Читать книгу TvAerAestetisk lAering - Ida Hamre - Страница 24

I et åbent interview fra 10.05.00. fortæller JS om det ovennævnte forløb, som han netop har haft med 1. års studerende i grundfaget drama, som er obligatorisk. Her får de en indføring i drama og herunder et lynkursus på 9 lektioner i animationsteater, som senere følges op af en lille udstilling af de anvendte animationsfigurer.

Med hensyn til tilrettelæggelsen er forløbet typisk for hvad JS ellers sætter i gang med nye studerende, men her er der tale om et hold under Åben Uddannelse og derfor særlig modne studerende, hvoraf mange har børn og derfor ofte går hjem og prøver øvelser o.a. af på dem.

JS starter med at spille en lille forestilling for dem, nemlig “Tornerose” som bordteater i en ret fri version krydret med lidt ironi og aktualiteter – delvist improviseret og udpræget for voksne. Der er gjort en del ud af sceneriet. Det er enkelt men gennemtænkt.

Her får de lyst til det, fortæller han om de studerendes reaktion.

Efter denne optakt diskuteres hvordan man kunne gøre med børn og på et ret elementært niveau analyseres opbygning af spillet og håndværket. Der tales en del om æstetikken og helheden i det lille scenerum, og om at opbygge en stemning.

Overordnet diskuteres også hvad animationsteater egentlig er for noget. De studerende kender stort set ikke noget til teaterformen bortset fra, hvad de evt. har set gengivet på TV. Forskellige holdninger til teaterformen og forskellige betegnelser for den debatteres derfor indledningsvis (Interview fra 10.05.00).

Herefter sætter JS fokus på fortællingen, som efter hans mening er en “krumtap” i arbejdet, når der skal spilles for børn. De studerende danner grupper på 5-6 og skal nu enten finde et eventyr, de vil gå ud fra, eller de skal selv lave et. Så laves der meget enkle figurer i overensstemmelse med rollerne i fortællingerne. Figurerne er af typen stangfigur, og de udformes i lidt træ og tekstil og der laves hoveder og hænder af kunstler. Det får de studerende 3 timer til.

De bliver meget optaget af fremstillingen og kan næsten ikke slippe den. Den næste store oplevelse, fortæller JS videre, er når de derefter går i gang med at spille og mærker, at det fungerer. De spiller for hinanden, senere for et indbudt børnepublikum.

Det sker, at de studerende mens de spiller for børnene, intuitivt oplever, at de er helt på lige fod med dem. Kontakten kan leve intenst under spillet. Bagefter får børnene i reglen lov til selv at lege med de studerenes animationsfigurer, som de lige har set optræde. Så fortsætter kommunikationen og børnene bygger videre på historierne eller laver deres egne. Ofte opfordres de til at tegne om de små forestillinger, de har set de studerende spille. (Interview fra 10.05.00).

Da jeg i løbet af mit interview spørger til undervisningsformen i dette forløb, svarer JS, at han i den sidste del af processen er konsulent for grupperne, og at der vurderes og diskuteres en del hen ad vejen . . dramaturgi, tempo osv.

Men alt i alt er forløbet dog ret lærerstyret. Der bruges ikke meget tid på at eksperimentere, siger JS og tilføjer, at dette jo er “grundfag”, hvor de studerende skal have en koncentreret indføring. De kan senere få en uddybning, hvis de vælger det som såkaldt hoved- eller bifag. JS konstaterer, at der i dette forløb fortrinsvis er arbejdet i det musisk-kropslige felt og i det sprogligt-sociale.

Animationsteatret skal ind i børnenes kultur igen, spil med dukker og figurer er ved at gå tabt, mener JS, som pointerer, at de studerende skal vide noget om hvor børnene er udviklingsmæssigt og helt konkret i selve spillesituationen

På spørgsmålet om hvilken læring og/eller dannelse, han mener de studerende kan opnå i et så kortfattet forløb, svarer JS, at der sker en læring når de bruger animationsteatret med børn, og at de bliver i stand til at formidle en spillesituation. Her lærer de noget om kulturformidling med børn. De lærer også noget om det at fortælle, og de lærer lidt om håndværk i forbindelse med spil og figurfremstilling, men måske ikke så meget teknisk. De analyserer en del og når til at blive klar over noget af det, der er vigtigt og lærer at fornemme teaterformens mange muligheder. Undervejs får de kompendier om brug og fremstilling, ligesom der henvises til faglitteratur om animationsteater og til udviklingspsykologisk teori.

JS nævner at der kan opstå problemer, når studerende – undtagelsesvis – nægter at spille. For alle er det noget grænseoverskridende. Der kan dog være tale om særligt tilbageholdende studerende, f.eks. tosprogede, som føler sig særlig utrygge ved at spille. De studerende kan her eksempelvis få en meget lille rolle eller måske blive lysmester el.a. Men I princippet er det et krav, at alle skal optræde.

JS har selv spillet børneteater og har også optrådt som fortæller. Denne baggrund kommer ham til gode i undervisningen, nævner han. Som dramalærer drager han naturligt sammenligning mellem gængse dramaøvelser og -læreprocesser og animationsteatrets typiske elementer.

Om disse elementer understreger han først, at animationsteatret – specielt bordteatret – er meget intimt, bl.a. fordi der max kan være 20 tilskuere. Men det er også en anden kommunikation, både lettere og sværere. Et frirum og en beskyttelse får de optrædende ved at børnene/tilskuerne klart signalerer, at det ikke er dem, men figurerne, de ser og er optaget af. Det indvirker stærkt på måden at spille på, fordi de studerende ofte glemmer sig selv når de spiller. Derfor lykkes spillet i regelen, selvom de studerende ikke kan så meget når de øver sig, har JS bemærket. Han synes animationsteatret er unikt og at det bør være en vigtig del af dramaundervisningen. I reglen gribes de studerende meget af det, og forundres over, at en så enkel form for teater kan fange børnenes interesse, og at de gennem det medie er i stand til at skabe sådan en stemning og nærhed.