sådanne steder opsøges ikke nødvendigvis, som Campe gør i Paris. Stederne er mødesteder i kraft af dem der mødes der, ikke fordi de er særligt udvalgte steder. Derfor omfatter møderne ikke kun de konkrete mennesker, men også de forhold der har bragt dem sammen – magt, ulighed, tvang, konflikt, forskellige værdier. Stedets egne lokale forudsætninger er kun én komponent, måske ikke hver gang den vigtigste.

Mødesteder har en horisontal dimension, opbygget af dem der konkret mødes dér i gadehøjde. Men mødesteder har også en vertikal dimension. Den rummer sporene af alle de møder der allerede har fundet sted dér tidligere, og af de møder andre steder som har leveret den kulturelle bagage til dem der nu mødes. Den horisontale dimension kan have et centrum, som Paris, men det kan den vertikale ikke. Lokal tradition alene afgør jo hverken mødestedets reelle fortid eller det netværk af kulturelle forudsætninger der bringes ind i de konkrete møder. Lokale forhold kan ikke afgøre hvad folk bringer med sig, eller hvilke dele af lokale traditioner de vælger at støtte sig til. Derfor kan et mødested som helhed ikke have et permanent centrum.

Mødesteder er derfor steder hvor møder improviseres for at blive holdbare, siger Pratt, ingen kan forudsige hvem der ‘er på’, ingen kender helt de sider af egen baggrund som andre opfatter. Man er måske heller ikke selv helt klar over at ens egen baggrund rummer de sider der bliver synlige for andre, og ingen kan forudsige hvor fællesskabet bevæger sig hen, og om hvordan og hvornår folk skiftes ud undervejs. Der var ingen kinesisk centralkomite der sagde hvad der skulle ske med de kinesiske peruvianere, men de fandt ud af det når deres kinesiske og spanske baggrund blandedes med de amerikanske muligheder. Mødestedets grænser flytter sig i kraft af vores aktiviteter. Men for dem der ikke deltager i stedets forskelligheder og konflikter, siger Pratt, forbliver det kaotisk.

Mødesteder er altså ikke tomme scener vi går ind på, som en nymalet skoleklasse efter sommerferien, sådan som 1700-tallets utopister drømte om. Den nye verden var jo dengang ganske vist ny for nybyggerne, men gammel for de indfødte i Amerika og andre steder. Mødesteder er først og fremmest steder hvor vi ikke kan undgå at deltage i de møder der allerede har fundet sted – mellem folk, kulturer, vaner, erindringer, konflikter, fysiske strukturer, sprog. De der vil have et neutralt mødested, eller et der ikke skal reguleres af improvisationer, men af kendte normer, bliver hjemløse. Som danskere der helst på vil bo på Hjerl Hede, men bor i Gjellerup, eller indvandrerfamilier der indretter sig som i Kabul, men glemmer at de bor på en 3. sal med indlagt statskirkeklokke søndag morgen. Mødesteder gør os ikke hjemløse hvis vi deltager. Men de er en udfordring af vores erfaringsmønstre.