Читать книгу Tekster uden grAenser - Svend Erik Larsen - Страница 17

Litteraturen har altid handlet om mødesteder, også før de blev globale. De har tit haft at gøre med én af to begivenheder: En ung fyr drager ud, eller en fremmed banker på. Den der opsøger det nye, bliver en fremmed de nye steder han kommer, men har de gamle erfaringer med sig. Den fremmede der banker på dér hvor den første er rejst væk, får samme skæbne, blot i omvendt orden. I begge tilfælde bliver en kolonihave til Fælledparken. Alle de dimensioner mødesteder har i Pratts beskrivelse, løsnes i sammenføjningerne og må omorganiseres. Nogle gange gør litteraturen det humoristisk, andre gange tragisk, men aldrig ligegyldigt. Litteraturens mødesteder konfronterer konkrete erfaringer med erfaringsmønstre der ikke har plads til de nye erfaringer.

I Karen Blixens Den afrikanske Farm (1937) kan vi se ét eksempel på hvordan litteraturen anlægger Becks kosmopolitiske blik i en konkret erfaringssammenhæng. Et af bogens små afsnit hedder „Farah og Købmanden i Venedig” (281-283). Allerede i udgangspunktet bliver konkrete erfaringer set på med fremmede briller. Titlen bringer således virkelighedens Farah, Blixens hushovmester, på lige fod med en opdigtet person: købmanden i Venedig, fra Shakespeares komedie af samme navn. Blixen fletter os også fra begyndelsen ind i en serie af fortællinger i flere led der skal gøre den uventede erfarings gennemslag så meget desto voldsommere når den kommer. Hun har fået et brev der fortæller om en opførelse af komedien i København, og hun bliver så grebet af sin erindring om Shakespeares stykke at hun må fortælle nogen om det. Og det bliver så Farah. Første led er altså Shakespeares fortælling på renæssance-engelsk, andet den danske opførelse der fortæller historien for et nyt publikum, og det tredje led et dansk brev der fortæller om denne begivenhed.

Dernæst optræder Blixen selv. Hun fortæller Farah om Shakespeares fortælling, mundtligt selvfølgelig, på engelsk, swahili eller begge dele. Vi læser derimod endnu en fortælling, om hele den situation da hun fortalte ham om komedien, altså ikke indholdet af hvad hun sagde, men om selve begivenheden mens den stod på. Den begivenhed gengiver hun på dansk til os, og senere på engelsk og på mange andre sprog som Blixens bog oversættes til. Det er konkrete begivenheder der finder sted i begge ender af fortællekæden, en opførelse i København og et møde mellem Blixen og Farah på farmen. Det er den sidste begivenhed der sprænger kæden og trevler alle leddene op baglæns og det erfaringsmønster de gemmer. Det er den optrevling vi overværer i den fortælling vi læser.

De to mødes i Blixens stue på farmen. Det virker meget kolonialt, nedladende og hverdagsagtigt. Man skulle tro de ordnede husholdningssager, hvis man lige kom forbi og så ind ad vinduet, skriver Blixen. Det er det erfaringsmønster der normalt rummer deres møder i stuen. Vores fortælling kommer fordi det ikke gik som ventet. Hvad venter hun da? Hun „kaldte paa Farah, for at jeg kunde tale med ham om det, og forklarede ham Gangen i Komedien”. Her kunne det være slut. Det er helt banalt. Første halvdel af sætningen, ‘for at jeg kunde tale med ham’ peger fremad. Det er det der skal ske om lidt. Så et komma. Men hun fortsætter ikke ‘og forklare ham’. Hun bruger datid: ‘og forklarede ham’. Det hele er altså allerede overstået, og hun har fået luft som hun ville. Alligevel fortsætter hun. Så begivenheden har åbenbart gjort den oprindelige hensigt helt uinteressant. Den forsvinder bag et komma.

