Читать книгу TvAerAestetisk lAering - Ida Hamre - Страница 20

Fra de overvældende positive besvarelser af ovenstående evalueringsskema diskuteres enkelte aspekter, som supplerer analyser og fortolkninger af tidligere undervisningsforløb. Studierejsen i “marionetteater” har haft stor betydning både fagligt og socialt. En enkelt af de 25 kursister skriver dog: Teatret i Prag var godt. Men i forhold til at det er børn vi arbejder med, kunne vi nok have fået inspiration herhjemme. Denne forbeholdne udtalelse er enkeltstående. Tværtimod er det karakteristisk at mødet med “det fremmede” og med de professionelle udøvere af kunstarten har haft stor betydning. Man er tydeligt imponeret og betaget af formsproget, spillernes motoriske behændighed, den mimiske og animatoriske kraft og musikken.

Også den nævnte danske forestilling fra Teater Refleksion gør stort indtryk, f.eks. hedder det: Det var overraskende at opleve at man blev grebet af det. De små dukkehoveder var utrolig udtryksfulde. Musikken var også meget betagende og smuk. Selve det at tale med kunstnerne og se dem demonstrere har tydeligvis også stor betydning. En kursist skriver om den tjekiske figurmager, Michaela Bartonova: Hun var dygtig til at fortælle om dukketeater. Hun gjorde sine dukker meget levende og hendes lidenskab for dukketeater smittede af på hendes fremstilling. Andetsteds hedder det: Fra at tro at dukketeater slet ikke var noget for mig, synes jeg nu at det er utrolig sjovt og spændende at arbejde med. Jeg blev grebet af det, og det ville jeg slet ikke have troet på for en uge siden. Også KTs indledende spil får rosende kommentarer, så som: “Tornerose (bordteater) var et godt oplæg og et fint lille stykke for børn, men også for voksne. Flere nævner, at de har fået lyst til at gå videre med animationsarbejdet i deres egen praksis. KT har tilrettelagt undervisningsforløb 5 sådan, at de studerende skulle kunne opleve en sammenhæng i arbejdet. Og en sammenhæng er utvivlsomt vigtig, ikke mindst når det, som her drejer sig om en kunstart – tilmed en multikunstart – som de studerende synes at have haft ret fastlåste forhåndsmeninger om.

Om forløbet: oplæg, studieuge og “aktivitetsuge” skrives bl.a.: Det har været rart at have det lige efter hinanden. Det har været godt at vi kun har haft dukketeater og ikke undervisning (! IH) samtidig, at vi har kunnet koncentrere os. Jeg vil meget gerne have flere timer med dukketeater. Eller: Jeg synes det er spændende at arbejde på en større helhed. Det giver bedre forståelse og større lyst til arbejdet. Dette forhold har klart virket ind på samarbejdet i grupperne, som udelukkende omtales positivt.

De indledende øvelser i objekteater har også gjort indtryk på flere. En skriver: Det var sjovt at få liv i de ting vi fandt, en anden at Det er godt til børn. En tredie hæfter sig ved den særlige humor, der kommer frem, når ting spiller mennesker: En sjov måde at gøre ting levende på, en syg form for humor. Objektspillets form for humor er åbentbart af en særlig art, uventet og overrumplende. Men ordet “sjovt” bruges i det hele taget meget i kursisternes evaluering. Måske dækker det samtidig over en vis forvirring og usikkerhed mht. hvad teaterformen egentlig er for noget. Det fremgår f.eks. at en kursist ikke regner arbejdet med “dukketeater” som undervisning (jvf. citatet ovenfor).

Det falder i øjnene, at sproget bliver lidt slingrende når det gælder basale ting i teaterformen. De studerende taler vanemæssigt om dukketeater og dukker. KT bruger betegnelserne animationsteater og animationsfigurer, men kalder indimellem de sidstnævnte for marionetter eller dukker. Der er imidlertid grund til at tro, at mere præcise og konsekvent brugte betegnelser vil kunne styrke fagsproget og dermed udviklingen af animationsteatrets pædagogiske potentialer.

KT’s stadige udbygning af evalueringsskemaer til de studerende – og hendes gennemførte brug af dem – har leveret et nyttigt dokumentationsmateriale til dette forskningsprojekt. Undervisningsforløbene giver eksempler på vigtige arbejdsområder og kategorier i forbindelse med udvikling af animationsteatret som middel til læring og dannelse.

Afsluttende kan det tilføjes at KT også har taget del i et udviklingsprojekt i Vestafrika (“Animationsteater og Handlekompetence”, projektleder Ida Hamre), idet KT dels har rejst med IH i Burkina Faso mhp. udveksling af erfaringer med teaterformen, dels forinden har arbejdet i praksis med samarbejdspartneren, Paul Kaboré, i Danmark – og senere haft besøg af ham på seminariet (se omtale andetsteds).

Alt i alt må Kirsten Tetzschners pionerarbejde ved Viborg Seminariet betegnes som frodigt og perspektivrigt.