Читать книгу Tekster uden grAenser - Svend Erik Larsen - Страница 12

Når vi skal have fat på globaliseringens betydning for kultur og litteratur, skal vi ikke begynde med globaliseringens særlige årsager eller strukturer. Vi skal begynde med at se på de erfaringer den skaber for alle. Globaliseringens forandringer er „ikke kun for den videnskabelige elite, den smarte kreative klasse og erhvervslivets superhelte, men anerkender at alle som forbrugere, borgere og skabende individer bidrager”, noterer den britiske tænketank Demos i rapporten The Atlas of Ideas januar 2007 (51). Globalisering møder os først og fremmest som en kompleksitet i alt det vi støder på i hverdagen, uden vi altid tænker over det – mad, miljø, medier, tøj, arbejde, offentlige debatemner, vores sprogbrug. Det er den hverdagserfaring som er litteraturens udgangspunkt og slutpunkt. Den har hér et konkret afsæt for de globale perspektiver, og en konkret forankring for den globale verdens strukturer og betingelser. Det er de anonyme globalisters verden. Det er børnenes i Newcomer High School. Det er vores.

Nogle gange lægger de fleste slet ikke mærke til kompleksiteten i hverdagens omverden. Også den bliver rutine. Andre gange reagerer nogle umiddelbart, tilfældigt og ikke altid hensigtsmæssigt, uden at vente på at forstå årsagerne til de begivenheder de reagerer på. Det hele bliver bare for meget, og reaktionen henter brændstof et sted fra der ikke har noget med globaliseringen at gøre. Det er sikkert ikke hensigtsmæssigt at reagere med religiøs fanatisme på globale økonomiske konjunkturer, og heller ikke velbegrundet. Men det sker. Globale forhold griber ind i det der allerede er til stede i folks hoveder og hverdagsliv, som fx religion, selv om dette indhold ikke er forbundet på anden måde med globaliseringen end at det støder sammen med dens virkninger. Denne uensartethed er imidlertid også en reel del af globaliseringens kompleksitet. Globale kulturprocesser repræsenterer derfor, ligesom andre kulturprocesser, i hvert fald tre sammenhængende kulturelle udfordringer. Dem tager litteraturen også op, men omformer dem i forhold til sine egne muligheder. Disse muligheder i litteraturen handler det meste af denne bog om. De tre udfordringer omfatter erfaringsmønstre, vidensmodeller og formidlingsformer:

1) Udfordring af erfaringsmønstre: „Ingen erfarer globaliseringen i hele dens sammensathed, men globalisering er vigtig fordi den omformer hverdagen for milliarder af mennesker. I stigende grad gør den store verden sig gældende lokalt”, skriver udgiverne af The Globalization Reader (2004), Frank Lechner og John Boli, i afsnittet „Globalisering som erfaring” (123). Globaliseringen påvirker ikke først og fremmest de konkrete enkeltting og begivenheder vi oplever med sanserne. Og den påvirker heller ikke uden videre vores viden. Det gør den også, men det er i første række vores erfaring den gør noget ved. Erfaring er forskellig fra både iagttagelse og viden. Iagttagelse henviser til at vi registrerer nogle ting med de sanser vi nu er udstyret med. Sansningen bekræfter blot at vi er til stede i en fysisk verden. Erfaring derimod vedrører konkrete oplevelser vi ikke bare ser, men aktivt tager del i, og som giver os en praktisk kunnen vi kan gentage. Hvis nogen beder mig fortælle hvordan man binder et slips, svarer jeg at det kan jeg ikke. Men giv mig et slips, så skal jeg vise dig det. Jeg ved ikke præcist hvad jeg kan, men jeg ved stensikkert at jeg kan det. Det er erfaring. Endelig er viden alt det vi kan abstrahere fra iagttagelserne og erfaringerne og give en sproglig form. Den kan bruges til at vi kan vælge mellem rigtigt og forkert inden for forskellige vidensområder, vurdere valget og anlægge et principielt syn på det. Med viden gentager vi ikke bare hvad vi kan, men kan også flytte grænserne både for hvad vi kan iagttage, og for hvad vi kan erfare.

Udgangspunkt for litteratur er altid erfaringen i teksterne og med teksterne, både for forfatter og læser, i hvert fald i denne bogs opfattelse af litteratur. Erfaringen leverer grundlaget for viden og er forudsætning for at litteratur blander sig i kulturens forskellige former for viden på sin egen måde. Erfaring kvalificerer den elementære sansning, så den ikke bare bliver et neurologisk faktum, men vores oplevelse af at tage del i en konkret verden. Globaliseringen skal opleves som en hverdagserfaring for at litteraturen griber fat i den, og litteraturen kan bidrage til at den bliver det. I sidste kapitel betonede jeg derfor æstetisk erfaring i den brede betydning. Det er den litteraturen bruger.

