Читать книгу TvAerAestetisk lAering - Ida Hamre - Страница 3

Animationsteater – hvad er det?

Teaterformens forskellige genrer – f.eks. model-, dukke-, objekt-, skygge-, marionetteater – har animationsprocessen tilfælles. Animationen er derfor paraply for teaterformens rigdom. Navnet animationsteater betoner processen frem for de genstande, der animeres. Hvis der tilføres “liv og sjæl” og det sker i en kunstnerisk, teatral sammenhæng ser vi, at næsten alt kan optræde.

Animationen er omdrejningspunkt og identitet og tydeliggør, at teaterformen sætter et forhold i relief, der er fælles for al kunst, nemlig at værket skal leve – som udtryk og oplevelse – hvis det skal kunne bevæge os.

Animation er beslægtet med animisme. Animationsfiguren er på én gang noget materielt og spirituelt.

Animationsfiguren er ikke et tilbehør til spillerens arbejde, men en sparringspartner og et selvstændigt teatralt fænomen. Den er et billede på mennesket i dets omverden og på menneskets bevægelse mellem det bundne og det ubundne.

På scenen ser figuren ud som om den lever, og samtidig ved vi, at den er et dødt materiale. Animationsfiguren spiller på denne tvetydighed – og ironiserer over os på en særlig underfundig eller måske på en vild, humoristisk måde.

Ritualer og teater med animerede figurer er urgamle udtryksformer. I de senere år har de fået ny interesse – måske fordi de netop udfordrer en kultur med stress, teknologi-boom og enormt materielt forbrug – en kultur som samtidig søger åndelige dimensioner.

Her er arbejdet med scenografi og hvad man kan betegne som animerede scenografiske materialer provokerende og interessant.

Filosoffen Jean Baudrillard taler om at vi udsætter os for et stigende antal “simulacrer og stereotyper”, som i længden virker sløvende og derfor resulterer i yderligere ukritiske iscenesættelser. Resultatet er tab af virkelighedsforbindelse og af æstetisk dømmekraft.

Kritikken vedkommer bl.a. den æstetiske læring og undervisning.

Både barnet, den studerende, pædagogen og læreren må kunne træffe æstetiske valg. Det handler om at kunne se, mærke og høre forskel, om at kunne finde det nødvendige og tilstrækkelige, om hensigter og perspektiver, form og indhold. Og det handler om de andre og om kommunikation.

“Tværæstetisk Læring” bygger på forskningsprojektet “Animationsteaterets læringspotentiale og billedsprog”.

Ti undervisere har over en periode på fire år introduceret animationsteateret i deres arbejde på skoler og på lærer- og pædagogseminarier.

Formålet var at undersøge grundlæggende æstetiske læreprocesser, indholdsområde og nødvendige lærerkvalifikationer i forbindelse med undervisning i denne teaterform. Det har også været hensigten at tilvejebringe et materiale, som lærere og pædagoger kunne tage afsæt i. Projektet blev sat i gang under forskningsprogrammet “Skolefag, Læring og Dannelse” på daværende Danmarks Lærerhøjskole.

Projektdeltagernes arbejde har været krævende og betingelserne ofte vanskelige, for animationsteateret står uden for den etablerede fagrække og erfaringerne har derfor tit måttet høstes på trods af tidsnød og manglende fagligt rygstød. Jeg vil gerne takke projektets deltagere varmt for et langvarigt, engageret og inspirerende samarbejde.

IDA HAMRE

december 2003