Читать книгу TvAerAestetisk lAering - Ida Hamre - Страница 21

At dette fælles forskningsprojekt blev længere end først planlagt ser Kirsten Tetzschner som en stor fordel.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun fortsat er motiveret for at arbejde med læring og animationsteater svarer hun bekræftende og tilføjer at hun også i år er blevet opfordret til at undervise en del timer på seminariet i bl.a. animationsteater, selvom hun nu er gået på efterløn. Desuden arbejder hun videre med teaterformen på privat basis, idet hun selv eksperimenterer med spil og med at turnere som del af en lille teatergruppe, som nu er ved at se dagens lys i Limfjords-området.

KT har ikke ændret sine grundholdninger til den måde hun har undervist på og organiseret arbejdet med de pædagogstuderende. Men små ting har hun afprøvet og forfinet i den senere tid og nævner f.eks. at hun igen og igen med held har ladet de helt nye studerende få en lille indledende opgave, som består i, at de på en time skal udarbejde et lille spil på bare et halvt minut.

Her arbejder de sammen to og to og opfører mini-spillet for klassen. Denne fremgangsmåde synes både at “afdramatisere” opgaven og at gøde jorden for det egentlige arbejde. I øvrigt kommer de til at snakke og grine sammen, konstaterer hun.

Det er godt at være to lærere sammen om et projekt og med de samme studerende, bedst hvis timerne ligger i blokke og uden for meget slip eller selvstudium. Det er meget vigtigt med sammenhæng i arbejdet.

Om sin undervisning siger hun, at den ofte er meget bundet og at der stilles krav. F.eks. er det et krav at der skal spilles for nogen. Tit vælger de studerende ikke så meget selv i disse forløb – udover udformnng af animationsfigurerne. I regelen er de dog også med til at vælge historien.

Der er fuld gang i animationsarbejdet på Viborg Seminariet, også når KT ikke er der. Dels er Jens H.Sørensen, som også er deltager i dette forskningsprojekt, ansat her. Dels er flere andre blevet inddraget som samarbejdspartnere gennem årene og nogle faglærere har været eller er blevet optaget af arbejdet og har sat det i gang. Når man har hold sammen, spredes undervisningen i animationsteater virkelig, siger KT.

Ideer og erfaringer har således stimuleret hinanden og udviklet undervisningen i og med aimationsteatret. En tradition synes at være skabt på dette seminarium.

Angående spørgsmålet om lærerkvalifikationer:

Selv havde KT ingen specielle animationsfaglige forudsætninger, da hun startede. Hun er autodidakt, men blev dybt inspireret af – og lærte af – seminarielærer Lise Barfoed og kunstnere som Ole Bruun Rasmussen og Ray Nyselëin, som begyndte at holde kurser på seminariet. Nogle film skabte de også, som senere blev vist.

Kirsten Tetzschner fastholder dog at man skal kunne noget som underviser – og også almentdramatisk og udtryksmæssigt. Hun understreger også at de studerende i dag skal vide, at det ikke er nok at snuse til tingene. Man skal træne.