Erfaringer danner mønstre der får de enkelte erfaringer til at hænge sammen. At have erfaring med en bil, betyder ikke bare jeg har set den eller siddet i den, men at jeg ved at jeg kan stille noget op med den. Erfaring med bil indebærer at vi kan køre den, har prøvet at finansiere den, kender til udsving i benzinpriser og rytmen for eftersyn, måske ligefrem har en kyndig omgang med værktøj. Erfaring med bil er et erfaringsmønster. Men når den ændring af benzinprisen jeg konkret mærker ved tanken, hænger sammen med krigen i Irak eller olieprisen i Rotterdam, og når den bilafgift jeg konkret ser på mit kontoudtog, ændrer sig på grund af grøn afgift og internationale aftaler om CO₂-udslip, så er mit erfaringsmønster med bilen blevet anderledes, og sammenhængen i min erfaring brydes op, ja på nogle områder helt ned, selv om min gamle bil er den samme, og jeg ved at døren skal have et ekstra tryk for at lukke.

Sådanne opbrud sker ved alle større kulturændringer, også før globaliseringen. Det skete da europæerne kom til det nuværende Sydamerika: Alle erfarede noget, ingen erfarede det hele. Både fordi det var et ukendt område, og fordi de medbragte forståelsesformer kollapsede. Men det nye var alligevel uafviseligt reelt, på begge sider af Atlanten. De der rejste ud, stod midt i en ukendt verden de ikke havde nogen forestillinger om, men som trængte sig ind på dem – med dyr, planter, mennesker og samfund de ikke i deres vildeste fantasi havde forestillet sig eksisterede. Og de der blev hjemme, så sære ting og sager der kom hjem med skibene, eller hørte utrolige historier om det som nogle helt bestemt selv havde oplevet, eller i hvert fald kendte de pålidelige mennesker der havde set det med egne øjne. Grænsen mellem det lokale og alt det udenfor skred sammen. Den europæiske hjemmebane blev også lavet om politisk, økonomisk og kulturelt. Nogle blev endnu mere fanatisk lokale og tvangsfodrede den nye verden med kolonimagternes lokale normer. Andre åbnede øjnene for nye forståelser af mennesker, natur og samfund.

Erfaringsmønstrene ændrede sig også da industrialiseringen og urbaniseringen tog fart i begyndelsen af det 19. århundrede, først i Europa og senere andre steder. Alle oplevede konkret at samfundet ændrede sig i forhold til natur, familie, tro, krop, sted, rejser, økonomi, styreformer, magt, uddannelse, men ingen erfarede det hele eller hvordan det hang sammen. Alt snurrede rundt på den tidlige moderniserings karruseltur. Den snurretur tog litteraturen fat i med forfattere som Charles Dickens, Honoré de Balzac, Walt Whitman og mange andre som vi stadig læser. De skrev om det gådefulde, eksplosive og uomgængelige de erfarede, længe før de vidste hvad det var, eller om de syntes det var positivt eller negativt. Det var bare forbandet reelt og altdominerende. Sådan skrev Shakespeare også i renæssancen.

Havde forfatterne været afklarede, havde vi næppe gidet læse dem i dag, og de havde måske ikke engang orket at skrive om det, men havde bare levet deres hverdagsliv dér. Med litteraturen bragte de det nye inden for de enkelte læseres erfaringshorisont. Det nye kunne da også blive deres verden, selv om de ikke helt vidste hvad de skulle stille op med den. Litteraturen bearbejder især erfaringsmønstre, ikke enkeltstående erfaringer. Det er derfor den nære og fjernere fortids litteratur der udfordrer sådanne mønstre, kan få fornyet aktualitet.

2) Udfordring af vidensmodeller: Ingen enkelte videnskaber eller fag, endsige teorier og metoder, har fortalt os én gang for alle hvad globalisering er i al dens kompleksitet. Havde det været tilfældet, kunne vi jo bare forme samfundet, vores hverdag og hele globaliseringens kulturelle rum efter disse anvisninger. Men væsentlige forandringer i vores vidensbehov sker i dag så hurtigt og så radikalt at de traditioner der sikrer enkelte fag deres nødvendige kontinuitet, kun vanskeligt kan bearbejde dem. „Alle de modeller, vi bruger til at forudsige inflationen, er brudt ned, det er ét stort kaos”, udtalte økonomiprofessor Jacob Brøchner Madsen fra Københavns Universitet i Politiken 25. april 2005.

