Читать книгу TvAerAestetisk lAering - Ida Hamre - Страница 16

Det er slående at børnenes reagerer overvejende positivt på forestillingen.

Samværet med spillerne fremhæves fra flere sider. Hertil kommer alt det sanselige, her kaldet effekterne: røg, farve, lyd, kød . . De fleste børn er bekendt og forvænt med billeder af alt muligt når som helst, men nærheden og den direkte kontakt med det, der sker på scenen betyder noget særligt. Man fristes til at tolke det sådan, at billedmedierne åbenbart ikke kan erstatte den direkte teateroplevelse, der appellerer til mange sanser og hvor det er levende mennesker, der fører figurerne omend i dette tilfælde amatører.

Tilskuerne overaskes positivt af forestillingens “format”. Man tror f.eks. dukketeater er noget småt, jvnf. pædagogens kommentar: . . de fleste af børnene forbinder dukketeater med små dukker og en meget lille scene.

De studerendes evalueringer går i mange retninger, men et par tendenser er karakteristiske: For alle studerende har opførelsen af spillene – det at spille selv – og kontakten med børnetilskuerne haft stor betydning. Den situation betegnes af mange som “overskridende”. Her synes at være tale om en slags vendepunkt – og en overraskelse for dem selv. De færreste synes at have erfaringer med teamwork om noget, der kræver så meget af samarbejdet som det at skabe en forestilling. Fleksibilitet, tålmodighed, præcision, dicsiplinering, lydhørhed over for andres opfattelser kræves bl. m. a. Overfor disse dyder virker mange af de synspunkter, der gives udtryk for i evalueringerne både forkælede og egocentriske. Noget lignende gælder de studerendes reaktion på det tidskrævende arbejde med opbygning og håndværksmæssige fremstilling af figurerne, så de afspejler personernes ydre og indre væsen. Kan det mon tænkes at også de studerende forbandt “dukketeater” med noget mindre – og mindre krævende?

M.h.t. værkstederne fremgår det flere steder, at de studerende er mere optagede af hvad de selv synes er sjovt og interessant at prøve end af perspektivet med arbejdet, f.eks.: Det var OK med maskerne, men jeg elsker at tegne, ang. lerarbejde vil jeg helst ha at det er helt frit.

På den anden side kan perspektiv og engagement naturligvis ikke skilles ad. For mange gælder det, at man vil det hele og helst på egne præmisser.

Der var en del tid til rådighed i det ovenfor beskrevne undervisningsforløb, idet forløbet gik over nogle uger, og indgik i pædagoguddannelsens kultur- og aktivitetsfag, samt i flere af værkstedsfagene. Det var forberedt gennem flere små animationsforløb. Alt i alt drejer det sig om nogle måneder.

Tidsforbruget i maske- og dramaværkstederne er, i følge mange af de studerendes tilkendegivelser, for stort og realiseres på bekostning af andre aktiviteter. En del er skuffede over at der er for meget drama som det hedder flere steder. Omend der også er repræsentative udtalelser som: Helhed har været nøgleordet. Hvorom alting er, tyder det på at forløbet med maskefremstilling var længere end det kunne bære.

Som det ses var mange af de studerende i starten forbeholdne overfor “projekt animationsteater”, men hos mange ændrer denne holdning sig undervejs. Alt i alt tyder det på, at der er brug for en mere klar indføring i, hvad arbejdet med animationsteater går ud på, da de fleste synes at være ret uforberedte netop på dette felt.

Lærernes understreger flere steder at deres mål med forløbet bl.a. er det personlighedsudviklende og det grænseoverskridende. Der tales mindre om forløbets læringsværdi og hvori den kunne består. Man “udtrykker sig gennem materialerne”, snarere end man træner eller tilegner sig håndværk og teori. En studerende foreslår da også flere “fremstillingseksemler og teorierne bag”. Man kunne spørge om en accentuering af og begrundelse for læringsaspektet og en tydeliggørelse af anvendelsen af det eksemplariske princip i forløbet kunne have åbnet arbejdet mere for de studerende.

Flere af de studerendes udtalelser afspejler som nævnt dels en uvidenhed om hvor krævende teaterarbejde er, dels en uvidenhed om pædagoguddannelsens egentlige socialepædagogiske formål. Selve opførelsen af forestillingen for børnene har imidlertid meget stor betydning for de pædagogstuderende. Det har lærererne tidligere konstateret. Denne fase viser sig at have en decideret lærings- og dannelsesfunktion.

Herigennem kan der – indirekte og direkte – kanaliseres noget vigtigt om meningen med og glæden ved at uddanne sig til pædagog.

