Читать книгу Tekster uden grAenser - Svend Erik Larsen - Страница 15

I 1789 tog den franske revolution hele Europa med storm. Det var kort efter USA havde løsrevet sig fra den engelske kolonimagt. Begge begivenheder forsøgte at omsætte menneskerettigheder og andre frihedsrettigheder til praksis. Universelle blev de kaldt, hvad nogle i dag kunne fristes til at kalde globale. Ikke så sært. Disse rettigheder er stadig rettesnor for vores handlinger på tværs af klodens grænser. Overhovedet henviser vi ofte og med god grund til oplysningstiden for at få nogle redskaber til at forholde os aktivt til globaliseringen. Men der er forskelle.

En af de første glade dage i august 1789, før kæden sprang af det hele i guillotineret blodsudgydelse, var Joachim Heinrich Campe i Paris. Han var en frisindet forfatter, pædagog og forlægger fra Hamborg. Han stod i Palais Royals have, indbegrebet af et offentligt rum på den tid – et socialt fristed med butikker, cafeer og spillebuler og piger der trak frisk luft eller bare trak, og hvor man også luftede parisermode og politiske meninger. Havde man kendt til macchiato, sushi og caipirinha, ville man have fået det dér. Campe kunne dårligt stå stille af begejstring:

Denne have […] bliver i mere end én henseende med rette kaldt ‘Paris’ hovedstad’ og anset for ikke kun byens, men hele kongerigets midtpunkt. […] Et menneske, der i hele sin levetid aldrig havde været uden for dette vidunderlige og magiske sted, ville alligevel have kunnet prale af ikke at stå tilbage for nogen som helst andre i verdens- og menneskekundskab eller i nydelse og fornøjelse af enhver art – undtagen nydelsen af naturen – om de så havde rejst rundt på jordkuglens overflade i hele dens længde og bredde. […] Så snart pariseren betræder dette sted, hører han op med at være franskmand; han bliver for en tid en fuldkommen republikaner, en verdensborger, der ikke længere kender til borgerlige og andre konventionelle indskrænkninger og lænker. (72-74)

Her, på ét bestemt sted, er alting til stede på én og samme tid. Natur eller ikke natur, det er hip som hap. Campe oplever sig som et universelt menneske, en verdensborger, og kan næste røre ved hele verden. Verdensborgerens grunderfaring er erfaringen af sådanne steder hvor hele verden samles i én konkret oplevelse.

I 1700-tallet begyndte de store opdagelsers brogede og eksplosive erfaringer fra nær og fjern at samles op i sprog, begreber og teorier, så de kunne omsættes til fælles sociale principper og formidles bredt. Hele verden begyndte i Europa, resten af verden var en udvidelse af det universelle europæiske perspektiv. Denne verden vendte derpå tilbage til Europa igen for dér at blive omsat til produktion, viden, menneskeopfattelse og samfundsopbygning, som derefter bredtes ud én gang til med gyldighed for hele verden. Europa var centrum for denne globaliserende bevægelse i opløbet til den moderne globalisering. Ting og tanker af den mest blandede oprindelse forenedes harmonisk. Resten var ringe i vandet uden om – os.

Man kaldte også verdensborgeren en kosmopolit. Kosmos er det gamle græske begreb for universet. Det samler både alle konkrete elementer, fra sand mellem tæerne til stjerner for øjnene, og alle de grundprincipper der holder universet sammen. Til en orden hører et centrum, jorden mente man fortrinsvis, og man holdt på at der kun kunne være én ideal orden på det hele, men hvilken diskuterede man indædt. Polis er også græsk og betyder ikke bare by, men bystat. Allerede Aristoteles beskrev i sin Statslære (4. årh. f.Kr.) en sådan social og geografisk struktur der havde en konkret by, især Athen, som centrum, og et område udenom som var styret herfra. Polis er altså byen både som konkret sted og som urbaniseret samfund. Polis har i miniformat samme form som kosmos. Kosmopolitterne rørte ved kosmos når de opholdt sig i polis, og kunne opleve sig selv i verdens centrum. Det var det Campe oplevede i Paris.