Globalisering er derfor ikke kun en udfordring af vores erfaringsmønstre, men også af de former for viden vi støtter os til, og den måde vi kombinerer dem på for at give en holdbar fortolkning af erfaringen. Videnskabens styrke er at den opdeler og systematiserer de områder vi skal vide noget om, så den viden der kommer frem er så speciel og entydig som mulig. Det uvæsentlige fjernes konsekvent fra synsfeltet, og man ser på økonomi, sprog, atomstrukturer, religion og bakterier hver for sig. Men globaliserede fænomener som Irak-krig, Muhammedtegninger og klimaændringer viser at grænsen mellem væsentlig og uvæsentlig viden flytter sig med syvmileskridt og ikke kan rummes i de kendte vidensmodeller. Ud over at skaffe konkret ny viden om særlige virkelighedsområder består en ny opgave også i at finde ud af hvordan vi kombinerer det vi faktisk ved, på tværs af områder, metoder, teorier og fag, og derigennem får nødvendig ny viden der kan forstås og accepteres bredt.

I den situation vil det selvfølgelig være tåbeligt at forkaste grundlæggende videnskabelige arbejdsprincipper, blot fordi der ikke kommer færdige svar i det tempo vi ønsker det. Men når vidensgrænser flytter sig så stærkt som i dag, er der behov for at se med nye øjne på den viden vi allerede har, og den vi prøver at udvikle. Videnskabens krav om entydighed betyder ofte at forældet viden, fordomme, overtro, intuitiv viden skydes til side. For mange videnskaber er historien blot samlingen af forældet viden, ikke en aktivt virkende faktor i kulturen.

Litteratur forholder sig anderledes til viden. Den har ikke den rigtige viden i fokus, men de former for viden der faktisk accepteres og bruges, med rette eller urette, bevidst eller ubevidst. I en globaliseret virkelighed støder mange vidensmodeller sammen. Deres blandinger og konfrontationer er en hårdtslående kulturel realitet, uanset om den viden der accepteres, er vitterligt vås og fortolkningen løst begrundet. Også i de videnskabsbaserede samfund som vores skal der mere end solid viden til at overbevise om rygestop, kostændringer og vandbesparelse når den enkelte står og børster tænder. Og der er nogle der sætter livet ind på vidensmodeller, som for andre ikke tæller som viden. Æresdrab er en realitet der skal forstås, også selv om vi ikke hylder de dogmer der begrunder dem. Fra oldtiden til op i 1700-tallet var de jo en indiskutabel del af europæisk fælleskultur. Så vi har forudsætninger for at forstå dem uden at acceptere dem. Videnskabens viden virker i sådanne blandede kulturelle sammenhænge af individuel uberegnelighed og videnskabsfjern virkelighedsforståelse. Disse funktionsbetingelser bestemmer videnskaben sjældent selv. Men det er dette sammensatte vidensunivers vi alle lever i, og det er blevet større og mere komplekst i en globaliseret verden. De konkrete vidensmodeller, deres modsætninger og faktiske virkninger er litteraturens fokus, ikke rigtigheden af de enkelte komponenter.

3) Udfordring af formidlingsformer: At kravene til at formidle erfaring og viden øges på de betingelser, siger sig selv. Politikere erstatter deres skygger med spindoktorer. Der udbydes flere formidlingskurser end der er emner at formidle. Antallet af fokusgrupper til undersøgelse af brugere og vælgere overstiger indbyggertallet. Formidling er nu skrevet ind i universitetsloven som et af formålene med forskningen. Alt det er udtryk for at der ikke er én god form for formidling af viden, budskaber og praktiske erfaringer, men at alle skal bruge og forstå flere forskellige former. Lægmænd eller eksperter, alle deler vi nogle fælles spørgsmål: Hvordan kan vi formidle en kompleks erfaring af virkeligheden simpelt, men uden at forsimple? Hvordan kan vi formidle sikkerhed, så det ikke betyder flere sikkerhedsvagter, men friere passage? Hvordan kan vi formidle tvivl, så den ikke bliver til fortvivlelse, men styrket fremtidsorientering?

Det er ikke svært at se at formidling skal tage hensyn til flere elementer på én gang: Hvilket emne ønsker vi at formidle, til hvem, med hvilke medier og pædagogiske teknikker, i hvilken situation, på baggrund af hvilke forudsætninger hos modtagerne, med hvilket perspektiv? Og sikkert andre hensyn. Den helhed der får disse elementer til at hænge sammen kalder jeg en formidlingsform. En sådan helhed kan have en form der ligger nogenlunde fast. Vi ved hvilke elementer der indgår i tv-formidling i dag og hvordan de danner en helhed. Vi vidste hvordan klasseundervisning så ud i skolen indtil for en halv snes år siden. Så længe de enkelte elementer ligger fast, kan vi betragte dem hver for sig og vurdere deres bidrag til helheden. Men hvis der kommer nye delelementer, som fx et nyt emne eller et nyt medium som kræver ny hensyntagen til modtagernes forudsætning, bliver vi også nødt til at genoverveje formidlingsformen som helhed. Det skete fx ved formidling af oplysning om aids, og det sker fx ved brug af digitale medier i undervisningen. Men vi kan også ramle ind i nye samlede formidlingsformer vi ikke har set før, og kan komme i tvivl om hvilke elementer der faktisk bruges. Brugen af blogs, søgemaskiner, sms og chatrum skaber nye globale formidlingsformer hvis struktur, funktion og konsekvenser vi ikke har gennemskuet endnu, og som vi derfor endnu har svært ved at bruge målrettet som formidlingsformer.

