Читать книгу TvAerAestetisk lAering - Ida Hamre - Страница 27

JSs materiale til dette forskningsprojekt består af 3 undervisningsforløb og et antal fotos. Desuden, som det fremgår ovenfor af dele af en tekst, han har skrevet i forbindelse med sin lektorbedømmelse. Herudover har han afleveret et læreroplæg om pædagogisk arbejde med animationsfigurer samt om børns leg med dukker og denne legs betydning for barnets udvikling. Af oplægget fremgår det, hvordan han relaterer til psykologer som Freud, Piaget, Brunner og Vygotsky.

I tilknytning til læreroplægget diskuterer han børns brug af hjemmelavede legedukker overfor stereotype købedukker så som “smølfer, dinoer og actionmen”. Det tyder på at oplæg og henvisninger har virket motiverende på de studerendes engagement i arbejdet med teaterformen, bl.a. fordi arbejdet dermed blev perspektiveret/udvidet og samtidig blev begrundet og sat i relation til deres kommende erhvervsmæssig funktion.

Udviklingsarbejdet omkring “fortællekufferten” og dens særlige og transportable miniaturescenografi er nytænkt og overbevisende som undervisningsforløb.

Den stærke fokusering på eventyret, fortællingen og fortællerens rolle rejser spørgsmål om fortællingernes indhold. Som JS skriver i rapporteringen af hans undervisningsforløb 1. handler eventyrerne om kampen mellem godt og ondt og om prøvelser. Her giver han kortfattede tips om, hvordan de studerende selv kan opbygge eventyr efter elementære dramaturgiske grundregler. Og her gives det råd, at de hjemmelavede eventyr skal ende godt af hensyn til de mindre børn.

På længere sigt kunne det være nyttigt at gå tættere på, hvad et børnepublikum har ud af alle disse meget hastigt hjemmelavede såkaldte eventyr – ud over underholdningsværdien og det gode samvær med de studerende/pædagogerne.

Hvad giver disse eventyr børnene – sammenlignet med fortællingen/spillet af f.eks. originale folkeeventyr? JS skriver, at han giver de studerende kritik efter første afprøvning af spillet, og hos ham er den sag utvivlsomt i gode hænder. Men generelt rejser det spørgsmålet: hvad er den gode historie? Der brug for en kritisk diskussion af indholdets kvalitet.

Endelig fremgår det at JS gennem sine mange undervisningsforløb har erfaret, at mediernes nutidige fortællinger kan bearbejdes, diskuteres og formidles gennem animationsteatret af både børn og voksne. Herom skriver han i sin ansøgning om lektorbedømmelse:

“Professionsbachelor uddannelsen stiller nye krav til dramafaget i uddannelsen. Kravet om forskningstilknytning mener jeg må kunne opkvalificere og udvikle faget såvel hvad angår den praktiske del som den teoretiske. Som tidligere nævnt har jeg selv været så heldig at have været en del af et eksemplarisk forsknings- og udviklingsprojekt under DPU, v. Ida Hamre: “Animationsteatrets læringspotentiale og billedsprog – en undersøgelse af grundlæggende æstetiske lærerprocesser, indholdsområder og lærerkvalifikationer”. Denne forskningstilknytning i forhold til min dramaundervisning på Viborg Seminariet har medført et kvalitaitvt løft både hvad angår selve undervisningens indhold, men også hvad angår didaktiske reflektioner i forhold til animationsteatrets muligheder i drama på pædagoguddannelsen.

Et område indenfor drama, der efter min mening med fordel kunne danne grundlag for forskning er mediernes rolle i forhold til børns egenkultur – muligheder og begrænsninger i drama pædagogisk sammenhæng – fra computerspil til popstars. Hvis ikke dramapædagogikken ændrer sig i takt med tiden, risikerer vi at blive sat af vognen. Jeg har selv som dramalærer en form for overleveret aversion mod en stor del af dissenye medier, der jo nok engagerer, og tiltrækker børn, men ofte på rent kommercielt basis. Da det desuden ofte fjerner det kropslige fra børns leg, har min indgangsvinkel i udpræget grad været: Hvorledes kan drama kompensere for mediernes stigende indflydelse? Hvordan kan vi med drama som redskab forholde os kritiske til medierns kommercielle udnyttelse af børns kultur? Imidlertid må jeg til dels give Klaus Thestrup ret når han siger: “ Hvis ikke dramapædagogik kan vise sin relevans i forhold til diskussionen om fjernsynets, vidokameraet og multimediecomputerens anvendelsesmuligheder og de nye generationers brug af disse medier, kan drama ikke komme ud af sin marginaliserede position.” (Klaus Thestrup, “Med medierne som råstof’ 1999). Vi betragter jo børn som “født kompetente”. Spørgsmålet er, om ikke de fleste børn og unge er kompetente medieforbrugere, idet de jo er storforbrugere af film og computerspil, når de leger og producerer kulturudtryk. Kirsten Drotner taler om de “kulturstærke børn/unge, der ubesværet surfer hen over et bredt varieret udsnit af forskellige medier.” I modsætning til” de kultursvage, karakteriseret ved et ensidigt medieforbrug” (Kirsten Drotner, “Modernitet og Mediepanik, 1990).

Da vi jo skal” give den studerende kendskab til teater og drama i et pædagogisk, kulturhistorisk og samfundsmæssigt perspektiv” (Bekendtgørelse nr.706 af 23/07/2001, &12, stk 9 ,b) er vi nødt til at forholde os til at samfundets udvikling, og dermed den demokratiske diskussion, der er tæt forbundet med mediernes udvikling og en fortrolighed med disse”.