Читать книгу TvAerAestetisk lAering - Ida Hamre - Страница 7

Formål og antagelser

Projektets formål er at undersøge hvilke af animationsteatrets grundlæggende æstetiske læreprocesser, der kan realiseres i undervisning, og hvor og hvordan det kan lade sig gøre. Hvad kan børn og studerende få ud af dette arbejde? Hvilke principielle indholdsområder, arbejdsmåder og progressioner kan foreslåes og beskrives? Hvilke lærerkvalifikationer er nødvendige?

I praksis vil det måske være begrænset hvor meget “teater”, børn kan skabe i skolens hverdagslige undervisning – der vil ofte være tale om små spil – men betegnelsen animationsteater understreger det forhold, at udgangspunktet for undervisning og læring i animation ligger i kunstarten animationsteater.

Det er hensigten at projektdeltagernes reflektioner og deres beskrivelser af undervisningsforøb skal inspirere andre undervisere. Alt i alt sigter projektet mod at tilvejebringe et grundlag for en beskrivelse af processer, områder og kvalifikationer – således at animationsteatret kan indgå som en naturlig del af lærernes uddannelse og efteruddannelse på det dramapædagogiske felt. Evt. forløbere og erfaringer fra udlandet søges inddraget. Her tænkes især på erfaringer fra det ovenfor nævnte internationale udvalg “Puppets in Education”.

Af min ph.d.-forskning fremgår, at animationsteatret er en selvstændig dramatisk kunstart, som kan bidrage med noget væsentligt og særligt i den æstetiske opdragelse. Jeg mener derfor, at teaterformen på en mere klar måde må inddrages i skolens undervisningsindhold og målbeskrivelser. Kunstarten er formelt til stede i læseplanerne, men ikke reelt.

Derfor er der brug for didaktiske overvejelser, og der er behov for, at udviklingsarbejder og forskningsprojekter igangsættes, følges op og beskrives.

Dette projekt skal ses som et første skridt i den retning.

Min fagbog “Marionet og Menneske, animationsteater – billedteater” pretenderer at give en bred indføring i kunstarten og dens tværfaglige relationer. Den indeholder didaktiske oplæg og orienteringer om centrale arbejdsområder principielle faglige arbejdsmåder. Hverken bogen eller ph.d.- afhandlingen rummer imidlertid dokumenterede praktisk pædagogiske undersøgelser. At frembringe et sådant materiale er målet for dette anvendelsorienteret projekt. Baggrunden for projektet er således ønsket om en nærmere undersøgelse af de kunstpædagogiske potentialer, indholdsområder og læreprocesser, som teaterformen åbner for, set i forhold til elevers, læreres og pædagogers arbejde og uddannelse.

Det indgår i projektets hypotese, at animationsteatret kan tilføre læreprocessen og dramapædagogikken noget væsentligt – direkte med sin egenart – indirekte ved at tydeliggøre træk ved dramatisk arbejde og æstetisk arbejde generelt. Mere specifikt antages det at et dynamisk æstetisk arbejde med animerede figurer, i rum og spil vil kunne bidrage fagligt og didaktisk med en scenografisk grundviden.

Projektets formål er at undersøge hvilke af animationsteatrets potentialer, der kan realiseres i undervisning, hvor og hvordan det kan lade sig gøre. Hvordan virker det på eleverne? og hvad kendetegner de æstetiske læreprocesser, som børnene og de studerende indgår i? Hvilke principielle indholdsområder, arbejdsmåder og progressioner kan foreslåes og beskrives? Hvilke lærerkvalifikationer er nødvendige?

Fagligt set er animationsteatret en både facetteret og samlende kunstart, som taler til mange alderstrin og relaterer til stort set alle fag. Teaterformen lægger op til en naturlig samklang mellem det individuelle og det kollektive, mellem det analyserende og sanserfarede. Arbejdet med dette teater kan mere eller mindre direkte indlæses i folkeskolens læseplaner, ofte udtrykt som dramatisk spil og leg, men endnu findes ingen relevant fagbeskrivelse og ikke uddannelse i teaterformen.

Antagelser

Animationsteatret har potentialer, som kunne have forskellige dannende funktioner. Sådanne funktioner undersøges og debatteres i projektet med henblik på udvikling af praksis og teori. Her tænkes især på teorier og dannelsesperspektiver som:

– Kunstnerisk læring og dannelse.