Globaliseringen udfordrer både de enkelte elementer og formidlingsformerne som helhed. Denne situation ytrer sig som et problem om autoritetsgrundlaget for formidlingen. Kan vi tro på det vi får at vide ved at google? På det tv-nyhederne siger? På ministerens spindoktor? På den viden der kommer ud af nye arbejdsformer og tværfaglige projekter i undervisningen? Så længe elementerne og den samlede formidlingsform er nogenlunde konstant, spørger vi ikke efter autoriteten bag formidlingen. Den følger automatisk med, bare vi gør det vi plejer på kvalificeret måde. Røgt kaldte man det i gamle dage, når præsten røgtede sit kald og bonden sit kvæg.

Globaliseringens udfordring af formidlingsformerne retter sig især mod autoritetsgrundlaget. I skolen ændrer elevernes baggrund sig i kraft af globaliseringens indflydelse på opvækst og familiebaggrund, herunder selvfølgelig også indvandring. Deres medieforbrug og sprogbrug er et andet end blot for få år siden. Deres erfaringsmønstre er nogle andre, deres vidensmodeller ser anderledes ud. Og de budskaber vi skal overføre som fagligt betonede arbejdsformer og relevant fagligt indhold undergår ændringer. Formidlingsformer skal derfor vælges og omvælges konkret hele tiden, og evaluering er derfor blevet en integreret del af de fleste formidlingsformer.

Det nytter ikke noget at vi søger en tro, et parti eller en pædagogisk universalformel som en væg-til-væg autoritet vi kan rulle ud, hver gang vi skal give erfaring og viden videre, selv om nogle vælger at gøre det. Skolerne kan heller ikke nøjes med at lære eleverne at skrive én slags dansk, den rigtige. Det er som at varme sig ved el-pæren i et køleskab. De skal lære at formidling afhænger af emne, situation og publikum og kræver kulturbestemte valg mere end formidlingsteknik.

Da ingen på egen hånd kan erfare eller selv udvikle viden om den globale verden vi er den del af, er alle, også eksperter, altid afhængige af formidlet erfaring og viden. Bevidstløst at henvise til at ‘videnskaben mener’ leverer ikke et tvivlløst autoritetsgrundlag i formidlingen, kun et uundværligt delbidrag. Litteraturen tager altid direkte fat på sammenstødet mellem autoritetsgrundlag og konkurrerende budskaber i de formidlingsformer en globaliseret kultur gør os afhængige af. Konfrontationen med autoritetsgrundlaget er hovedsagen: Hvem har autoriteten til at tage ordet her? Det er litteraturens fokus.

De tre udfordringer jeg her har nævnt, er ikke blot et lidt tilfældigt udvalg af møblementet i kulturens bygninger. De er fundamentet under byggeriet. De kan ikke skilles ad uden huset styrter sammen eller bliver stående ufærdigt med forladte cementbaljer og tomme stilladser. Kultur bygger på de erfaringer vi gør, og den viden vi bruger for at få erfaringer til at hænge sammen i erfaringsmønstre og vidensmodeller. Dem formidler vi til hinanden i en form så vi kan afprøve deres gyldighed sammen med andre. Erfaring, viden og formidling er kulturelle grundstrukturer.

Globaliseringens kulturproces udfordrer den grundstruktur vi kender. Når erfaringerne er nye, åbne og usikre, men alligevel ikke til at komme uden om, så bliver de ord, begreber og udtryksformer vi skal fange dem ind i, også søgende og eksperimenterende i forhold til hvad vi plejer. Formidlingen af dem må afprøve flere veje samtidigt, så vi i fællesskab kan begynde at forholde os til de nye erfaringer. Litteraturen er med til at vedligeholde og forny grundstrukturen, fordi den ikke primært handler om de betydninger ordene har, men om de betydninger som erfaringer derigennem får. Litteraturens formidling af den særlige kompleksitet som præger vores erfaringsmønstre, lykkes kun fordi den sørger for at læseren ikke lukker resten af verden ude. Her er litteraturen ikke i alle situationer den stærkeste eller vigtigste faktor, sådan som man mente i nationalromantikkens dage. Og ikke den eneste. Men altid en uundværlig faktor. Kroppens ca. 70 % vand og dens mikroskopiske fire-fem gram jern er jo også lige uundværlige for vores overlevelse.