Читать книгу TvAerAestetisk lAering - Ida Hamre - Страница 26

HVOR:

Viborg Seminariet, pædagoguddannelsen, grundfag (drama/værksted).

HVEM OG HVOR MANGE:

2 x 20 studerende.

Grundfagene i værksted har kursuspræg, d.v.s. det faglige indhold er givet på forhånd.

Grundfagene ligger på første semester i uddannelsen. Det er de studerendes første møde med uddannelsen, hvilket vil sig, at at de ingen specielle forudsætninger har for hverken drama eller værksted.

HVORFOR:

Da projektet er tværfagligt er målet todelt:

Drama: Kendskab til æstetisk virksomhed gennem opbygning af animationsspil, samt kendskab til brugen af animationsspillet i en formidlingssituation.

Værksted:

Viden om forskellige materialers kvalitet og anvendelsesmuligheder i institutionspædagogisk sammenhæng samt en begyndende perspektivering af pædagogisk arbejde med værkstedsfaget som redskab.

HVAD:

Opgave: At fremstille en fortællekuffert, figurer og scenografi, og gøre det ud fra en selvvalgt fortælling. Kufferten med objekter og scenografi skal bruges til en animation af fortællingen. Gå sammen to og to og vælg et eventyr, eller lav jeres egen lille historie, gerne inspireret af noget I har set eller hørt i medierne. Fremstil de nødvendige figurer/dukker (evt. ud fra bordfigurtypen). Andre figurer/objekter kan også indgå. Lav en fortællekuffert efter vedlagte tegning med en scenografi, der passer til fortællingen. Mål/materialer bestemmer I selv, men alt (dukker, objekter, rekvisitter og scenografi) skal kunne være i den lukkede kuffert.

Ved animationen skal I gøre jer overvejelser vedr. selve fortællingens opbygning, figur/karakter, samspil og brug af rummet (spillet kan foregå i, på, over eller ved siden af kufferten). Også scenografien indebærer overvejelser af æstetisk, dramaturgisk og håndværksmæssig karakter.

De færdige små spil vises for en indbudt børnehave.

HVORDAN:

Som optakt til hele projektet viser jeg en fortællekuffert med figurer og scenografi lavet over eventyret “Guldlok”. Efter at jeg har animeret fortællingen, diskuterer vi animationens håndsværksmæssige krav, figurernes konstruktion, scenografien og interaktionen både mellem animationsfigurerne og spillerne. De studerende går nu i gang med hele projektet. Efter at have fundet en fortælling fremstiller de figurerne og kassen. Derefter prøver de at imrpovisere spillet udfra fortællingen. Herved får de en fornemmelse af hvilken scenografi de har brug for og hvordan de vil udnytte rummet.

Efter at have eksperimeneret sig frem til en scenografisk brugbar løsning, tager de stilling til hvorledes lys og lyd skal indgå og selve indøvningen af stykket kan begynde. Nogle studerende vælger at den ene er fortæller/lydeffektmand, i andre tilfælde indgår begge i animationen.

EVALUERING:

Jeg har nu prøvet processen et par gange og fundet en brugbar form, hvor de små spil til fremvises til slut. De studerende har alle været begejstrede for projektet, der har indfriet mine mål. Projekt fortællekuffert har for mig nogle vigtige såvel drama- som værkstedskvaliteter. De studerende har nemmere ved animation end egentligt kropsteater, der forekommer dem at være mere “farligt” – sårbart. Fortællekufferten nødvendiggør foruden animationen, der kræver overvejelser vedr. opbygning af historien/fablen, figur/karakter, brug af rummet og samspil, også nogle vigtige scenografiske overvejelser. Vi har her mulighed for at arbejde med teatrets æstetiske virkemidler en miniature. Det nødvendiggør stillingtagen af æstetisk, dramaturgisk og håndværksmæssig karakter.

Den æstetiske fordobling bevirker, at vi under spillet så at sige kan sidde på kanten af kufferten og iagtage os selv, hvilket giver mulighed for en række spændende eksperimenter, der ellers ville kræve en færdig teaterforestilling.

Hertil kommer så selve animationen/opførelsen for børn, hvor de studerende for første gang er i en formidler-sitution. De har arbejdet meget med spillet, men det “virker” først når det vises for målgruppen. Publikum er med til at skabe den magi, der fjerner os fra den lille trækuffert med de til tider lidt ubehjælpsomt fremstillede figurer. Ved publikums hjælp er vi pludselig f.eks. “oppe på sæteren sammen med de tre bukkebruse”.

De studerende er meget bevidste om den kraft publikum tilfører spillet og alle er “høje “efter oplevelsen.

Uddybning:

Ved arbejdet med fortællekassen spiller scenografien en stor rolle. Det er vigtigt at gøre sig scenografiske overvejelser i dramapædagogisk arbejde, og med fortællekassen har vi mulighed for at diskutere forskellige muligheder og begrænsninger på overskuelig vis.

Det er min opfattelse, at de studerende har nemmere ved animation end ved kropslige udtryk.. Derfor kan arbejdet med animationen være en genvej til kropsdrama, der for mange er mere krævende.

Det er vigtigt, at de færdige små spil vises for en målgruppe, i dette tilfælde børn fra 4-6 år. Fortællekassen med dens lille, overskuelige univers egner sig også fint til formidling til mindre børn, men da det erfaringsmæssigt er lettere at fastholde de 4-6´årige har jeg valgt denne målgruppe. Det forestående spil gør mange studerende nervøse, men responsen fra børnene giver dem en vigtig erkendelse, både hvad angår animationens muligheder, men også hvad angår dem selv som formidlere/fortællere.