I en animationsforestilling kan tyngdeloven og de naturlige proportioner ophæves, fordi de “agerende” er ting og materialer. Og her kan der vendes op og ned på hverdagens tankegang og rumorientering. Da det umulige således kan blive muligt på en meget konkret måde, kan animationsteatrets særlige billedsprog befordre omvendttænkning og konstruktiv fantasi. For dette teaters metaforiske sprog er langt fra det socialrealistiske, og udtrykket bliver derfor af udpræget utopisk karakter. Samtidig er dette sprog imidlertid konkret og i bevægelse som vores egne handlinger, fordi det er et menneske, som spiller. Her kan metamorfosen som mulighed ses – og så at sige blive til at tage og føle på. I forbindelse med dette dannelsesperspektiv henvises til Ernst Blochs utopibegreb. (Bloch, Ernst: “Geist der Utopie”, Suhrkamp Verlag, 1964). Animationsteatrets utopi har også at gøre med begrebet verfremdung og permanent verfremdung, som karakteriserer animationsteatrets kommunikation, hvor subjekt-objektforholdet konstant veksler. (Konstanza Kavrakova-Lorenz brugte udtrykket permanent verfremdung i sin doktorafhandling fra 1986, “Das Puppenspiel als synergetische Kunstform”).

Den synergetiske dimension er stærkt virkende i animationsteatret, hvor mange håndværk og mange slags viden, udtryk og funktioner virker sammen og er i konstant forandring. De forskellige elementer samvirker på en overskridende måde, så summen af de forskellige udtryk ikke bare forbindes, men skaber synergi. Perspektivet er udvikling af hvad jeg vil kalde en synergetisk kompetence. Kravet om det synergetiske må stilles til alle multikunstarter, men det synergetiske tydeliggøres i animationsteateret, hvor det ligger latent. Teaterformen rummer således et læringspotentiale, der synes at være hårdt brug for ikke mindst i samtidskulturens multimedie-boom.

– Emotionel læring og dannelse.

Både den taktile, den visuelle og den rumlige sansning aktiveres stærkt hos animationsteatrets deltager. Her ligger således mange perspektiver for læring og dannelse. Teoretiske referencer bl.a. til psykologen Donald W. Winnicott, (“Leg og virkelighed”, Hans Reizel, København 1990) og Annie Gilles (“Le jeu de la Marionnette” Presses Universitaire). Perceptionsteori og rumopfattelser er fremstillet og behandlet i “Rumopfattelser i Børns Billeder” (Ingelise Flensborg. Ph.d.-afhandling. Danmarks Lærerhøjskole. 1994). Relationerne mellem det sproglige, det mimiske kunne belyses med psykologen Mogens Hansens teorier eller teoribeskrivelser (f.eks. ”Billedtænkning” 1997).

David Bests begreb emotionel læring (Best, David: “Rationality of Feeling”, London. 1992. The Falmer press) står centralt i dette arbejde. I “Rationality of Feelings” karakteriseres den kunstneriske oplevelse som både et følelsesmæssigt og et kognitivt chok. I følge Best har den kunstneriske følelse således rationel og kognitiv karakter, og tilsvarende har den rationelle side følelsesmæssige træk.

De dannelsesperspektiver, som de kunstneriske fagområder rummer, relateres i projektet til animationsteatrets særlige arbejdsformer og meget taktile og kropsligt kinæstetiske tilgange. Evt. perpektivering i forhold til Maurice Merleau-Ponty (“Kroppens fænomenologi”, Redaktion Filosofi, Det lille Forlag. København.1994).

– Etisk læring og dannelse.

Der synes at være en indbygget ligeværdighed mellem de involverede parter i animationsteateret hvad angår tradition, arbejdsmåder og formsprog. Afhængigt af hvordan teaterformen bruges rent pædagogisk kunne den være et middel til kommunikation på tværs af alder, køn og nationalitet.

Animationsteateret har sine rødder i ritualer og kulthandlinger og en lang tradition som vandreteater og som intimt teater. Meget tyder på, at det stadig er tæt på disse rødder og kun i ringe grad er underlagt en traditionel teaterkonvention. Der er således en tendens til, at de optrædende ikke er enerådende, og at der lægges op til, at publikum intervenerer i forestillingen.

Også teaterformens føromtalte permanente verfremdung stiller tilskuer og spiller på lige fod et langst stykke af vejen både i forhold til marionetten og til forestillingens indhold. Det dialogiske synes alt i alt at præge spillet og arbejdsprocessen stærkt, og teaterformen åbner derfor muligheder for at deltagerne kan skabe egne og fælles historier og for at de kan bearbejde mediernes historier og myter. Tilsyneladende er det materialer, figurer og objekter, der optræder, og spillerens integritet kan derfor beskyttes på en særlig måde, for hun eller han kan bevidst eller ubevidst fralægge sig ord og handlinger og i stedet tillægge dem animationsfiguren. Dette forhold kan virke befordrende på deltagernes udtryksfrihed og sætter samtidig ansvarsforholdet i relief.

Latinamerikaneren Augusto Boals teaterteorier tænkes inddraget, teorier som bl.a. er inspiret af Paolo Freires pædagogik. (Boal, Augusto: “For et frigørende teater”, Drama, Gråsten 1980). Boals arbejdsmetoder går ud på at blokkere for undertrykkelse og magtmisbrug. Målet er udvikling af handlekompetence og ansvarlighed gennem intervenerende teaterformer.