Blixen har sikkert fortalt Farah om handling og personer. Bassanio med tom pung og fuldt hjerte låner penge af Antonio for at fri til Portia. Antonio venter penge lige om hjørnet og tyr til jøden Shylock for et midlertidigt lån. Jøden vil ingen garanti have, bare ret til at skære et pund kød ud af Antonios krop, sådan cirka vægten af et fuldt hjerte. Frieriet går fint og ender med ægteskab, men Antonios penge er ikke kommet rundt om hjørnet. Jøden vil ikke have Bassanios penge fra Portia i stedet, men sit skålpund kød som der står i kontrakten. Den kloge Portia sætter en falsk rettergang op foran Venedigs øverste dommer, dogen, og præciserer at Shylock kun må tage et eneste pund kød, hverken mere eller mindre. Og kun kød, blod kan vi ikke bruge. Og det er jo ikke muligt. Så dogen dømmer Shylock fra hus og hjem. Han bliver stedløs, mens Antonios penge når at runde hjørnet inden tæppefald.

Resten af Blixens fortælling viser os hvordan mødet med Farah via Shakespeare bliver en uventet ny erfaring i den stue, hendes hjemmebane, hvor de normalt mødes rutinemæssigt. Situationen er ny for ham, og den bliver ny for hende. Hun fortæller i to omgange. Først beskriver hun Farahs reaktion og pakker den ind i sin viden om hans somaliske og muslimske baggrund. Hun har stadig en imaginær lærerindeknold i nakken og fortæller ham om tidens regler for låntagning, kontrakter og retsprincipper. Han ved det jo ikke. Og fortæller os om hvordan somalierne tænker. Vi ved det jo ikke. Respektfuldt, men også lidt nedladende. Den komplicerede affære med penge, ægteskab og dyre lån er „lige paa Grænsen af Lov og Ret, en Fryd for en Somaliers Hjerte”. Portia får Farahs øjne op: „Jeg tænkte mig, han forestillede sig hende som en Kvinde af sin egen Stamme, Fathima, maalbevidst, underfundig og forførisk”. Og hun opsummerer: „Farvede Folk tager ikke Parti i en Fortælling. […] Somalierne, der i det virkelige Liv har udpræget Sans for Værdier, og Talent for moralsk Forargelse, tager sig en Ferie fra disse Ting i deres Digtning”.

Og det er her, mens de begge tager sig en ferie fra hverdagen, at fortællinger, overblik, koloniale magtstrukturer, deres sædvanlige hverdagsrelationer ikke slår til, og en anden erfaring bryder igennem. For Blixen er jo også taget på ferie fra det virkelige liv. Erindringen om hendes læsning af Shakespeare har gjort det. Men ikke til et andet sted end dette liv. De er i stuen hvor de plejer at arbejde sammen om husholdningen. Hun har et behov for at fortælle, men han har ikke noget behov for at lytte. Hendes behov uden for hverdagen realiseres derfor inden for hverdagens magtstrukturer. Hun tilkalder ham.

Stuen har indtil nu set ud som et klart opdelt og veldefineret rum med hende, Shakespeare og europæisk kultur, retssystem og låneregler på den ene side og Farah, somalisk kultur, islam, Kenya på den anden, i respektfuld, men distanceret udveksling. Nu bliver den mødested hvor de må improvisere for at få det til at hænge sammen. De tager ferie uden for hverdagen begge to og dermed uden for deres vanlige erfaringsmønstre, skubbet derud af Shakespeare. Her er hun og Farah til stede på ens betingelser. Hun beskriver derfor indirekte sig selv ved at beskrive ham: De er på ferie fra hverdagen begge to. Hvem der har behov for at lytte eller for at fortælle, hvem der har noget at fortælle og hvem der ikke har, bliver byttet rundt. Hendes lærerinderolle med belæringer af Farah og af os holder ikke mere. Det er denne nye erfaring der trænger sig på i slutningen.

I sidste del tager Farah styringen. Ikke ved at belære hende eller os, men ved at stille spørgsmål hun ikke kan svare på og ikke kan forklare, men som er lige så ægte reaktioner på Shakespeare som den standardfortolkning hun vil brede ud for ham. Stedet ændrer karakter, og det gør teksten også. Nu gengives deres samtale ikke mere med Blixen som fast fortæller, men den opføres som en dialog med replikker ligesom på teatret i København. Blixen lægger kun stemme til de obligatoriske ‘sagde han’ og ‘sagde jeg’ og til et par linier der beskriver Farahs skikkelse mens hans taler. Der er ikke mere noget om hvad alle somaliere tænker og føler, kun hvordan de ser ud. Det er Farah her og nu set udefra, mens han agerer som en skuespiller på scenen. Farahs egen forståelse fejler ikke noget. Han slår ned på det samme som alle der ser dramaet foruroliges af: jødens rolle. Shylock har ret, men får det ikke, snydes slet og ret. Men hans fordring er urimelig og hinsides alle normer. Han har ret og uret på samme tid.

