Читать книгу TvAerAestetisk lAering - Ida Hamre - Страница 9

Tidsplan: 3 år med start fra august –98, i praksis blev det til 4 år.

Projektdeltagerene er undervisere fra ialt 8 forskellige undervisningsinstitutioner. De omfatter folkeskoler, lærer- og pædagogseminarier og fritidsinstitutioner. Alle projektdeltagerne og nogle af deres elever/studerende har i kortere eller længere tid introduceret animationsteater i de faglig-pædagogiske sammenhænge, hvor det har været muligt.

Da det drejer sig om at komme på sporet af en faglighed, som deltagerne kun undtagelsesvis er uddannet i, og som ikke eksisterer som selvstændigt fagområde, er forudsætningerne meget forskellige og vilkårene ikke de letteste. Så meget desto vigtigere er det, at der sættes vibrationer i gang, og så meget desto vigtigere er projektdeltagernes spørgende og undersøgende holdning til, hvad der dukker op under arbejdet, hvad der viser sig at være betydningsfuldt og hvilke typer af læring, der især vil kunne fremmes. Der er brug for en åben og eksperimenterende udforskning af hvilket fagligt indhold og hvilke arbejdsmåder en elev, en studerende og en lærer/pædagog kan have brug at kunne udfolde, omsætte og nyde godt af animationsteaterets potentialer.

Undersøgelsen af hvilke særlige stofområder, eleverne kan arbejde med, hvad de kan lære af det og hvilke faglige forudsætninger, der er nødvendige for underviserne sigter på en grundlæggende og elementær indføring i animationsteater i skolen, på pædagogseminarier, lærerseminarier osv.

Hvor animationsteatret bruges i undervisningssituationen sker det f.eks. ved at:

• Elevgruppen skaber en forestilling, som opføres for andre elever og/eller voksne.

• Eleverne arbejder i grupper med udvikling af spil, som de viser for hinanden.

• Alle, læreren inclusive, agerer/animerer og skaber spil sammen.

• En deltager spiller/leger med en eller flere figurer – for sig selv eller med en anden.

• Læreren bruger en eller flere figurer som redskab for faglig læring.

• Klassen er fælles om en figur, som læreren bruger spontant og rituelt.

• En eller flere lærere, evt. også forældre, opfører noget for eleverne.

• Børn og voksne laver teater sammen.

• Elever og lærer ser professionelt teater sammen.

Den lærer der arbejder med drama og teater i sin undervisning, må prøve at give eleven mulighed for både at være aktiv spiller/agerende og aktiv tilskuer. Hvor dette er muligt får eleven lejlighed til at opleve, at bruge håndværket, at udtrykke sig og at kommunikere. Det giver desuden henad vejen anledning til at analysere og fortolke – figurer, roller, scenebilleder, musik, tekster, rum, bevægelser, rytmer, situationer, forestillinger, valg … . Disse forskellige former for virksomhed som alle indgår i udvikling af æstetisk kompetence, kan trænes i mange typer af fag og i de “musiske dimensioner”.

Uanset forskelle m.h.t. faglig sammenhæng og niveau har det været projektdeltagernes opgave at tilrettelægge sekvenser af både praktisk og teoretisk art, og deres elever/studerende skulle involveres på en måde – der på et eller andet plan – både er ekspressiv, håndværksmæssig, oplevelsesmæssig, analyserende og kommunikerende.

Et grundlæggende arbejdsområde, når det drejer sig om i praksis at skabe en animationsforestilling, er naturligvis selve animationsprocessen. Det er spillerens bevægelser med figurer og genstande og samspillet med andre, der producerer den betydning, der kommunikeres. Omkring dette område grupperer sig: valg af objekt eller formgivning af figur, opbygning af samspillet, udvikling af fabel og af lyd/musik, udtænkning af scenerummet, dets proportioner, lys og farver. På alle disse områder kan der gøres erfaringer og opbygges handlemuligheder. I undervisning kunne det handle om, at eleverne oplever animationsteaterets særlige væsen og samspillet med andre, og at de udvikler basale færdigheder, helhedsprægede kundskaber.

Nedennævnte faglige hovedområder rummer hver især mulighed for mangfoldige forgreninger, for progression og differentiering:

• Udformning/valg af figur. Der kan skelnes mellem mindst ti kategorier af figurer, og der kan dannes uendelig mange eksempler ud fra hver af disse basisfigurer.

• At spille – animationshåndværk og koreografi.

• Dramaturgi og fortælling.

• Scenerum, farve, lys.

De klassiske scener er mangeartede. Ofte integreres de i skuespillerteatrets scenerum, så der dannes nye blandformer. Spillerne kan være skjult eller mere eller mindre synlige.

Spillets rum kan inddeles i specialscener, vandrescener, spontanscener, simultanscener, totalscener og usynlige scener.

• Tekst, lyd, musik.

• Samspil og interaktion.

I de didaktiske overvejelser skulle lærerne søge at indtænke forøvelser og progression i den praktiske brug af animationsteateret, således at eleverne kunne opbygge et grundlag for en mere faceteret videreførelse af deres brug af kunstarten. Sideløbende kunne der evt. kobles til andre faglig-pædagogiske tiltag, så som undervisningsdifferentiering, projektarbejde, interkulturel eller tværfaglig undervisning.

Planlægning, udførelse og evaluering af undervisningsforløbende skulle dokumenteres i en dagbog, som kunne udbygges med videooptagelser, fotos el.a. Deltagerne i projektet kunne inddrage enkelte samarbejdspartnere, men havde selv ansvar for den endelig rapportering. Projektlederen har taget initiativ til drøftelser, oplæg og interviews, har indsamlet lærernes rapporteringer og arrangeret 6 seminarer.

Formålet med disse seminarer var erfaringsudveksling en faglig opkvalificering af projektet gennem oplæg fra professionelle teaterfolk. Her medvirkede:

• Ole Bruun-Rasmussen, instruktør og fagforfatter, pt. Vestafrika.

• Anne Helgesen, fagforfatter, teaterleder og doktor-stipendiat ved Oslo Universitet.

• Bjarne Sandborg, leder af Teater Refleksion, Brabrand.

Professor Mogens Nielsen, Danmarks Pædagogiske Universitet, har været min samtalepartner undervejs i projektet. Professor Mogens Nielsen var også min vejleder under udarbejdelsen af min Ph.d.-afh.

Hertil kommer at jeg i de senere år også har haft mange inspirerende og udbytterige samtaler med arkitekt, professor Tyge Arnfred og med professor Edi Majaron, Ljubljana University, Department of Education.