Kosmopolitterne rejste ikke nødvendigvis selv jorden rundt. Man havde søfolk, opdagelsesrejsende og koloniforvaltere til det grove. Men på basis af egen og andres viden skabte kosmopolitterne sammenhæng i erfaringen. De opererede alle i krydsfeltet mellem videnskab og kulturdebat, mellem viden og formidling. Selvfølgelig rejste de også, men mest mellem de store byer i Europa, enkelte til Amerika og andre kolonier. Der var kommet stabile ruter over Atlanten og farbare ruter til andre kolonier. Men mest rejste de for at være sammen med andre kosmopolitter. De tog verdensordenen på sig med udgangspunkt i de store internationale byer, hvor man mødtes på bonede gulve, i studerekamre, på kaffehuse, i klubber og i de offentlige forsamlinger der så småt blev tilladt. Hér var man verdensborger. I London gik den irske forfatter Oliver Goldsmith i 1763 på pub – bestemt ikke for første gang – og overhørte med foragt de brovtende lokale stamgæster lufte deres nationale fordomme om alle Europas lande undtagen England. Goldsmith havde rejst, eller måske snarere turet, i Europa og ville selv foretrække at være „verdensborger i stedet for englænder, franskmand, europæer eller en hvilken som helst anden betegnelse” (97).

Regionale og nationale ejendommeligheder var grænser og især fordomme der skulle overvindes. Kosmopolitterne tænkte i samfundsprincipper der gjaldt alle, og udviklede på den tids betingelser de principper vi stadig bruger når vi prøver at regulere den globaliserede verden: universelle menneskerettigheder, demokratiske principper, ytringsfrihed, kønnenes ligestilling, almene opdragelsesprincipper og uddannelser, reformer af samfundet som en løbende proces, idéen om et verdenssamfund til konfliktregulering.

Men nogle steder var bedre end andre, fx Paris eller de landskaber der begyndte at få borgerne ud i naturen. De to steder erfarede man verden i sin helhed og så den fra oven i sin universelle naturlighed. På den baggrund formulerede man gyldige principper for alle. I verdens første store kollektive vidensprojekt, den franske encyklopædi 1755-1780, samlede man fælles viden sammen der kunne spredes i alle retninger. Det var et gigantisk kollektivt videns- og formidlingsprojekt, 1700-tallets Wikipedia. For første gang erkendte man at ingen enkelt person, den såkaldte polyhistor, kunne samle al relevant viden. Globaliseringens vidensbaserede netværkstankegang blev om ikke født, så dog undfanget her.

På et sådant grundlag måtte man også ved fælles anstrengelser kunne konstruere nogle steder og samfund på den bare mark som bekræftelse på at den universelle harmoni kunne virkeliggøres. I USA, Paris og andre steder gik man i gang med at realisere det projekt. Men de virkeligt bare marker var som regel kolonierne – Amerika, Afrika, Australien, Stillehavsøerne. Utopiske idéer nærmest faldt over hinanden. Ingen drømte om at de universelle principper kunne praktiseres af alle. Nogle mennesker og steder var simpelt hen for vilde og tæt på dyr og natur til at de kunne finde ud af det selv. De koloniale områders årtusindgamle forhistorier kvalificerede ikke til universelle principper og kunne negligeres. Men for dem der havde forudsætningerne, europæerne, var det muligt. Og så kunne de jo bare tage de andre med ind i varmen på den plads der nu tilkom dem i forhold til det europæiske centrum.

Men konflikter var der jo. Mellem gamle og nye strukturer i de enkelte samfund. Den franske revolution gik ikke stille af. Dernæst mellem de nye kosmopolitisk indstillede lande der skulle slås om den samme klode med råstoffer, rigdomme og markeder til at være kosmopolitiske på. Endelig mellem den kosmopolitiske elite og de masser der begyndte at gøre sig gældende som en samlet kraft før de blev til industrisamfundets klasser. For slet ikke at tale om alle dem der skulle europæiseres andre steder med tøj, tro, tæsk og glasperler.

Men selve tankegangen havde ikke konflikter og modsætninger indbygget. Konflikter var forbigående fejltagelser som ville forsvinde i den fortsatte udvikling. Man skulle bare tænke sig om og indrette flere og flere steder som eksempler på hvordan de universelle principper kunne få konkret og lokalt liv. Naturens uendelighed blev lavet om til samfundets uendelige udviklingsmulighed for fremskridt, en lige udviklingslinje ligesom den uendelige landevej Chaplin spankulerer ud ad, når hans film slutter og vores drøm fortsætter.