Читать книгу Tekster uden grAenser - Svend Erik Larsen - Страница 25

Formlen for litteratur på de vilkår var efterligning af naturen. Litteraturen var naturens speculum. Ikke naturen som fysisk landskab, enten vi tænker på tindrende bjergtoppe eller forurenede ådale. Den slags ting er nyere interesser fra og med romantikken. Nej, det man efterlignede i litteraturen og dermed gjorde konkret for det enkelte menneske, var naturens skjulte orden. Efterligningen lå derfor ikke i konkrete detaljer, men i formen. Den skulle hvile på afbalanceret symmetri, fast hierarki, harmoni mellem modsætninger, entydig bevægelse fra begyndelse mod slutning, alting med et klart centrum. Formen var naturens skabende princip. Alle detaljer måtte indordnes i forhold til modsætninger, symmetri, fremadskridende handling og hierarkier. Det gjorde litteraturen på forskellig vis i de former der blev samlet i genrer som tragedie, komedie, elegi, epos osv.

Naturens mest ideale former var kvadratet og cirklen. Man mente de forenede alle naturens grundlæggende træk og viste sig i jordens omrids, flad eller rund, og i planeternes baner. Den orden skulle litteraturen eksemplificere i sin fysiske fremtræden, sin æstetiske form. En sonetkrans var fx en særlig fornem genre fra middelalderen. De enkelte sonetter består af 14 verselinjer med indbyrdes modsætninger, symmetrier, hierarkier osv. mellem personer, idéer og naturbilleder, sådan som de nu skal når de efterligner naturens orden. Samtidig skal den sidste linje i én sonet være den første i den næste, således at den sidste linje i den sidste sonet er første linje i den første. Således sluttes cirklen med 14 sonetter. Og alle disse særlige linjer skal under et danne endnu en sonet, mestersonetten. Det lyder abstrakt og som ren ordgymnastik hvor indholdet er ligegyldigt. Men sonetkransen efterligner i sin form naturens ideale cirkel, og den viser at mennesket selv kan bidrage til og deltage i naturens orden ved at skabe en ting der selv er som den guddommelige natur. Og at det kan være stærkt, indholdsrigt og smukt, kan man forvisse sig om i Inger Christensens digtsamling Sommerfugledalen (1991). Det er en sonetkrans efter alle kunstens regler så man bare taber vejret.

Vitruvius-mennesket (1493)

Vi kender alle Leonardos misundelsesværdigt flotte fyr der ser ud som om han er ved at lære at flyve. Tegningen er ikke en realistisk gengivelse af en muskuløs mandekrop. Den er spekulation i middelalderens forstand. Her er manden placeret inde i naturens ideale former, cirkel og kvadrat, så man kan se at menneskets kropsform svarer til naturens orden, en idé man genfinder i mange kulturer. På kroppen er der små streger over det hele. De markerer alle de ideale proportioner der er gemt i kvadratet og cirklen og afspejlet i kroppens proportioner: mellem hovedlængde og kropslængde, armlængde og fingerlængde osv. Leonardos ledsagetekst er citater af den romerske arkitekt Vitruvius fra 1. årh. f.Kr. (153-154), som blev meget populær i renæssancen. Teksten fortæller hvilke brøker der svarer til naturens ideale orden – forholdet 1:3, 1:2, 1:4 osv. Om muskler, køn og hårpragt ligner en konkret krop, er underordnet.

Skønt ingen i virkeligheden ser ud som Leonardos mand uden at pumpe jern og bruge forbudte præparater, er det ikke spor abstrakt. Ved praktisk anvendelse kunne den ideale ordens principper nemlig laves om til et fysisk rum. Man brugte disse proportioner til at konstruere ideale bygninger og byer, så mennesker i deres usle jordiske kropshylster kunne bevæge sig rundt i omgivelser der i naturens speculum afspejlede de ideale former som også vores livsstilsforsømte krop rummer. Vi kan se det endnu i mange bygninger og byanlæg fra antikken til det 20. århundredes funktionalisme.

Litteraturen og kunsten i øvrigt har altså en lang tradition for at arbejde med refleksion, men ikke for at pille sig i navlen. Sigtet er i stedet at få litteraturen, og dermed det menneske der skaber og bruger den, til at deltage konkret i den virkelighed som man anser for den mest virkelige. I den refleksion er det litteraturens og kunstens sanselige side, dens æstetiske form, som bliver dens virkelighedsforankring, ikke dens indhold.

På en måde prøver Beck at gentage middelalderens spekulation på nye betingelser. Også dengang var det virkeligheden der var konfronteret med sig selv i alle ting, fra de største til de mindste, men som en harmoni der hvilede i naturens midte. I dag er det den menneskeskabte virkelighed der er konfronteret med sig selv i alle ting, også naturen, i forhold til en konflikt med rod i samfundet. Det er virkelighedens refleksivitet. Middelalderen besad midler til en æstetisk praksis, så denne konfrontation kunne formidles for det enkelte menneske i de mindste ting: se, her i den mindste blomst kan du se et aftryk af den store utilgængelige verdensorden. Samtidig kunne den reproduceres af det enkelte menneske og deles med andre: ‘Fortæl hvad du ser ved at efterligne naturens orden. Så tager du selv del i den’. Spekulation og refleksivitet gør begge jorden til en helhed, men på hver sin måde. Spekulationen gør den til et samlet billede på det univers den og vi er del af. Refleksivitet gør jorden til klode: en speciel materiel helhed, hvor vi har udviklet os sådan at vi deltager i dens processer overalt. Det er globaliseringens udgangspunkt.

Hvordan formidler vi globaliseringen i dens allestedsnærværende udtryksformer som konkret erfaring, så alle kan se erfaringens realitet? Der er ingen modelløsninger at formidle til nogen, som dengang forfatterne kunne lære at efterligne naturen ved at se på de klassiske forgængere. Nu har vi kun selve erfaringens realitet. Ingen erfaringsform, vidensform eller formidlingsform er på forhånd udelukket. At gøre omfattende og komplekse forestillinger og mønstre til konkret realitet for den enkelte, det er et krav der appellerer til litteraturens æstetiske selvrefleksion som gør dens værker til en konkret realitet for den der læser, lytter eller ser. Den historie går længere tilbage end til oplysningstiden. Litteratur er et historisk reservoir for erfaring med den slags æstetiske formidlingsformer. Den skal bruges.