Читать книгу Tekster uden grAenser - Svend Erik Larsen - Страница 13

Hvis jeg nu spurgte Li-Tsu Fernandez, Mario Fu eller Cathy Yang på Newcomer High School hvordan de tacklede udfordringerne til erfaring, viden og formidling, ville de se på mig som på en herre der har forvildet sig ind på dametoilettet. De havde ikke globalisering som emne eller fag. Den var bare deres liv og gennemtrængte over en bred bank hverdagens konkrete detaljer. Men det var ikke desto mindre de tre udfordringer de forholdt sig til.

De sad hver for sig med blandede erfaringer af familieliv og familiehistorie. Kinesiske, spanske, sydamerikanske hovedveje gled sammen, når de skulle finde ud af hvilke oplevelser af tilhørssted, værdier og traditioner de skulle vælge at rette sig imod. Det gjorde de hverken alment eller abstrakt, men i forhold til konkrete erfaringer med hvordan bolig, familie, forældrenes arbejde, venner, skole, fritid havde ændret sig, uden de kunne gribe erfaringernes større sammenhænge, endsige overskue dem. Erfaringsmønstrene forplantede sig hinsides den enkelte elevs horisont, og de greb for nogles vedkommende længere tilbage end deres egen erindring rakte. Der var ikke nogen nødvendig indre sammenhæng mellem elementerne, andet end at de altså af mere eller mindre tilfældige og dunkle historiske grunde rent faktisk samledes i netop deres liv.

Og læreren, mr. Ostrovski, var jo med på vognen. Navnet røber en østeuropæisk historie der er parallel til børnenes. Også hans erfaringer med sted, tradition og værdier er blevet omkalfatret gennem personlige og fælles valg og tilfældigheder og virker på det sted hvor han nu erfarer deres nedslag. Jeg skævede over til min ene makker, Frank Ruyssevelt. En eller anden gren af hans familie var også udvandret og tog navnet Roosevelt. Og jeg tænkte på den anden makker, Stipe, der ringede hjem hver dag til Jugoslavien for at høre om det fandtes endnu. Det var før jeg vidste der skulle være krig, og Balkan skulle opdeles. Men han vidste det allerede, for det var ikke nyt for ham eller hans familie.

Han var født på Balkan og opvokset i USA hos bedsteforældrene, men rejste hjem for at få uddannelse og arbejde. Han havde boet fast i USA siden han var ti med sin bror i det kroatiske kvarter i New York oppe i Queens. Alle, også broderen der blev i New York, var skyggekroater som andre var skyggeserbere. Stipe talte en blanding af barnesprog og gammelmandssprog da han kom tilbage, så han skulle på sproglig genoptræning i sit modersmål. Men engelsk, det kunne han. Halvdelen af familien boede i USA, flygtet efter Anden Verdenskrig, men ikke hele tiden den samme halvdel. Nogle af dem rejste lidt frem og tilbage og levede nogle år på den ene eller anden side af Atlanten, også Stipes forældre. Som for skolebørnene var det at sige ‘dér har jeg hjemme’ heller ikke indlysende for ham.

Jeg hedder bare Larsen. Min familie er krøbet op af sandet engang på den jyske vestkyst, men er efter et par generationer kommet lidt længere østpå. Jeg bor i Odense. Det er ikke mere hjemligt end for Stipe. Vi er blot hjemme på forskellige måder. Måske er det mig der er lidt skævt placeret. Mit hjem var måske også en del af globaliseringen uden jeg vidste det, og hvad betød det? Der var noget at se efter i sømmene når jeg kom – nåja, hjem.

Børnene i skolen arbejdede også med udfordringen til deres vidensmodeller. Fandtes der overhovedet en sammenhængende fællesviden der uden videre passede til dem, ud over den tekniske færdighed i engelsk? Valget af historiske emner, ægyptiske guder og antik græsk og romersk kultur, virkede ikke indlysende, trods mr. Ostrovskis vage henvisning til børnenes fælles europæiske baggrund når de nu talte spansk. Men selvfølgelig, Europas kolonihistorie har jo nok haft mindst én finger med i spillet da børnenes familiehistorier blev formet. Men den virkelige grund til emnevalget var hverken indholdet eller børnenes formodede kulturbaggrund. Det var alene bestemt af det pædagogiske niveau og situationen i klassen. På den baggrund blev det forståelig viden. Græsk og romersk mytologi kunne alle klare, mens ægyptiske guder var for de dygtige, fik vi at vide. Viden skulle altså vælges hele vejen igennem, og valget var ikke traditionsbestemt, men situationsbestemt. Det var tvivlsomt om det overhovedet blev til en vidensmodel. Jeg sendte en tanke til mine børn derhjemme. Måske havde de dansk eller historie nu. De fag udfordrer selvfølgelig også vores viden. Men der var valgt på forhånd uden nærmere begrundelse, fordi det lå inden for en velkendt og fælles vidensmodel. Måske burde dette valg også begrundes nærmere?

Også valget af formidlingsform var en iøjnefaldende udfordring. Der var ikke et fælles sprog der bare gav sig selv. Sådan er det i enhver globaliseret sammenhæng. Og hvis der er et fælles sprog, er det ikke sikkert det er det mest hensigtsmæssige altid. Her var det spansk, men burde være engelsk, idet hieroglyffer næppe fremmer den sproglige integration. Men billeder kunne bruges. Børnene praktiserede en fundamental kulturel aktivitet der går dybere end sproget: Vælg, kombinér, giv det navn og kald det dit eller dat, og gør det med de medier du har til rådighed i din kultur. I dette tilfælde: Vælg hoved og krop, sæt dem sammen, se navnet i hieroglyffer, skriv dit eget og gør det hele ved at klikke på tastatur og mus. Det er ikke formidling af fælleskultur, men en øvelse i kulturopbygning som leg på basis af fælles kulturbetingelser. Legen som formidlingsform i en ny kultursituation der endnu ikke har sammenhæng.

Og lege, det gør de jo, og fniser når de med vilje kombinerer forkert. Internettet venter endnu rundt om hjørnet. Men de reproducerer præcist den måde nettet opbygger information, viden og kulturel kontekst på. Den måde er grundlæggende for hvordan erfaring, viden og formidling indgår i globaliseringsprocesser i dag. Global viden og erfaring er uløseligt knyttet til denne medieformidling. Leg eller ej, medierne skal ind under huden for at vi kan tage aktivt del i informations- og vidensudveksling, vælgende og vurderende. Ingen kan selv erfare alt hvad det er nødvendigt at vide noget om i et globalt perspektiv. Man er afhængig af formidling af andres viden, meninger og erfaringer. Ikke bare når man nu og da beder om det, men hele tiden. Om vi bevarer vores daglige arbejde rundt om hjørnet, afhænger af de asiatiske markeder, oliepriserne i Mellemøsten, kurserne i New York og Muhammedtegningernes virkninger ved køledisken i Cairo. Formidlet viden om de forhold er del af min umiddelbare hverdag.

Skønt børnene i Newcomer High School skulle hjælpes med integration, var de allerede forberedt på globaliseringen før den rigtig var kommet i gang. Jeg havde først lige fået en computer derhjemme og var lidt usikker på hvad det gik ud på. Den havde i hvert fald ikke på det tidspunkt ændret noget i min formidling eller vidensopbygning, endsige mine erfaringer, ud over at introducere et fremmedelement som jeg måtte se at blive fortrolig med. Derhjemme.