Читать книгу TvAerAestetisk lAering - Ida Hamre - Страница 18

De punkter/spørgsmål, de studerende skal besvare i dette evalueringsskema, får klart mange flere facetter frem i processen end det forrige skema, som udelukkende belyste “virksomhedsformerne”.

Der er ingen tvivl om at de studerende i dette forløb har oplevet animationsteater som et godt pædagogisk redskab – bl.a. til at få kontakt med børn. Utroligt sjovt og lærerigt er en typisk kommentar.

De studerendes evalueringer viser ligeledes helt utvetydigt, at lærernes engagement – ikke mindst KTs – har haft enorm betydning for deres oplevelse og udbytte af dette tværfaglige animationsforløb om “Figur”. Det er rart at have lærere, der brænder for det de laver. Den opfattelse går igen.

Samarbejdet, holdets betydning og gruppens størrelse er ligeledes fokus for tilbagemeldingerne. Et par af udtalelserne lyder: OK, men 6 i en gruppe er for mange, da det er svært at blive enige. Det blev godt med tiden, men med de ting, vi var udsat for i forløbet, synes jeg vores produkt blev super.

“At eksperimentere og opleve egen kreativitet i samspil med andre”, som er et af målene synes indfriet meget langt. Til punktet “Drama” i spørgeskemaet er følgende bemærkninger typiske. Det var spændende at arbejde med dukkerne – lidt af en ny verden åbner sig. Eller: Gode øvelser, som man nu til sidst kan se har været gavnlige. Eller: Spændende at man kan blive så optaget af en dukke. Dette sidste er en overraskelse for mange. En studerende bemærker, at arbejdet var for langtrukkent! Man fik jo dukker på hjernen. Men det er måske netop sagen i kunstneriske processer, at man et langt stykke må “have det på hjernen” det man gør, hvis det skal få en udtrykskraft.

Det er betegnende for holdningerne til arbejdet i værkstederne at det opfattes som meget tilfredsstillende at lave en dukke helt fra starten af. Tilpas modstand og udfordring tyder det også på, at abejdet har givet de studerende:

Langsommelig proces, men alligevel spændende. Det gik nogle gange for hurtigt fremad, da vi jo ikke alle er lige ferme til diverse redskaber. Men det har været en succes at skabe noget helt fra bunden.

Formålet var også at de studerende skal erhverve sig håndværksmæssig kunnen – bl.a. ved at fremstille figurer og opleve det vidunderlige: at skabe liv i livløse figurer.

Mange har klart nydt at save og snitte og langsomt forfine en figur, hvis fremstilling har stillet en del krav, hvilket mange også har påskønnet. Det har givet en helt særlig baggrund for animationsøvelserne og spillet at man knyttede sig til den figur, som lidt efter lidt så dagens lys og ikke lignede andre, selvom grundmodellen var den samme. En ægte æstetisk proces.

Til den håndværksmæssige side af processen hører også videooptagelserne som et justerende redskab undervejs. Det kalder på latteren. Man ser sig selv udefra og den følsomme proces med at gå på scenen og optræde tilføres nøgternhed. En studerende skriver f.eks.: det var godt at se sine fejl og positive ting og lære af dem. På den måde kan man også kommentere de andres spil og hjælpe dem med ting, de måske ikke selv havde opdaget.

Opførelsen af de selvproducerede spil har en klart positiv betydning i alle besvarelser. Man må antage at disse spil, der bygger på de studerendes egne historier er med til at gøre oplevelsen særlig vedkommende for dem selv og for fællesskabet.

I den fase blev der også skabt god forbindelse til arbejdet i værkstederne, f.eks, hedder det: Karakterbeskrivelsen var god. Jeg havde et “billede” af min dukke, inden jeg begyndte at lave den. Det var sjovt at lave en historie, som senere blev til dukketeater. Historien blev passet til løbende” eller: “Opbyggelsen af historien var en lærerig proces.

Hvad disse historier egentlig handler om får vi imidlertid ikke noget at vide om.,

(– dog er der optaget fotos af de studerendes figurer fra spillet). Processen med eksperimenter og opbygning af historier har optaget mange. Der er også udtalelser, som pointerer at man gerne vil lære noget gennem teoretiske tilgange, jvnf. den indføring i dramaturgiske berettermodeller, Aristoteles’ “Poetik”, stolediagrammet, osv. som blev givet i danskundervisningen. Og det foredrag om “æstetiske lærerprocesser” som KT omtaler har også rykket.

Er der så virkelig arbejdet tværfagligt og tematisk med “Figur” kunne man spørge?

Der er ikke tegn på at tværfagligheden skal forståes som en problematisering af noget stærkt overordnet uden for fagfagligheden. Men tværfagligt er det i den forstand, at fagene naturligt og fleksibelt inddrages, hvor det er relevant for processen. Lærernes mål var da også at den studerende får mulighed for at: opleve og erkende at fagene støtter hinanden og sammen giver mulighed for en større fordybelse og et dybere engagement. Det fremgår at dette mål indfries meget langt.

Hvad angår tematiseringen omkring “Figur” synes den at dreje sig mest om det praktiske værkstedsarbejde samt om mødet med mange forskellige slags animationsfigurer og brugen af dem. Mange udtalelser viser da også at begrebet “dukke”overrasker de studerende. Det kommer bag på dem hvor stort det er, og hvor integreret det er i både personbeskrivelser, roller, kropssprog og værkstedsarbejde. At fænomenet “figur” udvides og beriges for dem er der derfor grund til at tro på baggrund af ovenstående. Begrebsdannelse og sprogliggørelse er imidlertid ikke meget på dagsordenen i forløbet.

Men dette tematiske arbejde må formodes at bringe de sproglige betegnelser dukke og figur i spil og åbne for den del af formålet, som lægger vægt på at den studerende får mulighed for at forstå at der i animationsteatret findes utallige muligheder.