Og Blixens indledende korte bemærkning om at hun forklarede Farah det hele, er slet og ret løgn. Hans reaktioner viser hun faktisk ikke har forklaret ham noget som helst, men sat alternative tanker i gang hos ham: Hvorfor hjalp ingen jøden? Hvorfor gav han op, han kunne have brugt en hvidglødende kniv der blokerede for blodet? Hvorfor tog han ikke bare små stykker kød undervejs og vejede dem? spørger Farah uden at regne med svar, for han konkluderer: „Han kunne have gjort den Mand megen Skade”. Blixens eneste svar er da heller intet svar. Ingen ansvarlig litteraturunderviser ville acceptere det svar til eksamen: „Men i Historien opgav Jøden det”. – En elev der begrunder formlen for cirklens omkreds, 2π x r, med at sådan er cirkler nu engang indrettet, bliver heller ikke mødt med klapsalver af matematiklæreren. Blixens svar viser hun er sat til vægs, som Shylock sætter tilskueren til vægs med sin uopløselige blanding af ret og uret. Shakespeares åbenhed er dermed forklaret til hende af Farah, ikke i belærende ord, men ved at han gennem sin konkrete og overraskende skarpsindige reaktion og sit stærke engagement har skabt stuen om til mødested hinsides hendes smålige trang til at få luft og belære Farah og os.

Der er ingen konklusion ud over denne konkrete erfaring. Blixen kan ikke samle oplevelsen op i en konklusion, hun er jo midt i den endnu. Farah har fået en ny vinkel på Blixens og Europas måde at tænke på, og hun har fået et nyt blik på sig selv, Farah og modsætningen mellem dem. Det var ham der kunne se med nye øjne på Shakespeare og vise det til hende. Han var bedre til at sætte sig ind i Shylock end hun var til, generaliserende og let overbærende, at sætte sig ind i somaliernes tankegang. Og Shylock er endda tredobbelt fremmed for ham: jøde hvor Farah er muslim, europæer og en figur fra europæisk renæssance.

De har begge improviseret sig frem gennem dialog i en konkret oplevelse af gensidig afhængighed. Den blev gjort synlig da rummet udvidedes ud over hverdagens rutiner og kom til at omfatte de personlige og kulturelle møder der strukturer erfaringsmønstret. De horisontale og vertikale møder på stedet har krydset hinanden, hinsides deres egen bevidste styring. Hun viste hensigt og vilje og brugte sin magt til at kalde på ham uden at spørge om det var belejligt. Men den vilje styrede ikke forløbet. Det koloniale rum, det danske og det somaliske, renæssancens og nutidens, hvad der kan siges på dansk i brevet og i den fortælling vi læser, på broken swahili og broken engelsk mellem de to personer, og på Shakespeares renæssance-engelsk, alt det har skabt et mødested hinsides planer og intentioner, men betinget af den konkrete stedserfaring i situationen. Deres erfaring har fået et nyt mønster at være i.

Teksten handler ikke om globalisering fordi den foregår i Kenya. Men den handler om det opbrud fra rutinepræget lokalerfaring som vi har brug for i globaliseringen. Ulrich Beck efterlyser selv konkrete eksempler på hvordan det kosmopolitiske blik retter sig mod globaliseringens mindre direkte, men meget konkrete hverdagsoplevelser:

Hvad betyder så ‘det kosmopolitiske blik’? Global fornemmelse, en fornemmelse for grænseløshed. Et vågent historisk, selvreflekteret blik i hverdagen, et dialogisk syn på tvetydigheder i en omverden af uskarpe forskelsdannelser og kulturelle modsigelser. Det afslører ikke blot en ‘splittelse’, men også muligheden for at man kan forme sit eget liv og egne sociale omstændigheder på basis af kulturel sammensathed. Det er et samtidigt skeptisk, illusionsløst og selvkritisk blik. (2004: 10)

Det er det blik hvormed Blixens tekst lader os se hendes og Farahs møde, en mulighed for at forme deres liv på de flerkulturelle betingelser de har, med historisk sans og selvbevidsthed, på det sted de mødes. Litteraturen rummer nogle af de eksempler Beck leder efter, også i forhold til vidensmodeller.