I følge lærernes vurdering viste det totale forløb sig at fungere som en fin indgang til pædagogstudiet. Mange fagområder blev introduceret i praksis og gav anledning til basale diskussioner om forskellige studiemåder, fagsyn og vilkår for læring generelt, fortalte Kirsten Tetzschner senere på et seminar på DLH.

I et interview fra 9. maj 2000 fortæller KT om et nyt forløb, som hun er midt i – et tværfagligt undervisningsforløb, hvor der arbejdes videre på baggrund af erfaringerne med det ovenfor beskrevne.

KT fortæller at der i dette forløb arbejdes med temaet “Figur”, som skal forstås på mange måder: som person/rolle i et stykke, som forskellige typer af animationsfigurer, (som de studerende indledningsvis præsenteres for) og som deres egen kropslige figur.

Deres rolle som tilskuer oplever de, når KT indledningsvis spiller en lille forestilling for dem. Senere ser de også en video med uddrag af en professionel forestilling. Disse indslag synes at have stor betydning for de studerendes fornemmelse for hvad animationsteater er for noget. Der lægges vægt på en “helhedsproces”, hvor de studerende kommer til at arbejde hovedsagelig med én figur men i samtlige værksteder. Først saves den ud i træ og senere bearbejdes den i andre værksteder, når dens “personlighed” er klargjort i danskfaget i overensstemmelse med de historier, de studerende selv har udviklet og som senere bruges til improvisation mhp. en forestilling (se den følgende forløbsbeskrivelse). Vægten lægges på det håndværk, der knytter sig til opbygning af historier, fremstilling af roller og endelig fremstillingen af den ret komplicerede såkaldte håndtagsfigur (konstrueret af kollegerne i fællesskab til formålet). Endelig dyrkes animationshåndværket og det dramatiske og dramaturgiske. Her lægger KT bl.a. ud med at tale om kombinationen af “ånd og teknik” idet hun citerer fra Ole Bruun Rasmussens bog “Teater med dukker”. Hun arbejder også meget efter hans tankegang. “Jeg fortæller dem at “følelsen er lige så vigtig som teknikken”. Hun taler om oplevelsen ved selv at gøre det, og at de studernede kommer til at elske de figurer, de har arbejdet så meget med. De skal både opleve, lege og praktisere håndværket, det er et samspil, der peger hen mod opførelsen. Troværdighden kommer frem, hvis udtrykket er klart og bevidst. Det arbejder vi derfor også meget med. De skal selv kunne se og mærke, når den er der, siger KT, som derefter fortæller om animationsøvelser med og uden figurer. Og fællesøvelser, der primært er mimiske.

Et foredrag om æstetiske læreprocesser undervejs var meget vigtigt. Indføring i de såkaldte virksomhedsformer ligeledes. Det rykkede og her oplevede KT at de studerende virkelig forstod helheden.

Hun resumerer arbejdet således at der primært bliver arbejdet i det musisk-kropslige felt og i det sprogligt – sociale. Der bliver også eksperimenteret – ikke “videnskabeligt eller teoretisk”, men i praksis med figurfremstilling, udtryk, spil og samspil.

Om processen siger hun videre, at den gør noget ved de studerende. De bliver optagede af og får respekt for animationsteatret som sådan. Der samarbejdes – også tit i fritiden. Noget følelsesmæssigt er på spil, når de oplever at de kan give figuren sjæl og formår at spille med den. Samarbejdet trænes også gennem de små prøvefremlæggelser, de studerende laver for hinanden. Her giver man råd og kritik og hjælper hinanden. Og her trænes man i at være en aktiv tilskuer, f.eks. Når man sammen ser de videoer, der er optaget, har man det meget morsomt, og det er med til at løfte det hele, når det bliver sjovt, siger KT, Vi skal selv kunne lave noget morsomt, ikke mindst i dag, hvor vi bliver underholdt så meget.

På spørgsmålet om hvorvidt teaterformens særpræg virkelig kommer til udfoldelse, svarer KT, at det tager tid at få de studerende til at forstå at animationsfigurerne “kan alting”. Det er meget uvant for dem, og derfor særlig vigtigt at de kan opleve det hele udefra. At de står frem og spiller er grænseoverskridende, men alligevel nemmere når det er animationsteater. Selvom de bruger åben føring af figuren (spilleren er ikke skjult), føler de sig alligevel skjult, når bare de ved at de skal se på figuren hele tiden. Bitte små spil bliver alligevel til små succeer af betydning. Selvfølgelig hænder det at de falder i grøften, men det må de også prøve. Det er en meget følsom situation, og det må man kunne forstå som instruktør.

KT understreger at man som lærer har meget travlt, og at der må arbejdes meget med den forudgående planlægning. Det er vigtigt, at de studerende ved, hvad der skal ske.

Dette blev sagt, da forløbet var undervejs. I det følgende fokuseres mere eksakt på planer og realiteter.